Dagens overblik: Dansk Folkeparti er klar til at forhandle om Radio24syvs overlevelse

NYHEDSOVERBLIK: Dansk Folkeparti lufter muligheden for at redde Radio24syv ved at gøre radiokanalen til en dab-kanal. Og så erkender udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V), at hendes ministerium formentlig kendte indholdet af hemmeligholdt mail. Få overblik over dagens politiske nyheder.

Så blev det atter fredag, men inden vi kan gå på weekend, skal vi lige runde en del historier.

Vi lægger ud med endnu en kovending fra Dansk Folkeparti. Onsdag aften skiftede partiet kurs i forhold til den omstridte omfartsvej ved Mariager, der nu bliver kortere og billigere.

Og nu åbner partiets formand Kristian Thulesen Dahl for at lade Radio24syv overleve. I et debatindlæg i dagens udgave af Jyllands-Posten skriver DF-formanden, at Dansk Folkeparti er klar til at forhandle med regeringen om at lade radiokanalen fortsætte som en dab-kanal.

"Lad mig igen pointere, at Dansk Folkepartis ønske om at rykke kanalen væk fra København intet har at gøre med Radio24syv som radiokanal. Og hvis regeringen, som åbenlyst har svært ved at tackle denne diskussion om radioens fremtid, har et ønske om at undersøge muligheden for, at Radio24syv kører videre eksempelvis som en dab-kanal, siger de bare til. Så er vi helt klar," skriver Kristian Thulesen Dahl i Jyllands-Posten.

Kulturminister Mette Bock siger til Berlingske, at hendes dør er åben for at diskutere andre muligheder end at genåbne udbuddet af FM4. Der i forbindelse med medieforliget allerede afsat 30 millioner kroner til en ny dab-kanal.

Støjberg: Ministerium kendte sandsynligvis til hemmeligholdt mail
Allerede i sommeren 2017 kendte Udlændinge- og Integrationsministeriet "sandsynligvis" til en hemmeligholdt intern mail fra udlændingestyrelsen.

Det erkender udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) nu i et folketingsvar ifølge Information.

Tidligere har ministeriet ellers både oplyst til Folketinget og Ombudsmanden, at der ikke var noget kendskab til den hemmeligholdte mail, som Information fremlagde i februar i år. Ministeriet har i stedet sagt, at det hverken havde modtaget eller set mailen, før Ombudsmanden henvendte sig til ministeriet i februar.

De nye oplysninger vækker massiv kritik fra oppositionen, hvor Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen kalder det for "ren vildledning". Det bakkes op af Mattias Tesfaye fra Socialdemokratiet.

"Jeg vil minde om ministeransvarsloven og loven om ombudsmanden. En minister har ansvar for at fremlægge de oplysninger, der bliver spurgt efter. Jeg tolker det her forløb sådan, at hun ikke lever op til de to love," siger han til Information.

Ny klimarådsformand er enig i konklusionerne i kritisk rapport
Den nye formand for Klimarådet, Peter Møllgaard, bakker helt op om de konklusioner, som Klimarådets rapport kom frem til i november sidste år.

Det skriver Politiken.

Rapporten konkluderede, at med regeringens nuværende klimainitiativer ville Danmark ikke øge tempoet i den grønne omstilling i perioden 2021 til 2030. I stedet ville tempoet faktisk blive sænket, og det ville gøre det markant sværere for Danmark at nå målet om at være CO2-neutralt i 2050.

"Jeg bakker 100 procent op om Klimarådets seneste rapport, og regeringen er også enig i, at de tal og fremskrivninger, der indgik i rapporten, som viser, at den grønne omstilling vil gå ned i tempo de næste ti år, er korrekte. Så for at holde tempoet oppe i den grønne omstilling – og det skal vi for at blive klimaneutrale i 2050 – må vi som land gøre noget mere. For eksempel ved at reducere CO2-udslippet i de sektorer, hvor Danmark i dag halter bagefter. Det gælder især inden for områder som landbrug, transport og energieffektivisering af bygninger," siger Peter Møllgaard til Politiken.

Uffe Elbæk: Min chance for at blive statsminister er mikroskoptisk
Alternativet har været udsat for et internt stormvej i den seneste uges tid, efter to medlemmer af partiets hovedbestyrelse fredag meldte sig ud og i samme forbindelse langede ud efter partiets ledelse. Heriblandt blev partiets politiske leder Uffe Elbæk kritiseret for mangel på professionalisme og integritet.

Efterfølgende blev en intern mail fra den tidligere kultur- og fritidsborgmester i Københavns Kommune, Niko Grünfeld, lækket, hvori han skriver, at Alternativet har en "syg politisk kultur".

Ovenpå en uge med interne kriser og læk taler Uffe Elbæk nu ud i Berlingske. Her bliver han blandt andet spurgt om, hvorfor han holder fast i at være statsministerkandidat, når Alternativet er ramt af dårlige sager og klarer sig dårligt i meningsmålingerne.

"Det spørgsmål har vi overhovedet ikke ændret holdning til. Vi vil lave et opbrud i dansk politik, og den proces starter med, at vi ikke ønsker en valgkamp, hvor der kun er to valgmuligheder," lyder svaret fra Uffe Elbæk til Berlingske.

"Men jeg ved da udmærket godt, at chancerne for, at jeg rykker over i Statsministeriet efter næste valg, er mikroskopiske," tilføjer han.

Læs hele interviewet med Uffe Elbæk her.

Få status på Brexit
Om en uge kan Storbritannien være fortid i EU. Hvis briterne ikke får forlænget Brexit-deadline i forbindelse med næste uges EU-topmøde, forlader de EU natten til fredag i næste uge. 

Premierminister Theresa May lægger op til at bede lederne fra de 27 andre medlemslande om endnu en udskydelse af datoen for Brexit, denne gang frem til 22. maj – altså dagen før europaparlamentsvalget begynder i nogle lande. Men det ligger ikke nødvendigvis ligefor, at EU27 giver May denne sidste udskydelse. Da slet ikke på de betingelser, hun selv synes at forestille sig lige nu.

Hør mere om hvorfor i Altingets ugentlige podcast om EU, der netop er kommet på gaden med et nyt afsnit. Her kan du også få en status over Theresa Mays forsøg på at lave en aftale med Labours formand, Jeremy Corbyn, før det skæbnesvangre topmøde i næste uge.

Det sker i dag

  • Klokken 9.30: Røde Kors præsenterer psykolograpport om børn på Sjælsmark.
  • Klokken 10.00: Møde i salen med forespørgsel til beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) om reformen af førtidspension og fleksjob.
  • Klokken 10.00: Transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA) og energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) skal i samråd om indførelse af klimaafgifter på flyrejser.
  • Klokken 10.30: Minister for fiskeri, ligestilling og nordisk samarbejde Eva Kjer Hansen (V) deltager i et interessentmøde om havkøkkenhaver. 

Forrige artikel Regeringen vil regne på klimaeffekten af alle nye love Regeringen vil regne på klimaeffekten af alle nye love Næste artikel Røde Kors har undersøgt børnene på Sjælsmark: Mindst 6 ud af 10 kan opfylde kriterierne for en psykiatrisk diagnose Røde Kors har undersøgt børnene på Sjælsmark: Mindst 6 ud af 10 kan opfylde kriterierne for en psykiatrisk diagnose
Britisk EU-valg i dag: Skuffede vælgere flygter fra May til Brexit Party i hobetal

Britisk EU-valg i dag: Skuffede vælgere flygter fra May til Brexit Party i hobetal

STORBRITANNIEN: Briterne bliver nogle af de første og nogle af de mest modvillige vælgere i Europa, når de i dag går til europaparlamentsvalg. Den genopstandne Mister Brexit, Nigel Farage, ventes at ryste hele det politiske landskab og tildele Theresa Mays konservative regeringsparti dets største valgnederlag nogensinde. Labour står også til en vælgerlussing.