Journalist: I USA er det sportspressens dag hver dag

Af Jimmy Bøjgaard
Bestyrelsesmedlem i Danske Sportsjournalister

Mens man kan opleve lukkede døre og sure miner i danske omklædningsrum i bedste række og sendetid, kan man vade ind i et NFL- eller NHL-omklædningsrum fem minutter efter kampen.

Jimmy Bøjgaard
Sportsjournalist

Dejligt tema, det her med sportsfolk og ytringsfrihed. Debatten herinde over de seneste par uger har allerede budt på flere indikationer på, at åbenhed i dansk sport snarere er vejen frem end det modsatte.

Nok er bedømmelsesgrundlaget spinkelt, men debatten og ønsket om højt til loftet, når sportsfolk udtaler sig i medierne og giver lidt af sig selv, er i hvert fald åbnet og falder i meget god tråd med min fornemmelse af, at sportsjournalistikken i disse år er i god gænge med mange nye, ambitiøse folk i faget.

Ja, der er fokuspunkter; for eksempel klik kontra kvalitet eller overskrifter, der er strammet i en grad, så artiklens indhold ikke lever op til beskrivelsen, og rettighedsjournalistik kontra alt det andet ud fra gængse nyhedskriterier.

Men blandt andet fordi produktionsformerne ændrer sig, så er der også fint potentiale i, at oplevelsen for vore målgrupper bliver bedre samtidig med, at man holder en fornuftig balance i forhold til samarbejdspartnere og rettigheder. Om man vil det eller ej, så er det et vilkår i (sports)journalistik.

Vi sportsjournalister bliver nødt til at være vedholdende i vores arbejde for fortsat eller større åbenhed, og der må være en form for gensidig respekt og interesse.

Specielt i de ligaer, som modtager millioner for tv-aftaler, må det være en selvfølgelighed, at udøverne er åbne og tilgængelige.

Pudsigt nok, er det faktisk ofte det modsatte, der er tilfældet, så de, der er mindst eksponerede og dårligst betalt, fremstår som de mest åbne og ydmyge, fordi de stadig er glade for al omtale.

Det er uheldigt, at de, der får kassen, lukker mest i. Det er også underligt, men i øvrigt en tendens, der er tydeligere i Europa og dermed Danmark, end for eksempel i nordamerikansk sport.

Mens man kan opleve lukkede døre og sure miner i danske omklædningsrum i bedste række og sendetid, kan man vade ind i et NFL- eller NHL-omklædningsrum fem minutter efter kampen. Og i øvrigt hver formiddag – også på kampdage.

Det bringer historier om spillerne meget længere og mere personligt ud, og det får på kampdage en optakt eller efterbehandling med relevante temaer og vurderinger til at fremstå fyldt med meget mere kvalitetsindhold.

I USA har sportsjournalister efter en kamp foran 70.000 eller 20.000 tilskuere adgang til et NFL- eller NHL-omklædningsrum og interview med Tom Brady eller Sidney Crosby, selvom de minutter forinden har tabt i overtid.

En af forskellene er, at det står i sidstnævntes kontrakter, men mest af alt handler det om simple holdninger til det, at servicere medier og fans.

I sidste ende gavner det jo sportsudøverne og deres arbejdsgiver, at seeren, brugeren eller læseren får et kendskab til mennesket bag præstationerne.

Der er næppe tvivl om, at det er sjovere at holde med eller følge dem, der giver lidt af sig selv, end dem, der synes, mindre er bedre. Måske sælger det også nogle billetter…

I en sund debat som denne er det relevant at spørge, hvilken tankegang der ligger bag, når atleter eller klubber fremstår svært tilgængelige eller synes, vi medier vil have for meget.

Der er mange fine eksempler på sportsudøvere, som er dygtige til at levere for medier og sponsorer, og mange af dem med noget på hjerte er pudsigt nok nogle af de mest succesfulde.

Jeg tror, vi står over for en række år, hvor fokus på kvalitetsjournalistik vil vinde yderligere indpas som det vigtigste våben i kampen for flere kunder og mod fordommene omkring sportsjournalistik.

Samtidig vil klubber og atleters kamp for at skabe indtægter hos samarbejdspartnere blive sat yderligere under pres for at ”levere varen”, da det er slut med at leve med og af den klassiske bandereklame.

Derfor ligner det en oplagt tid at skele til konstruktivt samarbejde, måske med afsæt i USA. Udøverne og journalisterne kan godt hver især passe deres arbejde, uden at det går ud over at forfølge potentialet i de mange muligheder, et konstruktivt samarbejde fører med sig.