Dansk Artist Forbund: Arbejdsforholdene i kulturbranchen bør opdateres

Et godt arbejdsmiljø kræver en kontinuerlig, forebyggende indsats, tid, viden og værktøjer. Ofte er der tale om en fælles indsats mellem ledelse og medarbejdere i et reguleret system med lovgivning at vise tilbage til. Men artisters arbejdsmarked er i sin essens præget af alt andet end kontinuerlige arbejdspladsrelationer.

En undersøgelse fra 2020 lavet blandt 8.000 professionelle musikere og komponister i samarbejde med Tænketanken Mandag Morgen viste, at hele 41 procent havde flere end 16 arbejdsrelationer i løbet af et år. For artister og musikere er arbejdslivet med andre ord individualiseret og konkurrencepræget, og relationerne er skiftende.

Det ligger i arbejdets karakter, og mange har valgt det netop på grund af den store fleksibilitet. Men skal vi føre branchen ind i fremtiden, hvor en karriere som kunstner er mere sund og bæredygtig, må vi finde alternativer til servietaftaler, skærpe det indbyrdes ansvar samt formulere rammerne for en bedre arbejdskultur.

Ansvaret kan være svært at placere
Normalt har arbejdsgiveren det overordnede ansvar for, at det er sundt og sikkert for den ansatte at gå på arbejde. Men den tydeligt definerede relation findes ofte ikke på den del af kulturområdet, hvor der er tale om korte engagementer for freelancere. En svensk rapport fra Myndigheten för Kulturanalys, som undersøger arbejdsmiljø og trusler mod svenske kunstnere, peger på, at de manglende fastansættelser er en stor del af problemet, og slår derudover fast, at ansvaret ofte er svært at placere.

Når et venue hyrer et band eller et kompagni, og nogen kommer til skade under prøver eller optræden, hvem er så ansvarlig? Venue, scenetekniker, agent/manager, bandleder eller artisten selv? Svaret kan måske trævles op via kontrakterne, men det er ikke ad den vej, man skaber et godt forebyggende arbejdsmiljø. Branchen er lille, og mange viger tilbage fra at få afklaret ansvaret til fordel for at bevare den gode relation. 

Dertil kommer, at de stærk specialiserede fagområder eller unikke, personafhængige brands omkring en artist, indebærer en række ekstraordinære udfordringer, som for eksempel presset fra den offentlige bevågenhed, samt udfordringen i at blive kritisk bedømt for sin optræden, udseende, holdninger og endda til tider privatliv. Man er som artist selv produktet og skal selv håndtere problemer og udfordringer på rigtig mange niveauer. De faglige organisationerne bliver i mange tilfælde den vigtigste hjælp og i nogle tilfælde forsikring - for nogle den eneste, de har. 

Artisten risikerer at stå alene
De unge har opdaget, at konsekvenserne af et dårligt arbejdsmiljø som oftest ender hos den enkelte artist. Både når det gælder belastninger fra stress, den øgede konkurrence og pres på rettigheder og indtjening. Men også forebyggelse og valget af en god work-life-balance havner hos artisten. På det traditionelle arbejdsmarked svarer det til, at den enkelte lønmodtager skal lave sin egen APV og handlingsplan. Det er ikke bare en alt for stor opgave at sidde med alene, det løser heller ikke problemerne på det strukturelle plan. 

Branchen er lille, og mange viger tilbage fra at få afklaret ansvaret til fordel for at bevare den gode relation

Sara Indrio
Forperson, Dansk Artist Forbund

Som faglig organisation ser vi mange sager, hvor der er uklarhed om ansvaret og artisten står alene. Der mangler redskaber til at sikre alle parter i en optræden, også selv om den kun varer nogle timer eller en enkelt dag. Dertil kommer, at det lovmæssige grundlag på arbejdsmiljøområdet bør opdateres, så artister og musikere har mere tydelige rettigheder og ikke falder mellem to stole: lønmodtager versus selvstændig.

Samarbejde om fælles målsætninger
Musik- og scenekunstbrancherne har mange freelancere som sikrer, at vi i Danmark har mange og højt specialiserede fagligheder til at matche publikums efterspørgsel: Lige fra linedanseren til musikeren, der spiller under vand. Skal vi som branche fortsat have et stærkt vækstlag og en innovativ elite, kræver det, at vi sammen tager ansvar for at formulere en fælles, positiv arbejdskultur, bedre rammer for beskæftigelse og udnyttelse af de kunstneriske fagligheder i flere typer arbejdsrelationer.

Som repræsentanter for artister og musikere har vi et godt samarbejde med brancheaktørerne om at få normer for godt arbejdsmiljø og tydelig ansvarsfordeling ind i nye brancheaftaler. Som vi ved fra den gode, danske model, så starter et godt arbejdsmiljø altid med et reelt samarbejde om fælles målsætninger. Men branchen har også brug for det større fællesskab - samfundet - til at justere de bagvedliggende strukturer og den rette økonomi.