Glyptotekets samlingschef: Udveksling af kunst er en dybt integreret del af kulturhistorien

I dag er både Glyptoteket og andre museer meget opmærksomme på artefakter og kunstværkers oprindelse i forbindelse med erhvervelse af genstande. Det ligger langt fra vores idealer om god museumsskik at erhverve værker, der er ulovlig udført fra andre lande. 

Men sådan har det ikke altid været. De fleste museer er ældre institutioner, og tidligere har både danske og internationale museer erhvervet kunstgenstande med mangelfuld proveniens.

Det betyder, at man ikke har fyldestgørende dokumentation for, hvor værket stammer fra, og hvordan det er blevet handlet gennem tiden. Resultatet er, at der i dag er mange antikke værker på verdens museer, som vi ikke kender den præcise oprindelse på.  

Der dukker sjældent ny viden op om antikke genstande, der er solgt på det internationale kunstmarked, og der ligger et større detektivarbejde i at gennemgå museumssamlinger på mange tusind værker for at undersøge, om der skulle være værker med tvivlsom proveniens iblandt. Et stort arbejde, der desværre sjældent fører nye oplysninger om proveniens med sig.

Retten til at forvalte egen kulturarv
Ud fra en analyse af genstanden selv står det ikke altid klart, i hvilken moderne nations undergrund, en antik genstand må være fundet.

Oldtidens Ægypten, Perserriget, den fønikiske kultur, de græske bystater og Romerriget strakte sig over områder, som i dag omfatter mange forskellige lande. Dertil kommer, at kunstgenstande er blevet handlet på tværs af kulturer og landegrænser siden oldtiden.

Udveksling af kunst mellem mennesker og kulturer er en dybt integreret del af vores kulturhistorie, men også anledning til mange dilemmaer.

Op igennem historien har stærke nationer taget fra de svage

Rune Frederiksen
Samlingschef, Ny Carlsberg Glyptotek

Har den ægyptiske stat ret til genstande, som romerne bragte til Rom for 2000 år siden, og som står i den italienske hovedstad den dag i dag, eller i mellemtiden har fundet vej til Paris, som Napoleons krigsbytte, da han plyndrede Rom i 1797? Og har den græske stat ret til genstande, som romerne røvede fra græske bystater i antikken? 

Så sent som i slutningen af Anden Verdenskrig var der ingen lovgivning, der forbød plyndring af kunstskatte i forbindelse med krig. Anden Verdenskrig var specielt både omfattende og kaotisk, først med plyndringer fra tysk side og siden den modsatte vej fra de allierede ved krigens slutning.

Selvom russerne leverede hundredetusindvis af genstande tilbage til DDR-delen af det tidligere Tyskland i midten af 1950'erne, er der stadig meget tilbage i Rusland. Haag-Konventionen fra 1954 skulle sætte en stopper for krigsrelaterede plyndringer i fremtiden.

Samarbejde om fælles historie
Op igennem historien har stærke nationer taget fra de svage. Mange nationer og folk har oplevet både at være de stygge og de krænkede. Først med oprettelsen af FN og Unesco begynder vedtagne internationale politiske intentioner at blive til konventioner, der beskytter de enkelte nationers ret til at forvalte deres egen kulturarv.

Sager, hvor man kan dokumentere at genstandene er udført på ulovlig vis, kan være afsæt for samarbejde om den fælles historie med det pågældende land

Rune Frederiksen
Samlingschef, Ny Carlsberg Glyptotek

Fra 1970 kommer der klare retningslinjer fra Unesco og International Council of Museums (ICOM) om museernes handel med antikke genstande i fredstid - indarbejdet i dansk lovgivning. Kulturministeriet læner sig naturligvis op ad lovgivningen, og museumsloven gælder for alle statsanerkendte museer.

I dag er der fornyet opmærksomhed på emner som kolonihistorie, magtstrukturer og de genstande, som er endt for eksempel hos kolonimagter. Sager, hvor man kan dokumentere at genstandene er udført på ulovlig vis, kan være afsæt for samarbejde om den fælles historie med det pågældende land, for eksempel gennem formidling og forskning.

Et glimrende eksempel på denne praksis er for eksempel Berlins nye etnografiske museum, Humboldt Forum. I andre tilfælde ender man med at returnere genstandene til oprindelseslandet af etiske og juridiske årsager, således som Glyptoteket gjorde med 366 genstande, der blev sendt tilbage til Italien i 2016 og 2018. 

Det afgørende er at skelne fra sag til sag. Hvornår har vi at gøre med forhold, som vi kan klassificere som fælles europæisk eller global kulturhistorie, men uden faktisk at handle på sagen?

Hvornår drejer det sig om plyndringer, der måske også er historie, men som er sket så tæt på vores tid, at det kalder på konkret handling, i et forsøg på at kompensere for fortidens ugerninger?