Leon Sebbelin om budgetsamarbejdet: Der er ikke noget alternativ til politisk dialog

Der er ingen tvivl om, at vi i kommunerne står overfor en meget svær opgave med det, der hidtil er blevet kaldt "den faseopdelte budgetlægning".

Men det er ikke kun en kommunal opgave. Regeringen og Folketinget har også et ansvar og en opgave. Det nytter ikke noget, at ministre og medlemmer af Folketinget taler forventningerne op eller mener, at der skal være ensartet service i hele landet, når der ikke er dækning for ønskerne i de indgåede økonomiaftaler.  Begge dele er med til at gøre opgaven med at finde lokale løsninger på lokale udfordringer meget vanskelig.

Når det kommer til konkrete opgaver, vil jeg pege på udligning. Mine ønsker til og håb for den seneste udligningsaftale var, at følgende fire overordnede punkter blev imødekommet.

En bred aftale – tjek. En gennemskuelig udligningsordning – ikke opnået. En forudsigelig udligning – ikke opnået. Der har allerede været behov for lappeløsninger. Og et flerårigt perspektiv – kom ikke. 

Ingen objektiv matematisk retfærdighed

I forhold til disse fire punkter udestår der tydeligvis en opgave, jeg mener, er afgørende vigtigt bliver løst, hvis vi i kommunerne skal have en rimelig chance for at løse vores opgave med at få 98 kommuner samlet om løsninger, der gør det muligt at overholde de årlige økonomiaftaler.

Læg så hertil, at udligningsaftalen endte med, at kommunerne fik flere penge, end vi efterfølgende fik lov til at bruge. Så er der ikke noget at sige til, at 98 kommuner med meget forskellige udfordringer, behov, borgerforventninger og -ønsker blev efterladt med en næsten uløselig opgave.

Det første år endte løsningen med at blive et krav om en reduktion i serviceudgifterne i alle kommuner på 0,4 procent – en løsning, det med stor sandsynlig ikke vil være muligt at komme igennem med til efteråret, når det går løs igen.

Men hvad gør vi så? Alternativet til de kollektive aftaler, der har været praktiseret de seneste år, kunne være individuelle "forhandlinger" mellem regeringen og de 98 kommuner. I praksis ville det betyde, at regeringen og Folketinget dikterer de enkelte kommuners økonomiske rammer.

Ansvar for det større fællesskab

En anden mulighed kunne være, at der laves en bindende fordelingsmodel, der forsøger at tage højde for udviklingen i de enkelte kommuner, deres demografi eller særlige udfordring for eksempel på det specialiserede socialområde.

Til trods for en – om end gammel – matematisk studentereksamen tror jeg ikke på, der kan skabes en objektiv matematisk retfærdighed. Dertil er virkeligheden alt for kompliceret. Derfor har jeg svært ved at se et alternativ til politisk dialog.

Politisk dialog med regeringen og Folketinget om en model og rammer for økonomiaftalerne meget gerne med afsæt i de fire ønsker til udligningsreformen nævnt ovenfor.

Politisk dialog mellem kommunerne. Forskellige nøgletal kan danne udgangspunkt for den dialog. Men i sidste ende må borgmestre og byråd påtage sig ansvaret for overholdelse af økonomiaftalerne.

Vi er selvfølgelig alle meget optaget af at skabe de bedst mulige rammer for borgerne i vores respektive kommuner, men vi har også et ansvar for det større fællesskab.

Det er en stor opgave – men guleroden er en vis fleksibilitet.