Kommunen fyrede Marlene, da de opdagede hendes fortid som sexarbejder: "Det er helt uhørt"
Ledelsen i den kommunale daginstitution Tinderhøj vil fyre en 54-årig kvinde, fordi hun ikke ved ansættelsessamtalen fortalte, at hun tidligere i sit liv havde drevet escortvirksomhed. Det er en usaglig begrundelse, vurderer eksperter.
Søren Dahl
JournalistVi fyrer dig, fordi du for ti år siden har arbejdet som sexarbejder og ikke fortalte os det ved jobsamtalen.
Sådan lød beskeden fra ledelsen i daginstitutionen Tinderhøj i Rødovre Kommune til 54-årige Marlene Simoni ved en tjenstlig samtale i midten af maj.
Hun var godt en måned forinden blevet ansat som pædagog i den kommunale SFO.
Men efter blot to og en halv uges ansættelse valgte SFO-ledelsen at fyre hende, fordi de havde fundet ud af, at hun tidligere i sit liv har arbejdet med at sælge sex i sin egen virksomhed.
Det burde kvinden have oplyst ved ansættelsessamtalen, så kommunen kunne have forberedt sig på spørgsmål fra forældre, lød argumentet.
Det fremgår af den skriftlige begrundelse for afskedigelsen og en lydoptagelse, Marlene Simoni foretog af den tjenstlige samtale, hvor hun blev fyret.
Den her fyring er endnu et bevis på, at jeg aldrig får en reel chance for at lægge min fortid som sexarbejder bag mig og starte på en frisk
Marlene Simoni
Pædagog
Altinget har fået adgang til sagens dokumenter og lydoptagelsen gennem Marlene Simoni.
"Jeg ved ikke, hvem der har rådet dig til ikke at være åben om dit cv i en rekrutteringssamtale, men det er ikke en god ide," siger personalechefen fra Rødovre Kommune på lydoptagelsen fra samtalen.
Hun uddyber, at man som arbejdsgiver ved en jobsamtale "går ud fra, at folk selv fortæller, hvad de har lavet, som har relevans for jobbet".
"Så desværre står vi i den situation, at vi ikke har kunnet vurdere dig på det grundlag, der var. Og det er det, det handler om, og det er deri, tillidsbruddet består," lyder beskeden til Marlene Simoni ved samtalen.
I den skriftlige begrundelse fra kommunen til Marlene Simoni står, at hun ud over at have begået et tillidsbrud og udvist manglende dømmekraft ved ikke at nævne sin fortid på cv'et, har tilbageholdt "relevante oplysninger, der har betydning for den pædagogiske indsats":
"Det drejer sig om, at Marlene har undladt at fortælle, at hun aktivt i medierne, både tv og sociale medier og gennem bøger fortæller om sit liv som tidligere prostitueret gennem mange år," står der.
Marlene Simoni har blandt andet deltaget i en Tv2-dokumentar om sit liv som prostitueret, været medforfatter til tre bøger om prostitutionsmiljøet, givet interview om sin vej ind i og ud af prostitution og har en aktiv profil på blandt andet TikTok.
"Det er relevant ved en ansættelsessamtale, fordi det må forventes, at børn og forældre vil høre om Marlenes fortid. Det er ikke den enkelte ansatte, som kan afgøre, hvordan den pædagogiske linje skal være ved håndtering af spørgsmål om tidligere prostitution," skriver kommunen.
Usaglig fyring
Men kommunens begrundelse holder ikke, vurderer to eksperter i arbejdsret, som har lyttet til optagelsen fra samtalen og set dokumenterne i sagen.
"Det er helt uhørt, det her. Særligt når der er tale om en offentlig arbejdsgiver, der i særlig grad skal sikre, at alle beslutninger af ansættelsesmæssig karakter er sagligt begrundede," siger Peter Breum, der er advokat med møderet for Højesteret og specialist i arbejdsret.
"Det er ikke sagligt at bringe en ti år gammel beskæftigelse ind som grundlag for en fyring. Slet ikke, når der er tale om et fuldt ud lovligt erhverv," vurderer advokaten.
Sætter det ikke kommunen i en svær situation, at kvinden ikke fortæller om sin fortid som sexarbejder til jobsamtalen? Det gør det vel svært for dem som arbejdsgiver at forberede sig på eventuelle spørgsmål fra børn og forældre?
"Man kan vende det om og sige, at hvis hun nu havde sagt fra starten af, at hun havde været sexarbejder, ville det så være et sagligt grundlag for ikke at vælge hende til stillingen? Det ville det efter min vurdering ikke," siger Peter Breum.
"Det er et lovligt erhverv, og der er ikke noget i det erhverv, som giver nogen form for mistanke om, at hun ville misbruge sin stilling, som følge af, at hun har været sexarbejder," tilføjer advokaten.
Han peger også på, at flere kommuner aktivt tilbyder exitprogrammer til sexarbejdere, der ønsker at kvitte prostitution.
"I det lys er det jo helt sort, at en kommunal arbejdsgiver så vælger at bruge en ansats fortid som sexarbejder som grundlag for en fyring. Uagtet om hun har fortalt om det ved ansættelsessamtalen eller ej," pointerer Peter Breum.
Kommunes argumentation knækker
Adjunkt og ekspert i ansættelsesret ved Sydddansk Universitet, Christian Højer Schjøler, siger:
"Der, hvor kæden hopper af i kommunens argumentation, er, at de først siger, at kvindens fortid som sexarbejder ikke har relevans for hendes ansættelse. Alligevel bliver hun fyret for ikke at fortælle om den".
"Derfor har kommunen efter min vurdering ikke et sagligt grundlag for fyringen," tilføjer han.
Det virker som om, at kommunen har fundet ud af, at det vil være for besværligt at have kvinden ansat. Men det kan aldrig blive hendes problem
Christian Højer Schjøler
Lektor, Syddansk Universitet
Christian Højer Schjøler hæfter sig også ved, at kommunen i sin begrundelse lægger vægt på, at Marlene Simoni åbent fortæller om sin fortid som sexarbejder på sociale medier.
"Men man opfordrer jo netop offentligt ansatte til at bruge deres ytringsfrihed. Særligt i det her tilfælde, hvor hun kan fortælle om en meget tabubelagt branche," siger Christian Højer Schjøler.
"Det virker som om, at kommunen har fundet ud af, at det vil være for besværligt at have kvinden ansat. Men det kan aldrig blive hendes problem," tilføjer han.
Intet sted i dokumenterne eller ved den tjenstlige samtale nævner kommunen, at det skulle være selve måden, Marlene Simoni optræder på i medierne, der udgør et problem.
Altinget har forsøgt at få en kommentar til artiklen fra Rødovre Kommune. Kommunens presseafdeling oplyser dog i et mailsvar:
"Rødovre Kommune udtaler sig ikke om personalesager. Vi har derfor ingen kommentarer."
Altinget har ligeledes forsøgt at få en kommentar til artiklen fra Tinderhøj SFO, men institutionens ledelse er ikke vendt tilbage på henvendelsen.
Får aldrig en chance
Marlene Simoni havde i midten af april søgt en opslået stilling som pædagog på Tinderhøj SFO.
Ansøgningen vakte ledelsens interesse, og en efterfølgende samtale endte med, at hun blev ansat i institutionen fra 1. maj.
Altinget har forsøgt at få en kommentar til Marlenes Simonis fyring fra Tinderhøj SFO og Rødovre Kommune. Hverken institutionen eller kommunen ønsker dog at udtale sig.
Herunder er de spørgsmål, som Altinget har stillet kommunen og Tinderhøj SFO:
Hvorfor vælger Tinderhøj SFO og Rødovre Kommune at fyre Marlene Simoni på baggrund af, at hun ikke til ansættelsessamtalen havde fortalt om hendes tidligere beskæftigelse som sexarbejder?
Hvilken betydning havde det haft for Tinderhøj SFO/Rødovre Kommunes beslutning om at ansætte Marlene Simoni, hvis kommunen var blevet gjort opmærksom på hendes tidligere erhverv ved samtalen?
Hvorfor lægger Tinderhøj SFO og Rødovre Kommune i fyringsgrundlaget vægt på, at Marlene Simoni ikke har fortalt om sin fortid som sexarbejder til ansættelsessamtalen - når det ud fra både dokumenter i sagen og optagelse fra tjenstlig samtale af 15. maj fremgår, at kommunen ikke mener, at Marlene Simonis tidligere erhverv som sexarbejder i sig selv er problematisk i forbindelse med at varetage jobbet som pædagog?
I starten af året havde hun gennemført sin uddannelse som dagtilbuds-pædagog, og hun glædede sig til at bruge det, hun havde lært på skolebænken i virkeligheden.
"Generelt havde jeg en rigtig god følelse omkring det hele," siger Marlene Simoni.
Hun nåede dog kun at arbejde små to uger i institutionen, før hun fik at vide, at hun var fritaget fra tjeneste, og skulle møde op til en tjenstlig samtale, hvor hun altså efterfølgende blev fyret.
"Jeg er så dybt skuffet over, hvordan Rødovre Kommune har håndteret den her sag, at jeg nærmest ikke har ord for det,” fortæller Marlene Simoni.
"Kommunen har retraumatiseret mig og bidraget til, at jeg aldrig nogensinde kan slippe væk fra prostitutionens skyggesider. Jeg troede, at man som kommunal arbejdsgiver var professionel nok til ikke at dømme ansatte ude på grund af deres fortid," siger hun.
I indkaldelsen til den tjenstlige samtale skriver Rødovre Kommune, at Marlene Simoni til sin ansættelsessamtale nævnte, at hun havde været “selvstændig i en årrække med blandt andet rengøring”.
Hvorfor fortalte du ikke ved din ansættelsessamtale, at du havde arbejdet som sexarbejder?
"Fordi jeg ikke mener, at det var relevant i forhold til et job som pædagog. Til samtalen sagde jeg, at jeg havde haft en enkeltmandsvirksomhed, hvor jeg beskæftigede mig med salg, service, kundepleje og rengøring," forklarer Marlene Simoni.
"Hvis man tænker sig lidt om, så er det jeg beskrev jo rent faktisk prostitution, så familien Danmark kan holde ud at høre om det," siger hun.
"For jeg har oplevet igen og igen, at jeg bliver mødt med tonsvis af fordomme om, at jeg vil fortælle børnene, hvor fantastisk prostitution er og forsøge at lokke dem ind i den tilværelse. Man vil aldrig lade mig slippe den del af min fortid."
Blev ikke ansat som eks-prostitueret
I dag arbejder Marlene Simoni som pædagog-vikar i en daginstitution i hovedstadsområdet.
Her har spørgsmålet om hendes fortid som sexarbejder ifølge hende selv ikke været et tema i forbindelse med hendes ansættelse.
"Den professionalisme mener jeg jo, at Rødovre Kommune også burde have udvist," siger Marlene Simoni.
"Jeg troede, at jeg blev ansat som pædagog og ikke som eks-prostitueret. Men jeg kan konstatere, at det ikke var tilfældet," siger hun.
Sådan begrunder kommunen fyringen
Her er Rødovre Kommunes mundtlige begrundelse for at fyre pædagog og tidligere prostitueret, Marlene Simoni, som den blev formuleret af en personalechef fra Rødovre Kommune ved en tjenstlig samtale i maj. Citaterne er udskrift fra en lydoptagelse af samtalen:
"Den partshøring, du får i din e-boks, er en partshøring om påtænkt opsigelse. Baggrunden for den er, at vi vurderer, at du mangler de fornødne kvalifikationer især i forhold til dømmekraft og forståelse for rollen. Når vi gør det, er det fordi, at ved ansættelsessamtalen, som ligger til grund for ansættelsen, der kom du ikke med oplysninger, som har relevans for rollen som pædagog på Tinderhøj SFO.
Og når vi gør det, er det fordi… ved ansættelsessamtalen, som ligger til grund for ansættelsen, der kom du ikke med oplysninger, som faktisk har relevans for rollen som pædagog på Tinder og SFO.
Og det er oplysninger i forhold til dit cv, hvor man på Google kan se, at du har ernæret dig i en årrække som prostitueret.
Det er ikke det, der er problemet i forhold til din dømmekraft. Det er ikke din fortid. Det, der er ved det, er, at når man skal arbejde som pædagog, må man forvente, at børn og forældre interesserer sig for, hvem det er. Det vil sige, at det for arbejdspladsen er relevant at vide, hvordan man skal agere.
Det er ikke noget, man som medarbejder selv beslutter, så det er ikke op til dig, skulle der komme spørgsmål fra forældre eller andre, om du har ernæret dig som prostitueret på et tidligere tidspunkt. Det er et spørgsmål om, hvordan man skal agere i det som arbejdsplads.
Så tilbageholdelse af den oplysning, som er relevant i forbindelse med en ansættelse, vidner om, at du mangler de fornødne kvalifikationer i forhold til at bedømme og forstå den rolle, det er at være ansat som pædagog i en SFO.
Og det er derfor, vi vurderer, at din prøvetid ikke er forløbende tilfredsstillende. Og det er den partshøring, du får.”
…
”Jeg ved ikke, hvem der har rådet dig til ikke at være åben om dit cv i en rekrutteringssamtale, men det er ikke en god idé. Og jeg kan sige til dig, at ud fra din beskrivelse i dit cv ville ingen af os have forstået, at det var et udtryk for, at du havde været prostitueret.”
Marlene Simoni: ”Der var heller ikke nogen, der spurgte.”
”Men det spørger man jo ikke om, fordi man går ud fra, at folk selv fortæller, hvad det er, de har lavet, som har relevans for jobbet.
"Så desværre står vi i den situation, at vi ikke har kunnet vurdere dig på det grundlag, der var. Og det er det, det handler om, og det er deri, tillidsbruddet består. For nej, der er ikke nogen, der har tjekket det. Og nej, der er ikke nogen, der har vidst det."
"Vi har forholdt os til et rekrutteringsforløb, til dit cv, og til, hvad du har oplyst under samtalen."
Men efterfølgende kommer det så frem, at du har ikke givet de relevante oplysninger om dit cv.”
(…)
Personalechef i Rødovre Kommune:
”Der er faktisk regler, hvordan man som offentligt ansat må navigere på de sociale medier i forhold til det job, man har. Men det er ikke det, der er sagen her. Det var blot fordi, jeg ville svare på det. Du sagde, at der ikke var nogen regler. Det er der.
"For vores vedkommende handler det om, at du ikke har givet fuldstændige oplysninger,".
"Det havde været langt bedre, at du havde fortalt situationen, som den er, så vi kunne have vurderet det, i stedet for det tillidsbrud, der er bagefter. At finde ud af, at dit cv tager sig ganske anderledes ud. Og at du har en meget åben profil. Og det der ligger i det, det er, at så får man som arbejdsplads ikke mulighed for at forholde sig til, hvordan vi skal navigere i det felt sammen med en ansat.”