Joy Mogensen: Selvfølgelig skal vi ikke tage brødet ud af munden på private producenter

MUSICALS: "Det er vigtigt, at teatret ikke kun er for dem, der er kulturvante," siger kulturministeren, der glæder sig over, at musicals ifølge en ny, bred aftale skal fylde mere i Det Kongelige Teater.

Foto: Olafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix
Maja Hagedorn

Der bliver mulighed for mere sang, dans og skuespil i Det Kongelige Teater, efter et bredt flertal af Folketingets partier fredag aften har landet en ny flerårig aftale, der fastlægger rammerne for teatret de næste fire år.

Aftalen medfører nemlig blandt andet, at Danmarks nationalscene skal have lov til at opføre flere musicals.

Og det glæder kulturminister Joy Mogensen (S), der selv gik ud med forslaget i et interview med Altinget tidligere på året.

Dokumentation

Her er reglerne, hvis Det Kongelige Teater vil lave musicals

En ny politisk aftale om Det Kongelige Teater er fredag aften blevet vedtaget af et bredt flertal af partierne i Folketinget.

Det er regeringen, Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti og Alternativet, der står bag aftalen.

Den træder i kraft 1. januar 2021 og udløber 31. december 2024 og rummer en række målsætninger og de økonomiske rammer for teatret i perioden. Du kan få overblikket her:

Nye regler for musicals

  • Aftalen slår fast, at Det Kongelige Teaters kerneopgaver er ballet, opera og skuespil.
  • Men teatret skal også "udvikle en nutidig scenekunst, hvilket indebærer, at der kan vises andre genrer inden for scenekunsten og musikken".
  • Det kan eksempelvis omfatte "musikdramatiske værker, herunder revy og musicals".
  • Der gælder dog en lang række krav for musicals, som træder i kraft fra sæsonen 2024/2025.
  • Repertoirevalget skal "altid tage hensyn til private producenter på markedet".
  • Musicals skal opføres på en måde, som private producenter ikke ville kunne.
  • Og Det Kongelige Teater må blandt andet ikke sætte en musical på plakaten, hvis en privat producent i Storkøbenhavn inden for de seneste syv sæsoner har opført værket – med mindre den private producent giver samtykke.
  • Teatret skal desuden varsle over for private producenter i hele landet tre år før, at Det Kongelige Teater vil opsætte en given musical.
  • Hvis en privat producent vil spille forestillingen i Storkøbenhavn inden for tre år og giver besked senest tre måneder efter varslet, skal Det Kongelige Teater afstå fra at sætte forestillingen op.

Flere børn og unge

  • Partierne er desuden enige om, at Det Kongelige Teater har et ansvar for at nå bredere ud til flere forskellige publikummer.
  • Blandt andet skal teatret opnå en mere jævn køns- og aldersfordeling blandt publikum og få flere uden videregående uddannelser og danskere, der bor uden for hovedstaden, til at købe billet.
  • Teatret skal intensivere samarbejder med aktører i hele landet – eksempelvis gennem co-produktioner på andre scener eller ved at udleje egne scener.
  • Det Kongelige Teater skal fortsætte og øge arbejdet med digital formidling af forestillinger på forskellige platforme.
  • Derudover skal teatret introducere flere børn og unge med forskellig baggrund i hele Danmark til scenekunst og klassisk musik. Eksempelvis gennem musikskoler.

Du kan læse hele aftalen her.


0:000:00