Lektor: Tilbagelevering af museumsgenstande er et magtpolitisk spørgsmål

Museer indsamler genstande og kunstværker. Det er en helt grundlæggende kerne i museumsideen, at der skabes en samling. Det er genstandene og samlingen, der gør museet til en unik kulturinstitution. Men det er deres historie og dokumentation, som nu er blevet helt afgørende for deres fremtid.

Gennem historien er genstande kommet ind i samlingerne af meget forskellige veje: som krigsbytte, som resultat af videnskabelige ekspeditioner, som gaver fra private samlere og som indkøb, museerne selv har foretaget.

Museumsinstitutionen er dermed blevet et magtsymbol, en politisk og social markering af nationer eller områders kulturelle overlegenhed, ja til tider til personlige monumenter efter store samlere. Museer er ikke neutrale vidensarkiver, men afspejler skiftende politiske, sociale og økonomiske magtforhold i et globalt komplekst samfund.

Mange af de historier, der kommer frem, viser sig at være problematiske med nutidens øjne

Vinnie Nørskov
Lektor, Aarhus Universitet

Et magtpolitisk spørgsmål
Derfor er emnet repatriering - eller tilbagelevering af museumsgenstande - også et politisk, ja et magtpolitisk spørgsmål. Men da museumsgenstande netop alle har forskellige provenienshistorier – det vil sige baggrundshistorier for hvorfor og hvordan de er endt på et givent museum – så er der ikke noget enkelt svar på spørgsmålet, om de skal tilbage til oprindelseslandet.

Forskning i genstandenes indsamlingshistorie er derfor helt central. Proveniensforskning er derfor også et af de hastigt voksende forskningsområder i disse år, og museerne bruger mange ressourcer på at afklare, hvordan genstande er kommet ind i samlingerne.

Mange af de historier, der kommer frem, viser sig at være problematiske med nutidens øjne, og det kan være smertefuldt at erkende, at værdifulde museumsgenstande stammer fra kolonimagters overgreb, er resultater af uetiske videnskabelige ekspeditioner eller erhvervet efter plyndringer i et krigshærget land.

Men afklaring og viden om genstandens historie er vigtigere end genstanden selv. I nogle tilfælde kan man bevise tyverier inden for en tidsramme, som giver juridisk klare rammer for en tilbagelevering. Men langt de fleste sager går så langt tilbage, at de for længst er forældede juridisk, og derfor er det moralske og etiske spørgsmål, der er afgørende.

Internationale regler for tilbagelevering
Altinget spørger om Kulturministeriet skal have retningslinjer for tilbagelevering. Der findes allerede internationale retningslinjer gennem den internationale museumsorganisation 'International Council of Museums' (ICOM).

Man kan være medlem af ICOM som institution eller personligt, og der er i dag 73 institutioner og 1218 ordinære medlemmer, hvoraf langt de fleste er museumsansatte (der er omkring 3000 ansatte på de statsanerkendte og statslige museer i Danmark). Alle medlemmer er forpligtede til at følge de museumsetiske regler. 

I reglernes kapitel seks om "Museet og samfundet" findes to paragraffer, som er helt centrale for, hvordan man håndterer genstande fra andre kulturer.

Hvis et museum får en henvendelse angående ønske om at få tilbageleveret genstande, skal museet indgå i samarbejde om, hvordan en tilbagelevering kan foretages. Men museerne bør ifølge de etiske regler også "være forberedt på selv at gå i dialog" om tilbageførsel med lande eller folk.

Det er der mange museer, der har gjort rundt om i Europa og USA. Deres erfaringer viser, at den dialog kan føre til udvidet samarbejde, ny forskning og nye perspektiver på samlingerne. Nogle gange fører det til tilbagelevering, andre gange bliver samlingerne i museerne. 

Ny viden på tværs af nationer og folk
Åbenhed, transparens og samarbejde er vejen frem. Det helt centrale er, at der ikke er nogen generel løsning på den her problematik. Hver eneste genstand har sin egen historie, og hver sag skal behandles for sig. Der er ingen nemme løsninger.

Hver eneste genstand har sin egen historie, og hver sag skal behandles for sig. Der er ingen nemme løsninger

Vinnie Nørskov
Lektor, Aarhus Universitet

Museerne har kompetencerne til at gå i dybden med baggrunden for deres samlinger. Men de museumsansatte skal også være klædt på og have politisk råderum til at indgå i relevante dialoger og samarbejder.

Danmark har en lang tradition for det, som for eksempel resulterede i tilbageleveringen af de islandske sager i 1971 og tusindvis af grønlandske genstande mellem 1984 og 2001. Det er processer, som internationalt har vundet stor anerkendelse, netop fordi de var baseret på frivillighed, samarbejde og dialog.

Emnet er magtpolitisk, og museerne indgår derfor også i en politisk virkelighed. Men gennem forskning i samlingernes historie, åbenhed og dialog med de kulturer og folk, som samlingerne stammer fra, så kan museerne få en ny rolle i en kompleks global verden.

De kan bidrage til, at emnet om repatriering og tilbagelevering ikke bliver en polarisering mellem to fronter, men et emne der skaber ny viden og forståelse på tværs af nationer og folk.