Kulturledere: Et godt arbejdsmiljø kræver, at man kan gå sin vej

Der har været meget diskussion om arbejdsmiljø, forskellige former for dårlig ledelse i det danske kulturliv og - måske mere grundlæggende -, hvorvidt kulturlivet på det punkt er så forskelligt fra alle andre brancher og professioner.

Og ja, kulturlivet er noget særligt som arbejdsmarked og -miljø. Men nej, der burde ikke være nogen forskel. For det vil altid være en arbejdsgiver og leders ansvar at sørge for et godt arbejdsmiljø uanset, hvad man arbejder med. Ligesom man må forvente, at dem, der finansierer gildet, om det er staten eller kunder, også stiller krav til ordentlige vilkår. 

Pilen peger på os
Vi har i vores eget virke få eller ingen ansatte, mange løse samarbejdspartnere, begrænsede midler og ganske lidt hierarki. Men selvom vores virkelighed er en del anderledes end store arbejdsgivere, er vi stadig ledere af små teams, midlertidige projekter og produktioner eller netværk af flere partnere og bidragsydere.

Vores ledelsesansvar er præcis det samme og pilen peger på os, hvis der går noget galt, når vi har påtaget os et lederskab for andre. Samtidig er vi også til tider dem, der er ”ansat”, ”underleverandører” og så videre. Her er vi inde på det, som gør kulturen til et ganske særligt arbejdsmarked, for disse skiftende roller og projekter er langt oftere virkeligheden i kulturlivet end at fejre 50-års jubilæum på arbejdspladsen.

Det har vi intet ønske om at brokke os over, for vores arbejdsform er et tilvalg, som vi værdsætter, men kompleksiteten stiller særlige krav til os selv, store opdragsgivere eller bidragsydere og egentlig også kulturforbrugerne. 

Separat kategori på arbejdsmarkedet
Lad os starte med at pege på os selv, vores kollegaer og samarbejdspartnere. Netop fordi det kulturelle arbejdsmarked er omskifteligt, skal vi være transparente om, hvordan rammerne for et projekt sættes, hvem der har hvilke vilkår - og om man som projektleder tjener en mønt på netop at lede.

Og netop fordi lederen af et projekt ikke nødvendigvis er chef med stort C, er der behov for at italesætte de midlertidige strukturer. Begge dele vil give os et rigere kulturliv, og vi vil sådan set gerne have, at staten og fondene stiller krav om det, så længe man husker, at dokumentationskravet ikke skal være det samme for det lille produktionskollektiv på fire som for de store institutioner. Og at der skal være reserveret midler til at oplære uformelle projektledere eller tilkoble eksterne ”tillidsrepræsentanter”. Så kan vi i stede bruge lidt færre penge på evalueringsrapporter til skuffen. 

Hvis man ikke kan sige nej, får man aldrig et opgør med dårlige miljøer, ledelser eller vilkår

Jonas Grøn og Christopher J. Anker
Hhv. administrativ direktør og medstifter af Villa Kultur og producent og medstifter af filmkollektivet mellow

Nu, hvor vi er begyndt at pege fingeren væk fra os selv, lander vi på den vigtigste udfordring for et godt arbejdsmiljø blandt majoriteten i kulturbranchen: Alt for mange bliver i projekter og samarbejder, hvor vilkårene og miljøet viser sig ikke at være i orden, fordi det betaler huslejen.

Hvis man ikke kan sige nej, får man aldrig et opgør med dårlige miljøer, ledelser eller vilkår. For at kunne tage sit gode tøj og gå, er det nødvendigt med et sikkerhedsnet for de mange små CVR-numre, freelancere og alle dem midt imellem, som producerer, skaber, udøver og formidler kulturen.

Vi snakker ikke nødvendigvis revolutionerende omvæltninger, men små tiltag, der kortvarigt kan bygge bro mellem projekter og muligheder, så samfundet ikke taber en hel sektor på gulvet. Det kræver, at vi arbejder aktivt med kulturens selvstændige som en separat kategori på arbejdsmarkedet, hvis skiftende arbejdskonstellationer kræver nogle særlige overvejelser og hensyn. Her har staten og vores politikere et ansvar for at være medspillere og i første omgang understøtte vidensopbygning og diskussioner på området.