Bertel Haarder: Delingen af de islandske håndskrifter har været en forbilledlig proces

"Sårene fra udleveringen af de islandske håndskrifter er endnu ikke helet," sådan skrev en tidligere museumsmand i et notat til Folketingets Præsidium, da vi overvejede, om vi skulle forære Norge en gammel norsk landskabslov som gave i anledning af 200-året for den norske Eidsvoll-grundlov i 2014.

Jeg svarede straks på notatet: "Sårene? Jeg har ikke oplevet andet end glæde over delingen af håndskriftssamlingen."

Vi havde begge ret. Ordvekslingen viser de vidt forskellige holdninger, man møder, når talen falder på spørgsmålet om udlevering af museumsgenstande til de lande, hvor de oprindeligt hørte hjemme.

Udlevering var det eneste rigtige
Jeg syntes, at udleveringen var det eneste rigtige. Men jeg forstår godt museumsfolkene. Deres opgave er at bevare effekterne for eftertiden. Deres museer har ofte æren for, at de overhovedet findes.

Det gælder for eksempel Ghanas og de tidligere danskvestindiske øers historiske arkiver, der befinder sig i København. Der kan man blandt andet finde masser af kvitteringssedler på slaver med beskrivelse af slavens fysiske fremtræden og arbejdsevne samt pris. 

En ghanesisk historiker sagde til mig, at hun indtil videre var tryg ved, at det hele befinder sig på Rigsarkivet i København, hvor hun naturligvis kan komme og studere tingene så meget, hun vil. 

Min glæde over delingen af de islandske håndskrifter skyldes blandt andet, at jeg med min højskolebaggrund var varmt tilhænger af delingen - ligesom Venstre, radikale og socialdemokrater - og helt uenig med Per Stig Møller, der skrev et kampskrift imod delingen for sin far, Poul Møller, der var konservativ partiformand.

Delingstraktat fra 1986
Skæbnen ville, at det blev mig, der som undervisningsminister i den konservative Poul Schlüters regering havde fornøjelsen af at afslutte den besværlige delingsproces.

Delingstraktaten afgjorde delingen en gang for alle, således at Island afskrev den del af håndskrifterne, der blev tilbage i København

Bertel Haarder (V)
Præsident, Nordisk Råd og ordfører for nordisk samarbejde

Det første deleudvalg med professorer fra Reykjavik og København kunne ikke enes, hvorefter den islandske minister og jeg udpegede et nyt deleudvalg. Men de kunne ikke enes om den sidste snes håndskrifter.

Så spurgte jeg: "Hvilket er vigtigst for Island?" Det var en farvestrålende bibel, "Stjorn", som jeg selv havde set på museet i Reykjavik, hvortil den var udlånt. "Så får Island den, og vi får resten," resolverede jeg, og sådan blev det.

Delingstraktaten blev underskrevet på Tingvallasletten i 1986. Den afgjorde delingen en gang for alle, således at Island afskrev den del af håndskrifterne, der blev tilbage i København. Det var måske årsagen til, at min islandske kollega tøvede med at underskrive. Men så kom der en ny kulturminister, der underskrev.

En forbilledlig proces
Det har dog ikke forhindret den nuværende islandske kulturminister i at rejse spørgsmålet på ny. Hun begrunder det med, at Københavns Universitet ikke varetager forskningen og undervisningen i håndskrifterne på det aftalte niveau.

Mon ikke også hun appellerer til folkestemningen i Island, som naturligvis er for en total overtagelse af denne helt centrale islandske kulturarv.

En oplagt løsning (som hun også nævner) er langtidsudlån, som ikke rokker ved ejendomsretten, men kun ved den midlertidige placering. Island har bygget et pragtfuldt håndskriftsmuseum – i modsætning til Danmark – med langt flere besøgende, end der nogensinde kommer på den Arnamagnæanske Samling i København.

Det har været en forbilledlig proces, som jeg håber, at mange andre lande tager ved lære af. Men der kan ikke skrives regler om det. Dertil er de historiske og aktuelle omstændigheder alt for forskellige.