Dansk Teater: Kunstneriske indsatser skal forankres, før de kan skabe forandring

Af Louise Stenstrup
Direktør i Dansk Teater

Skal brobygningen mellem sociale, kulturelle og geografiske skel ske gennem tvang eller lyst?

Det spørgsmål er senest blevet sat på spidsen med vedtagelsen af de forskellige delaftaler af ghettoplanen.

Her indføres blandt andet tvungen vuggestue for de mindste børn i udsatte boligområder, så de kan tilegne sig danske værdier og traditioner.

Der indføres mulighed for nedrivning af lejligheder, øget overvågning og deling af personoplysninger mellem myndighederne og ikke mindst dobbelt straf for kriminelle handlinger begået i specifikke områder.

Alt sammen med det formål at komme fremvæksten af parallelsamfund til livs og sikre, at borgere i udsatte områder bliver en del af det danske samfund og de værdier, den danske retsstat og demokrati bygger på.

Frem for at skille os ad, kan kunst og kultur binde os sammen og samle os i fællesskaber, hvor vi både kan opleve, deltage og skabe sammen.

Louise Stenstrup
Direktør i Dansk Teater

Det er ikke målet, men midlet
Regeringens ønske om at bekæmpe fremvæksten af parallelsamfund er både legitimt og i en vis udstrækning også nødvendigt.

Det er derfor heller ikke målet, men midlet hertil, der skal rejses tvivl om.

For med ghettoaftalerne synes den kulturelle dannelse og brobygningen at skulle ske ad veje, som underminerer selvsamme grundlæggende principper om for eksempel lighed for loven, privatlivets fred, frihed og ligestilling og dermed netop de værdier, som man politisk ønsker sig, at borgere i disse boligområder tilegner sig.

Positivt er det derfor også, at der med Finansloven 2019 afsættes midler til en pulje ”Kulturbroen til børn og unge”, hvor kulturlivet skal bygge broen, og hvor tvangen dermed erstattes af frivillighed og nysgerrighed.

Kulturel dannelse i mødet og interaktionen
Den kulturelle dannelse og brobygningen sker ikke i isolationen eller i tvangen. Det forstærker derimod et billede af, at vi er stillet forskelligt. Og et billede af et os og dem.

Den kulturelle dannelse sker derimod i mødet og interaktionen – i den fælles refleksion og i samtalen.

Og netop derfor spiller kunsten og især scenekunsten en særlig rolle i den kulturelle dannelse, fordi teateret modsat andre kunstformer danner rammerne om mødet, samtalen og fællesskabet.

Hvor grænser brydes, og vores forståelse af de værdier, vi orienterer os imod, udfordres, samtidig med at nye forståelser for hinanden og fællesskaber bygges op.

På den måde kan scenekunsten skabe forandring ved at bryde grænser og bygge broer mellem mennesker på tværs af kulturer, institutioner, byer og værdier.

Frem for at skille os ad kan kunst og kultur binde os sammen og samle os i fællesskaber, hvor vi både kan opleve, deltage og skabe sammen.

Fælles oplevelser styrker relationerne mellem mennesker og følelsen af at høre til. Og gennem kunsten anvises nye veje til identitet og fællesskab.

Teaterprojekter udfordrer fordomme og provokerer tabuer
Det er både børneteateret Batida og projektteatret Opgang2 i henholdsvis Københavns Nordvestkvarter og Aarhus Kommune gode eksempler på.

Opgang2 har siden 1972 turneret med forestillinger med særligt fokus på unge i udsatte boligområder, hvor de gennem forestillinger og i samarbejde med de unge udfordrer fordomme og provokerer tabuer.

Forestillinger, der har forandret disse menneskers syn på sig selv og andre og derigennem bygget bro mellem mennesker på tværs af sociale og kulturelle barrierer.

Samtidig indgår Opgang2 i samarbejder med lokale aktører og virksomheder om at styrke de unges evner og kompetencer, som skal hjælpe dem videre i samfundet og i uddannelses- og erhvervslivet.

Tilsvarende har Batida i Nordvest gennem sin mere end 30-årige tilstedeværelse med musiske og billedlige forestillinger for områdets børn og forældre formået at skabe et tilhørsforhold, et fællesskab, og netop givet områdets beboere mod og lyst til at deltage i samtalen og samfundet.

En indsats, der ikke mindst bygger på teaterets evne til at opbygge langvarige samarbejder med lokalområdets øvrige aktører som skoler, institutioner og kommunale rådgivere, der har sikret den nødvendige forankring.

Forankret indsats og langvarige samarbejder
Forudsætningen for disse teatres succes som brobyggere er dog ikke alene deres evne til gennem forestillinger at engagere, flytte grænser og skabe fællesskab på tværs af sociale og kulturelle skel.

Deres succes bygger i lige så høj grad på, at deres indsats er blevet forankret gennem år og langvarige samarbejder med øvrige aktører i lokalområderne. Og netop i det lys er det problematisk, at der i kulturbropuljen kun afsættes 3,6 millioner kroner.

For de midler risikerer vi, at kunstneriske indsatser bliver flygtige og sporadiske og dermed ikke opnår den forankring, der er helt afgørende for at kunne skabe den samtale og det fællesskab, som kan flytte grænser og forandre.

Historisk set har kunst og kultur altid fungeret som brobyggere – mellem historiske perioder, mellem fortid og nutid, mellem mennesker og mellem kulturer. Og ikke mindst på tværs af sproglige barrierer og geografiske skel.

Men hvis regeringen virkelig ønsker at bygge broer, der ikke kun hviler på et skrøbeligt fundament af tvang, bør de investere i kunstens langvarige forankring i disse områder, så broernes byggesten bliver bærende og ikke kun af symbolsk karakter.