Langeland: I naturgenopretningens navn ødelægges værdifuld natur

Af Tonni Hansen (SF)
Borgmester i Langeland Kommune

Der er efterhånden kommet flere gode muligheder for at opnå støtte fra staten til at genoprette naturen. Det er i sig selv meget positivt, for der er mildt sagt en del at rette op på fra fortiden. 

Udfordringen er, at statens støtteordninger oftest kun sigter på at skabe nyt og ikke på at sikre den eksisterende natur. Jeg oplever, at der i naturgenopretningens navn ødelægges værdifuld eksisterende natur.

Når langt de fleste støtteordninger sigter mod at etablere noget nyt, sender det et signal om, at bevaring af den eksisterende natur har mindre betydning end at genoprette ny natur – og derfor ikke bør prioriteres. Lad mig give et eksempel.

Paradoksal støtteordning
Hvis du har været på Langeland, har du muligvis lagt mærke til de mange varierede levende hegn, der står langs veje og marker. Måske har du endda set, at mange af hegnene vokser oven på jord – eller stendiger. Brede, levende og varierede hegn er smukke og et væsentligt spisekammer for en stor del af vores sårbare fauna – mest for mange små dyr, som man næppe ser, men også for de mange fugle, der kan ses i hegnene året rundt.

Digerne kan være op til 1.000 år gamle, og derfor er de beskyttet af lovgivningen. Man må med andre ord ikke ødelægge eller fjerne digerne. Man må dog gerne skære hegnene ned, hvilket er normal praksis og altid har foregået i en vis målestok.

Udfordringen er, at statens støtteordninger oftest kun sigter på at skabe nyt og ikke på at sikre den eksisterende natur.

Tonni Hansen (SF)
Borgmester i Langeland Kommune

Problemet opstår, når lodsejeren vælger at holde hegnene nede, så de aldrig kommer op, men enten går helt ud eller bliver en smal, lavklippet hæk. Samtidig kan man andre steder i landskabet få økonomisk støtte til at plante nye hegn, læbælter, der tilgodeser det jagtbare vildt mere end den sårbare fauna.

Støtteordningen er altså skruet sådan sammen, at man i naturgenetableringens navn paradoksalt nok utilsigtet bidrager til at ødelægge den værdifulde og smukke natur, der stadig er tilbage i agerlandet, fremfor at bevare det. 

Sætter jeg mig i landmandens eller lodsejerens sted, kan jeg sådan set godt forstå handlingen. Hegnene bliver nemme at drifte, og der kan tjenes lidt penge. Når de samtidig kan få støtte til at plante nyt, skaber støtteordningen en prioritering, der så at sige "skrotter" den biodiversitet, vi ellers har som mål at bevare. Her mangler vi en støtteordning, der bevarer de eksisterende levende hegn.

Farvel til snævert fokus
Samme problemstilling opstår i et vist omfang, når arealer i en årrække urørt har ligget hen med støtte fra staten. Når aftalen udløber, og ordningerne ikke længere eksisterer, er landmanden reelt tvunget til at genopdyrke arealet for ikke at forringe ejendommens værdi – dette vil ofte være et krav fra banken.

Den natur, der er opstået ved henlæggelsen, går dermed tabt. Her er problemet, at støtteordningerne ikke er langsigtede nok, men justeres for ofte og ender med at blive hullet som en si til skade for naturen.

Vi bør stille os selv spørgsmålet: Er der mere prestige i at genoprette end at bevare vigtig, eksisterende natur? Og i så fald: Hvilke konsekvenser har det?

Forhåbentlig vil svaret føre til en erkendelse af, at mange støtteordninger til naturgenopretning bør justeres på en måde, så vi undgår det snævre fokus på ny natur og i stedet breder støtteordningerne ud til også at bevare den vigtige natur, vi allerede har.