Caki: De kunsteriske uddannelser bør uddanne til sund selvledelse

På de videregående kunstneriske uddannelser uddannes der til det kulturbevarende såvel som det kulturfornyende. Og både kunstneriske innovationer og bidraget til et levende og mangfoldigt kulturliv er vigtige elementer i uddannelserne.   

Der er ekstremt meget, den enkelte studerende forventes at kunne, uanset hvilken af brancherne i kultursektoren, man sigter efter at arbejde indenfor. Blandt andet derfor er det nødvendigt, at der i de mangfoldige praksisser og virksomheder, der udspringer fra kunstskolerne, indgår ledelseskompetencer.

Den enkelte må evne at lede sig selv, så man kan navigere i de ofte komplekse arbejdsliv og arbejdsrelationer og identificere ledelsesmæssige opgaver og ansvar i sit virke og praksis. Herunder også at man evner at lede sig selv ind i et godt arbejdsmiljø: At man er en god leder for sig selv. 

Manglende fodfæste i arbejdslivet 
Center for anvendt kunstnerisk innovation (Caki) er et fælles videncenter for de syv videregående kunstneriske uddannelser i Kulturministeriet. Et af centrets arbejdsområder er at understøtte og udvikle skolernes anvendelse af entreprenørskab som vidensområde.

I den sammenhæng kommer Caki også i berøring med de arbejdsmiljøer, de studerende skaber for egen praksis og virke. Vi plejer at sige, at der er lige så mange forskellige forretningsmodeller og organisationsformer, som der er kunstnere. Og tilsvarende lige så mange svar på, hvad der er et godt arbejdsmiljø for den enkelte. Når det er sagt, er der selvfølgelig en række grundpiller i de sunde arbejdsmiljøer. 

På Caki arbejder vi med tre hjørnesten i den kunstneriske virksomhed: organisation, strategi og økonomi. At der skabes en organisation, der har kompetencerne til at udføre alle opgaverne i virksomheden. At man har en ambition om, hvad man gerne vil lave og en plan for, hvordan man kommer til det - gerne formuleret i strategier over længere tid som tre, fem eller ti år.

Og sidst men ikke mindst at man har en økonomisk forståelse der gør, at man kan finansiere, drifte og udvikle sin praksis og virksomhed. Alle kunstskolerne stiller på forskellig vis denne viden til rådighed, både lokalt på skolerne og gennem Caki som et fælles organ.

Alligevel møder vi mange tidligere studerende, der ikke har formået at anvende eller implementere en grundlæggende entreprenøriel viden i deres virke, og som en konsekvens heraf har udfordringer med at finde fodfæste i arbejdslivet. Som en konsekvens sættes arbejdsforhold og -miljøer under pres for den enkelte såvel som i samarbejdsrelationer. 

Rammebetingelser kan forbedres
Unge mennesker, der går på en kunstnerisk uddannelse, forfølger ofte en drøm, en dyb interesse, en passion. En del af dem ender med at mangle en velfungerende infrastruktur og økonomi i det professionelle virke af den simple grund, at alle ressourcer har været fokuseret på at dygtiggøre sig inden for lige præcis det, der er éns kunstfelt.

I de fleste andre erhverv findes der stillinger, man kan søge som nyuddannet og et arbejdsmarked med faste stillinger, man relativt hurtigt bliver en del af. Sådan er virkeligheden kun i meget begrænset omfang for dimittender fra de kunstneriske uddannelser. De skal selv skabe deres arbejde, opbygge virksomheder med en velfungerende infrastruktur og økonomi, og etablere et grundlag af samarbejdspartnere og kunder, samtidig med at de holder højt niveau i den kunstneriske praksis.

Vi møder mange tidligere studerende, der ikke har formået at anvende eller implementere en grundlæggende entreprenøriel viden i deres virke

Pernille Skov
Leder, CAKI

Det er en kæmpestor opgave, den enkelte sidder med, som Sara Indigo fra Dansk Artistforbund også fremhæver i sit debatindlæg. Det er en opgave, der er nærmest umulig at løfte alene. Derudover er der en række usikre grundvilkår for udførelsen af arbejde i kultursektoren, som blandt andet korte kontrakter, projektansættelser og manglende overenskomster, som det også fremhæves i andre af indlæg i debatten.

Listen af rammebetingelser, der kan forbedres og strammes op på, er mangfoldig. De svære rammebetingelser tærer på de mange små og mindre virksomheder i kultursektoren. Det kræver overskud at skabe et sundt arbejdsliv og et godt arbejdsmiljø. Det kræver refleksion, viden, beslutningstagen og eksekvering.

Det er sjældent, at det overskud er til stede i de små kunstneriske virksomheder, der ofte drives af en eller få personer - ikke mindst på grund af det økonomiske pres, der også ofte tynger de kunstneriske erhverv.

Vi kan rykke i fællesskab
I kultursektoren har vi et fælles ansvar for i første omgang at løfte samtalen om arbejdsvilkårene for at kunne skabe sundere arbejdsmiljøer. Lad os være realistiske: Vi kommer ikke til at løse de økonomiske udfordringerne i kultursektorens erhverv foreløbigt.

Men vi har muligheden for at skabe bedre arbejdsmiljøer sammen, gennem et bredt fælles fokus. Et fælles ønske om koordinerede indsatser og vidensdeling på tværs af brancherne og positioner i kultursektoren er et nødvendigt afsæt for, at der kan udvikles sunde arbejdsmiljøerne på alle niveauer i de kunstneriske og kulturelle virksomheder.

Kun i fællesskab kan der rykkes på denne type dagsordner af større karakter. Som uddannelsesinstitutioner har vi en vigtig opgave i den sammenhæng. Den kan kun løftes sammen med de omgivende brancher og interesseorganisationer, på det politiske niveau og med de mange erhvervsdrivende i kultursektorens små og store virksomheder og organisationer. 

Lad os sammen blive klogere og skabe om ikke velstand i kultursektoren, så dog velfærd– på uddannelserne og i vækstlagene ude i brancherne såvel som i de etablerede virksomheder og kulturelle institutioner. Det vil komme alle til gode.