Nationalmuseet: Hovedparten af vores samling er indsamlet på lovlig og etisk forsvarlig vis

Det er ikke så overraskende, at næsten hver anden dansker i Altingets repræsentative undersøgelse svarer, at danske museer bør tilbagelevere kulturgenstande, som er erhvervet gennem kolonisering, tyveri eller plyndring.

Ingen ønsker at ligge inde med tyvegods eller genstande, som er erhvervet på uetisk vis. Heller ikke Nationalmuseet. Sådanne genstande bør naturligvis leveres tilbage.

Men sjældent er scenariet så simpelt, som det her fremstilles. Diskussionen om tilbagelevering af kulturgenstande er lige så kompleks, som den er vigtig. Ikke to sager er ens. Hver genstand har sin egen unikke historik, som er vævet ind i verdenshistoriens gang, før den endte på museum.

Hovedparten af samlingen er lovlig og etisk forsvarlig
Nationalmuseets etnografiske samling rummer eksempelvis 250.000 genstande indsamlet siden 1600-tallet og er en af verdens største og mest alsidige.

Ud fra debatten kan man måske fejlagtigt tro, at de fleste af genstandene er kommet os i hænde ved "kolonisering, tyveri og plyndring", som det formuleres i et af Altinget spørgsmål til denne debatserie. Men vi har indtil videre ikke grund til at tro andet, end at samlingen, for langt hovedpartens vedkommende, er kommet til museet på lovlig og etisk forsvarlig vis.

Skulle ny forskning eller nye undersøgelser vise andet – og det sker ind i mellem – tager vi det selvfølgelig op til fornyet overvejelse. Det er sådan, museer arbejder og har arbejdet – i hvert fald de sidste 50 år. Og vi er, ligesom flere europæiske museer, i stigende grad opmærksomme på, hvordan vores genstande er indsamlet.

Ingen ønsker at ligge inde med tyvegods eller genstande, som er erhvervet på uetisk vis

Lars Højer
Vicedirektør for Forskning, Samling og Bevaring, Nationalmuseet

Tilbagelevering er ikke bare noget, man gør
Mange genstande er erhvervet via danske ekspeditioner, i langt de fleste tilfælde som reelle køb (omend man selvfølgelig stadig kan diskutere den koloniale kontekst). Mange genstande er blevet tilbudt museet af samlere eller danskere, der har rejst, opholdt sig eller arbejdet i udlandet, eller de er givet til det kongelige kunstkammer som gaver af diplomater med flere.

Nogle genstande er erhvervet på auktioner. Endelig er der genstande, der stammer fra udvekslinger med andre europæiske eller asiatiske museer - en praksis, der ophørte i 1960’erne. Mange af Nationalmuseets etnografiske genstande er i øvrigt hverdagsgenstande, som ikke nødvendigvis vil opfattes som kulturarv i oprindelseslandene. 

Mange genstande har skiftet hænder gennem tiden på grund af krig, nye grænser og lande, der er opstået, og der vil naturligvis også være genstande, der er tilvejebragt på etisk problematisk vis, og som man derfor bør overveje at tilbagelevere.

Det gælder for eksempel fire Benin-bronzerelieffer, som Nationalmuseet har været indstillet på at bringe i spil igennem det store europæiske dialogsamarbejde med Nigeria om tilgængeliggørelse, udlån og eventuel tilbagelevering.

Men hidtil har svaret været, at museet er for lille en spiller. Andre europæiske museer har nemlig flere hundrede bronzerelieffer i samlingen og leder derfor dialogen med Nigeria.

Tilbagelevering er med andre ord ikke bare noget, man gør. Det er en kompleks proces, der blandt meget andet kræver, at der er mennesker i den anden ende, der ønsker at modtage genstanden, og at modtagerne selvfølgelig er de legitime – og eneste – ejere af genstanden.

På Nationalmuseet vil vi altid søge de faglige gode samarbejder, både med institutioner i oprindelseslande og inden for den vestlige museumsverden.

Retningslinjer eksisterer og følges
Som lektor Vinnie Nørskov også pointerer i sit indlæg, findes der allerede internationale retningslinjer for tilbagelevering gennem den internationale museumsorganisation 'International Council of Museums' (ICOM), og Nationalmuseet agerer også i overensstemmelse med Unesco-konventionen fra 1970 om kulturarv og gældende nationale lovgivninger.

De giver os adgang til andre måder at tænke og handle på, og de får os til at reflektere over, hvem vi selv er

Lars Højer
Vicedirektør for Forskning, Samling og Bevaring, Nationalmuseet

Det er altså – for at svare på Altingets spørgsmål – unødvendigt at udarbejde nye, selvstændige retningslinjer til Kulturministeriet.

Retningslinjerne anvendes allerede, for eksempel da Nationalmuseet for nyligt indstillede til Kulturministeriet at tilbagelevere en samisk tromme (om indstillingen godkendes er i sidste ende en politisk beslutning, som træffes af Kulturministeren).

Eller da Nationalmuseet fra 1980'erne til 2001 sendte 35.000 genstande tilbage til Grønland. Dette var dengang verdenshistoriens største sag om tilbagelevering af kulturgenstande. Den har i øvrigt medført et tæt og godt samarbejde med Grønland.

Stof til eftertanke
Men hvorfor skal vi overhovedet udstille genstande fra andre kulturer? Det skal vi, fordi der står i museumsloven, at vi skal "belyse Danmarks kultur og verdens kulturer og deres indbyrdes afhængighed", og det står der blandt andet, fordi genstande fra andre kulturer giver os stof til eftertanke.

De giver os adgang til andre måder at tænke og handle på, og de får os til at reflektere over, hvem vi selv er, og hvordan vi selv er formet af en kulturhistorie.

Og så giver de os indsigt i, hvordan verden også er formet af forbindelser, nogle gange dybt problematiske koloniale forbindelser, mellem forskellige steder i verden.

Og netop fordi etnografiske genstande gør dette, og mere til, ville det være en fattig verden, hvis vi på museer rundt omkring kun havde adgang til de mest velkendte genstande fra vores egen kultur. Men indsamlet på ordentlig vis, det skal de naturligvis være.