Grundloven af 1849

Da Frederik 7. satte sin underskrift på Danmarks Riges Grundlov 5. juni 1849, ændrede han med et pennestrøg styreformen fra enevælde til konstitutionelt monarki og repræsentativt folkestyre. Junigrundloven var et resultat af tidens revolutionære udvikling i Europa og interne problemer i det danske monarki.

Frihedsrettigheder
Grundloven var inspireret af både den belgiske og norske forfatning, og der figurerede en Montesquieu-inspireret tredeling af magten og en sikring af de traditionelle borgerlige frihedsrettigheder: religions-, trykke-, forenings- og forsamlingsfrihed, grundlovsforhør samt boligens og ejendomsrettens ukrænkelighed. Kongen bevarede nogle magtpositioner, selvom beføjelserne blev væsentligt begrænset.

Kongens regering
Den udøvende magt lå hos kongen, der regerede gennem ministre. Den lovgivende magt lå hos kongen og den folkevalgte rigsdag i fællesskab, og den dømmende magt lå hos domstole med uafsættelige dommere. Lovforslag skulle vedtages af Rigsdagens to kamre, Folketinget og Landstinget, men krævede yderligere kongens stadfæstelse for at have gyldighed. Kongen valgte selv sine ministre og repræsenterede staten i forhold til udlandet.

Fem F'er
I folkemunde var valgretten undtaget de fem F’er: fruentimmere, folkehold, forbrydere, fjolser og fattige, og reelt var valgretten begrænset til omtrent 14 procent af befolkningen. Valgret til Folketinget havde enhver mand, der var fyldt 30 år; undtagne var tyende, fattighjælpsmodtagere, straffede og fallenter. Valget af landstingsmedlemmer skete ved valgmænd, og valgbarheden var begrænset til personer, der var fyldt 40 år og havde en vis betydelig skattepligt. Den almindelige værnepligt samt retten til offentlig forsørgelse og fri skolegang for ubemidlede blev grundlovsfæstet. En række løfteparagraffer varslede love om blandt andet folkekirken, retsvæsenet og næringsfriheden.

Grundloven af 1866
Grundloven af 28. juli 1866 har tilnavnet Den Gennemsete Grundlov. Den var et resultat af 1864-nederlagets efterdønninger og tabet af hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg. Efter fredsslutningen stod Danmark tilbage med et sønderknust rige og to fungerende forfatninger. Fællesforfatningen mellem Danmark og Slesvig, Novemberforfatningen og Junigrundloven af 1849.

Det høje kammer
1866-grundloven indførte privilegeret valgret til Landstinget. Denne ændring skulle i de følgende årtier komme til at medføre gentagne konflikter mellem det Højre-dominerede Landsting og det Venstre-dominerede Folketing. Novemberforfatningen, der gjaldt udenrigs- og forsvarspolitiske spørgsmål, var efter opløsningen af den danske helstat med Slesvig og Holsten reelt uden betydning. Alligevel var der uenighed om at afskrive den uden videre. Kongen og hans konservative embedsmandsregering ville have en forfatning, der bevarede Novemberforfatningens indskrænkede valgret til Landstinget.

Kongen og de rige
Kompromiset blev i sidste ende Den gennemsete Grundlov, der næsten ordret fastholdt det meste af Junigrundloven, herunder paragrafferne om valgret og valgbarhed til Folketinget. Men Landstingets sammensætning og valgmåde blev ændret. 12 af de i alt 66 medlemmer udnævntes af kongen. Hovedessensen af de indviklede regler var, at valgene af de øvrige mandater skete indirekte gennem valgmænd, og at landets 1.000 rigeste mænd på forhånd var tildelt halvdelen af stemmerne til 46 af mandaterne, samtidig med at de også deltog i valgene af de øvrige valgmænd.

1866-grundloven udløste en langvarig forbitret forfatningskamp, der først fandt sin løsning ved Systemskiftet i 1901.

Grundloven af 1915

Kvinderne fik stemmeret, og det samme gjorde tjenestefolk uden egen husstand. Den udvidede valgret var den ene af tre vigtige ændringer i forbindelse med vedtagelsen af Grundloven af 5. juni 1915. I løbet af de næste ti år steg andelen af befolkningen med valgret til cirka 95 procent.

Landsting for 35+
Grundloven af 1915 er mest kendt for den udvidede valgret. Den anden store ændring drejede sig om reformering af Landstinget. Den privilegerede valgret faldt bort; alle stemmeberettigede til folketingsvalgene kunne nu også stemme til landstingsvalgene.

Valgretsalderen til Landstinget var dog højere; 35 år mod 25 til Folketinget og de kommunale råd.

Valgmatematik
For det tredje blev valgloven ændret. Allerede i 1901 var stemmeafgivningen gjort skriftlig og hemmelig, og i 1915 fandt en tilnærmelse til proportionalvalg sted, idet mandaterne fra valgene i enkeltmandskredse blev suppleret med tillægsmandater til underrepræsenterede partier. 

Denne reform blev ført videre i 1920, da enkeltkredsvalgene blev afløst af valg i storkredse, hvor kredsmandaterne blev fordelt proportionalt med partiernes stemmetal.

Grundloven af 1915 rummede den nye bestemmelse, at Grundloven i sig selv ikke som hidtil kunne ændres af Rigsdagen, men at en ny skulle bekræftes ved en folkeafstemning, hvor et flertal bestående af mindst 45 procent af samtlige vælgere stemte ja.

Ingen parlamentarisme
Til trods for at parlamentarismen, regeringens afhængighed af et flertal i Folketinget, var blevet anerkendt som princip ved Systemskiftet i 1901, blev den ikke indføjet i Grundloven af 1915. Den nye grundlov trådte først i kraft i 1918 med afslutningen af 1. Verdenskrig, da man ville undgå en valgkamp under krigen.

Grundloven af 1920

I forbindelse med den sønderjyske tilbageføring til Danmark i 1920 blev 1915-grundloven tilpasset udvidelsen af det danske territorium. Samtidig blev der indsat en bestemmelse, hvorefter kongen ikke uden Rigsdagens samtykke kunne erklære krig eller slutte fred.

Nederlag i 1939

En enkelt gang har et forslag til ændring af grundloven ikke fået tilstrækkelig opbakning til at blive vedtaget. Trods en opbakning på mere end 90 procent af stemmerne viste det sig, at der ikke kunne samles de krævede 45 procent af de stemmeberettigede bag en ændring.

Det var Socialdemokratiets senere ikoniske statsminister Thorvald Stauning, som havde svært ved at samle opbakning til at ændre grundloven. Der manglede blot 11.672 stemmer, for at ændringen blev vedtaget. 

Grundloven af 1953
Tronfølgeloven var det spørgsmål, som særligt optog befolkningen i forbindelse med grundlovsændringen i 1953. Frederik 9. havde tre døtre, og såvel blandt politikere som i befolkningen var der et ønske om en ændring af den tronfølgelov, der dikterede, at kun mænd kunne arve den danske trone.

Slut med Landstinget
For politikerne lå der også den bagtanke, at et populært spørgsmål af den art kunne bidrage til at sikre tilstrækkelig høj stemmedeltagelse. Ved vedtagelsen af den nye grundlov blev Landstinget afskaffet. Til gengæld skulle det være muligt for to femtedele af Folketingets medlemmer at sende et lovforslag til folkeafstemning.

Parlamentarisme og Grønlands Amt
Parlamentarismen blev nu endelig officielt indført. Grønland ændrede status fra koloni til et amt og blev dermed en del af riget. Desuden tilføjedes en paragraf, der bestemte, under hvilke former Danmark kunne afgive suverænitet til internationale organisationer.

Snæver sejr
Grundlovsforslaget kom til folkeafstemning 28. maj 1953, og alle partier i Rigsdagen undtagen kommunisterne i DKP anbefalede ændringen. 78,8 procent af de afgivne stemmer gik ind for grundlovsændringen, men da de pga. lav valgdeltagelse kun svarede til 45,8 procent af de stemmeberettigede, var forslaget blot omkring 20.000 stemmer fra at blive forkastet.

Kilder: Den Store Danske (Gyldendal), Danmarkshistorien.dk (Aarhus Universitet)

---
Denne artikel er en del af Altinget: magasin. Læs hele magasinet her.