Dagens overblik: Nattens forhandlinger gør EL bekymret for asocial finansiering

NYHEDSOVERBLIK: Enhedslisten er dybt bekymret over de seneste ændringer af finanslovsskitsen, der blev nedfældet under nattens forhandlinger. Få dit politiske nyhedsoverblik her.

Finanslovsforhandlingerne fortsætter i dag klokken 11.00. 
Finanslovsforhandlingerne fortsætter i dag klokken 11.00. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Daniel Bue Lauritzen

Godmorgen og velkommen til ugens første udgave af Altingets politiske nyhedsoverblik.

Vi lægger ud med en status på forhandlingerne om finansloven, der fortsatte indtil klokken 1.30 i nat. 

Inden gårsdagens møde virkede Enhedslisten, SF og Alternativet parate til at underskrive en aftale, mens man i Radikale Venstre stadig ikke var overbevist om finansminister Nicolai Wammens udkast. 

Det skriver Berlingske

"Min erfaring er, at man kun får det, man kæmper for, og vi er ikke færdige med at kæmpe for de ting, vi sagde også på det første møde," sagde Morten Østergaard ifølge avisen på vej ind til forhandlingerne. 

Da mødet, der blandt andet havde handlet om finansiering, sluttede natten til mandag var det ifølge DR imidlertid Enhedslisten, der virkede mest utilfreds. 

"De diskussioner, vi har haft omkring finansieringen, trækker måske i den forkerte retning og får det samlede billede af, hvor pengene kommer fra, til at se mindre socialt ud, end det har gjort tidligere," lød det fra Pernille Skipper. 

Omvendt virkede Morten Østergaard betydeligt formildet.

"Det lysner på nogle stræk, men de sidste knuder skal lige løsnes på samme tid, før det hele falder i hak. Jeg synes, at det er værd at komme tilbage i morgen," sagde han ifølge DR.

Parterne mødes til nye forhandlinger klokken 11 i dag. 

Holstein: Forhandlinger forpester forholdet mellem S og R
Radikale Venstres vedvarende utilfredshed med finansloven og partiets stejle forhandlingsstil er med til at svække forholdet mellem støttepartiet og regeringen.

Men det er ikke kun de politiske uoverensstemmelser, der er på spil, skriver Altingets politiske kommentator, Erik Holstein, i en analyse på Altinget Christiansborg.

"Reelt handler slagsmålet mellem S og R om meget mere end de konkrete uenigheder. For Østergaard og co. er slagsmålet i direkte forlængelse af forhandlingerne efter valget, hvor Radikale til deres store fortrydelse ikke blev inviteret i regering," skriver han i analysen. 

Eksperter advarer inden klimatopmøde
Det internationale klimatopmøde COP25 begynder i dag i Madrid og varer indtil 13. december.

Op til mødet advarer en række prominente danske klimaforskere i Jyllands-Posten om de kommende årtiers temperaturstigninger.

"Man skal være ærlig og sige, at vi når ikke de 1,5 grader, og jeg ved heller ikke, om vi kan nå to grader," siger Sebastian Mernild, professor ved Nansen Centeret i Bergen i Norge til avisen.

Det står ellers i Paris-aftalen, at de globale temperaturstigninger skal holdes et godt stykke under to grader. Men det er ikke realistisk, mener Mernild. 

"Vi skal lade være med at bilde os ind, at vi kan nå de 1,5 grader, for det kan vi ikke, når vi ser på, hvad videnskaben fortæller, og hvad der sker i det politiske landskab," siger Mernild til avisen.

V-folk blev ansat i pressetjenesten i 2015
Der har været lange diskussioner om de mange ansættelser i centraladministrationen af personer med tætte bånd til Socialdemokratiet, efter at partiet satte sig ind i regeringskontorerne i sommer.

Men da Venstre vandt folketingsvalget i 2015, blev der også ansat en række personer med Venstre-fortid i ministeriernes pressetjenester. 

Her var der fire måneder efter regeringsdannelsen blevet ansat tolv nye personer, hvoraf de syv var knyttet tæt til Venstre. 

Det skriver Berlingske

Forskningschef i statskundskab ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Roger Buch siger til avisen, at ansættelserne potentielt er "dybt problematiske", selvom det er svært at bevise, at de skulle være politiske. 

"Det er klart, at det ligner politiske ansættelser, og i givet fald er det jo dybt bekymrende, for det undergraver grundbetingelsen i vores demokrati om, at der ikke foregår politiske ansættelser. Det ville være klart ulovligt, og det skal vi være meget på vagt over for," siger han til avisen. 

Det sker i dag

  • Klokken 11.00: Regeringen fortsætter forhandlingerne om finansloven med støttepartierne og Alternativet.
  • Det 70 kilometer lange vildsvinehegn ved grænsen til Tyskland bygges færdigt i dag.
  • Klimatopmødet COP25 begynder i Madrid. 
Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00