Danner: Lad tvivlen komme børnene til gode

DEBAT: Det nye familieretssystem skal have særligt fokus på vold i forbindelse med skilsmisser, ellers risikerer vi at svigte både børnene og de voldsudsatte, skriver Lisbeth Jessen, direktør i Danner.

Af Lisbeth Jessen
Direktør i Danner

Alle har ret til et liv uden vold, også efter en skilsmisse. Derfor mener vi, at vold skal have særlig faglig opmærksomhed, når en familie skal skilles.

Som krisecenter og vidensaktør på socialområdet venter vi spændt på udbyttet af de politiske forhandlinger om et nyt system på skilsmisseområdet – og på, om hensynet til børn er prioriteret særligt, når der har været vold i forholdet.

En skilsmisse er ikke bare en proces mellem to voksne. Set fra vores perspektiv handler det i høj grad om børn og deres retskrav på at leve trygt uden at blive revet i begge arme samtidigt.

Særligt håber vi, at det nye familieretssystem, der forhandles om, tager højde for, at der i cirka ti procent af indkomne sager til Statsforvaltningen er gået vold forud, og disse sager derfor kalder på en særlig erkendelse af den udsathed, som børnene i voldsramte familier lever med.

Så sent som i sidste uge lancerede ligestillingsministeren sin nye handleplan om et styrket fokus på volden i nære relationer, herunder også den psykiske vold. Tak for den lydhørhed.

Volden negligeres
Det aktuelle fokus på vold kan forhåbentlig inspirere forhandlingsparterne til ikke ’blot’ at give vold en sekundær betydning som en del af et konfliktspor, der signalerer et delt ansvar for volden.

Voldsudøveren har altid et ansvar for at udøve vold. Er der er tale om gensidig vold, skal det naturligvis undersøges nærmere og sagsbehandles ud fra de præmisser.

Vi oplever, at det er både skamfuldt og tabubelagt for voldsudsatte kvinder at tale om den vold, de har været udsat for, og i særdeleshed er det skamfuldt for dem at fortælle om børnenes påvirkning af volden.

Frygten for ikke at blive troet på er stor.

Det betyder desværre ofte, at volden ender som ”påstand mod påstand” i skilsmissesager, og at volden i den efterfølgende sagsbehandling ikke bliver et tema, der undersøges selvstændigt og med voldsfaglige briller.

Ikke sjældent oplever vi, at den fysiske vold negligeres, for eksempel ved at et udsagn om kvælertag og en ægtefælles modstridende oplysninger medfører, at oplysningerne om volden reduceres til en beskrivelse af, at parret har samlivsproblemer og højt konfliktniveau.

Udsagnet om kvælertaget undersøges ikke og tillægges derfor ikke vægt og afgørende betydning i sagen.

Svigt ikke børnenes ret til at blive hørt
På samme måde bliver oplysninger om barnets påvirkning af volden ikke altid inddraget i dag, og dermed giver det ikke anledning til nærmere undersøgelse af for eksempel barnets relation til sine forældre og graden af tryghed.

Vi må ikke svigte børnenes ret til at blive hørt og taget alvorligt, heller ikke, når det handler om vold, som kan være svært at tale om, hvis man ikke er voldsfaglig. Børnene er dem, der lider størst skade, når der er vold i hjemmet, og derfor bør tvivlen altid komme børnene til gode.

Visitering af grønne, gule og røde sager benævnes i forslaget til det nye familieretssystem som visitationskategorier med udgangspunkt i sagens konfliktniveau. Vold er benævnt som ’røde sager’ med højt konfliktniveau, der medfører hurtigere sagsbehandling.

Vi er enige i hurtig sagsbehandling, men vold bør stå mere selvstændigt, og det må ikke gå ud over voldsfagligheden.

Det er vigtigt at understrege, at vold i nære relationer handler om kontrol og magt, hvor den ene part intentionelt udsætter den anden part for dominans og krænkelser af både fysisk og psykisk karakter, som gradvist nedbryder den voldsudsattes selvværd og handlekraft.

Hvis volden udelukkende forstås som en højkonflikt mellem forældrene og kun knyttes til deres samliv, er det problematisk. Vold kan have udviklet sig til at være et styrende element i familien, som ikke nødvendigvis stopper, fordi forældrenes samliv er slut, der kan nemlig være risiko for, at volden og kontrollen fortsætter gennem barnet og for eksempel i forbindelse med samvær.

Retssikkerheden skal styrkes
Sager med påstand om vold bør behandles med udgangspunkt i faglig viden, hvor volden og dens betydning i relationerne mellem forældrene og barnet undersøges, barnets behov og udsathed skal vurderes, så retten til at opnå en tryg tilværelse bliver det centrale.

Ved at undersøge volden fagligt vil det bidrage til at kunne belyse og behandle sagerne bedst muligt både juridisk og som et tema i undersøgelses- og vurderingsfasen og ikke mindst i en sikkerhedsvurdering forud for en afgørelse.

Sidste år udgav Vive en rapport vedrørende voldssager, som har en række vigtige anbefalinger om blandt andet altid at screene indkomne forældreansvarssager for vold og om, at voldsudsatte forældre tilbydes mulighed for ikke at mødes direkte med den anden forælder.

Hvis anbefalingerne følges, kan det være med til at forhindre, at den psykiske vold kan fortsætte i årevis.

Det må enhver ansvarlig politiker være interesseret i sker.

Børn har et helt liv foran sig, og vi har et særligt ansvar for at sikre, at den oplevede vold ikke kaster lange skygger ind i voksenlivet. Børn har ret til et liv uden vold.

Vi har sammen med Dansk Socialrådgiverforening sendt et brev til socialordførere med yderligere uddybning af ovenstående.

Vi håber herigennem, at det nye familieretssystem vil tage volden selvstændigt alvorligt ved at bestemme, at den skal undersøges nøje af personer med stor ekspertise inden for vold.

Derigennem styrker vi ikke alene barnets retssikkerhed, men også den voldsudsatte voksnes retssikkerhed.

Forrige artikel Socialpædagoger om ghettoudspil: For meget fokus på straf Socialpædagoger om ghettoudspil: For meget fokus på straf Næste artikel Debat: Kvinder, der trues på livet, skal sikres plads på krisecenter Debat: Kvinder, der trues på livet, skal sikres plads på krisecenter
  • Anmeld

    Sidsel Jensdatter Lyster · tidligere kirkebogsførende sognepræst og jurastuderende

    Signalloven om fædres rettigheder ved skilsmisse - 20 år efter.

    Hvor er kvinder og børn, 20 år efter at velmenende politikere valgte at lovgive om børns og fædres ret til hinanden?

    Lisbeth er i Sydamerika. Angelina er dømt for børnebortførelse og har mistet børnene. Jørgen Saugsted er dømt for drab på en advokat, og hans datter bliver behandlet som medskyldig, skønt hun intet har gjort. Barnet mistrives uden sin mor. Janni prøver at komme videre efter sin datter dødsfald, efter at hun fik bopæl hos faderen, og S må leve videre med sin søns bekendelse om et liv med incest under samvær, før han tog sit liv. Hun måtte afholde begravelsen sammen med faderen, som aldrig blev dømt. Lene og Anne tilbragte nogle år i Tyskland med børnene. Og Tina måtte rejse til Nordnorge. Jeg rejste til Færøerne, og Heidi rejste til Grønland. Morten Skipper-Pedersens ekskone må leve videre uden sine tre dræbte børn, ligesom Peter-Thue Rudgaards ekskone, som aldrig fik børnene levende hjem fra samvær. Mette og Britt blev alkoholikere, efter at deres voldelige eksmænd fik børnene. Mirel, Eva, Sigga, Elisabeth og Tenna, Trine og Christina mistede børnene i retten, da de flygtede fra vold. Nogle af børnene er nu så gamle, at de er vendt tilbage til deres mødre. Kirstens og Annis børn blev udleveret til den voldelige far i udlandet. Tanja sidder fast i Holland og kan ikke rejse hjem, og foruroligende mange voldsramte færøske kvinder vil miste børnene, hvis de forlader Danmark. Iben bad eksmanden stoppe med at forfølge hende under hendes kræftforløb. Men han blev ved - og er nu bopælsforælder efter hendes død. Ellen blev indlagt på psykiatrisk, da hun mistede børnene til den voldelige eksmand, og begik siden selvmord. Kirsten kastede sig ud fra femte sal, da hun mistede børnene, men overlevede, og prøver nu, fra sin kørestol, at samarbejde med ham, som har gennemtævet hende gang på gang. Janni i Schweiz håber, hun en dag kan vende hjem til Danmark med børnene. Det samme gør Louise i Kina. Merete omkom i Thailand, og sønnen blev sendt tilbage til den danske far, som Merete flygtede for at beskytte sønnen imod. Emil sidder fortsat på børnehjem, da myndighederne har givet hans far bopælen, og han ikke tør bo hos ham. Myles og Elliot ser ikke længere deres mor, som Elliot blev ved at flygte hjem til, når hans far, som vandt bopælen, slog ham. K måtte igennem flugt, fængsel, og hendes søn blev anbragt på en skole for kriminelle, adfærdsvanskelige børn, da han ikke ville hjem til sin far. Hjørdis blev fængslet.

    Bare de få - ud af mange lignende kvindeskæbner fra Danmark - får ingen presseomtale. De overses. Folkestemningen og medierne er hjernevaskede af foreningen Fars paroler, fordi de har hørt dem så tit: "fædre har ingen rettigheder".

    På kvindernes kampdag: Hvis vi får en effektiv straffelov, og hvis anklagemyndigheden i Danmark prøvede noget helt nyt, og rent faktisk sigtede mænd for partnervold, stalking og seksuelle overgreb mod børn, og hvis skilsmisselovens dagdrømme om lykkelige børn med TO forældre som er bundet sammen til døden skiller dem (evt. ved drab) blev lavet om, så ville voldsramte kvinder have friheden til at gå.

    Lige nu kan man ikke forlade vold, når der er børn indblandet.
    Man må blive og tage sine tæsk.

    Hvordan går det børnene? Dét hører vi intet om. Medierne er tavse. Fædres rettigheder er trendy, og voldsramte kvinder og udsatte børn tør jo ikke stå frem og græde for åben skærm. Faktisk er de bange for at blive dræbt eller forfulgt.

    Glædelig 8. marts 2018!

  • Anmeld

    Michael Kaster · Formand for de børnesagkyndige psykologer

    Kommentar til VIVEs rapport

    Dansk Psykolog Forenings Selskab for Børnesagkyndige har læst Lisbeth Jessens indlæg med interesse.
    Selskabet har kommenteret på den VIVE-rapport, som Lisbeth Jessen henviser til, i henvendelse til Socialministeren og Folketingets socialordførere den 8. november 2017:

    http://www.dp.dk/decentrale-enheder/dansk-psykolog-forenings-selskab-for-bornesagkyndige/wp-content/uploads/sites/31/2018/01/bemaerkninger_til_vives_rapport_2017.pdf

  • Anmeld

    Sidsel Lyster · tidligere præst, stud. jur.

    De børnesagkyndige undersøgelser skader børn i volds-skilsmisser

    Som kommentar til Michael Kasters indlæg ovenfor:

    Vi, som har stået i højkonflikt-skilsmisser, har søgt Selskab for børnesagkyndige om et møde, hvor de udsatte børn og forældre kunne diskutere de problemer og fejl i de børnesagkyndige undersøgelser, som gør, at mange af børnene i vores netværk har været udleveret til pædofile, voldelige eller misbrugende forældre.

    Selskab for Børnesagkyndige nægtede at mødes med os, og skrev i stedet, at psykologerne i Selskab for Børnesagkyndige alle er "meget kompetente" til at udrede og gennemskue psykopati og misbrug.

    Det undrer os, efter som børnesagkyndige ikke er uddannet i voksnes personlighedsforstyrrelser. Det virker i bedste fald selvovervurderende. Vi er 1200 forældre - og efterhånden også en del halvvoksne børn - som kan se tilbage på over 500 børnesagkyndige undersøgelser fra Selskab for Børnesagkyndige, der var forkerte.

    De børnesagkyndige undersøgelser bygger ikke på tests af forældrene. I psykiatrien tager det 3 dage at udrede en psykopat/narcissist/borderline/histrioniker ved hjælp af testning. Men Selskab for Børnesagkyndiges psykologer klarer dette i løbet af 2-3 samtaler med forælderen UDEN testning.
    Fra psykiatrien har jeg fået det svar: at så må Selskab for Børnesagkyndiges psykologer enten være langt mere kompetente end retspsykologer eller psykiatere. Eller også udsættes vi forældre og vores børn for en meget overfladisk undersøgelsesform.

    De børnesagkyndige har metodefrihed, men overholder retningslinjerne for børnesagkyndige undersøgelser: 3 samtaler med hver forælder og 2 observationer mellem forælder og barn. Hvis det var sådan, at psykopati, pædofili og misbrug kunne observeres ved denne undersøgelsesform, ville psykiatrien ikke behøve at anvende testning. De børnesagkyndige psykologer er uddannet til at undersøge børn - ikke forældre. Men i stedet for at afgive undersøgelsen til mere kompetente kræfter, vælger de at gennemføre underesøgelserne alene, evt. med supervision af en kollega fra Selskab for Børnesagkyndige. Det er ikke betryggende.

    For mit eget vedkommende kan jeg konstatere, at fem børnesagkyndige har været inde over vores sag uden at vores datter fik det bedre. Min og psykiatriens påstand om, at min eksmands forældreevne skulle udredes, er aldrig blevet fulgt af de børnesagkyndige. I stedet udtalte en kendt børnesagkyndig, som ofte repræsenterer jeres selskab, skråsikkert, at min eksmand ikke var psykopat. Hvad han byggede denne vurdering på, efter 3 samtaler, aner jeg ikke, da det ikke fremgår af rapporten.
    Samtlige børnesagkyndige har kaldt den voldsomme stalking, som jeg har været udsat for i ti år, "konflikter". Som om dét at udbrede mine lægejournaler til hele min arbejdsplads og landsmedierne var et "fælles problem", som vi forældre blev anbefalet af de børnesagkynde at snakke om til "konfliktløsning". Min datters angst og fortællinger om ting, børn ikke må blive udsat for ved samvær, og de mange underretninger fra børnehaven og barnets psykolog, blev reduceret til "gensidige beskyldninger", som de børnesagkyndiges anbefalinger var, at vi "stoppede med". Det blev altså ikke vurderet OM der var hold i beskyldningerne, og hvordan det ville påvirke barnet, såfremt hun rent faktisk blev mishandlet.

    Vi forældre har nu sammenholdt enkelte børnesagkyndige undersøgelser fra forskellige familier. Undersøgelserne er ENS!!!!!

    Den øverste del er en beskrivelse af forældrenes "konflikter" (der er vold i alle sagerne - men volden nævnes overhovedet ikke. Eller også står der bare "Mor beskylder far for vold. Mor øger derved konfliktniveauet mellem forældrene" - som om VOLD ikke øger konfliktniveauet?)

    Parternes forklaringer er nedskrevet. Men i stedet for at finde ud af, hvorfor forældrenes forklaringer er modstridende - som i krminalsager, hvor gerningsmanden lyver og offeret taler sandt - vælger de børnesagkyndige at tage en "tværsum", sådan at hvis f.eks. far fortæller, at mor drikker, og mor benægter dette, så vælger den børnesagkyndige at skrive, at mor nok drikker lidt engang imellem i hyggeligt socialt lag - i stedet for at undersøge, om faderen har ret i, at moderen er alkoholiker.

    Konklusionen i næsten samtlige børnesagkyndige rapporter er, at begge forældre udviser forældreeevne og må lære at stole på hinanden. Dette i de børnesagkyndige rapporter, som jeg kender fra mit netværk for volds- og stalkingramte psykopatofre. Det anbefales, næsten uden undtagelse, at barnet bevarer kontakten med begge forældre.

    Desværre er de børnesagkyndige anbefalinger blevet overholdt i ovennævnte sager. Desværre - fordi børnene blev ødelagt.

    Et, nu voksent, barn i vores netværk var igennem fem børnesagkyndige anbefalinger af samvær, uden at de børnesagkyndige opdagede, at faderen drak. Barnet, som i dag går i behandling for posttraumatisk stress, fortæller, at hver gang hun var på samvær, følte hun, at hun var udsat for børnebortførelse. Hun ventede bare på, at samværene var ovre, så hun kunne komme hjem til sin mor. Hun har i dag polititilhold mod den far, som fem af psykologerne i Selskab for Børnesagkyndige anbefalede samvær med.

    Min egen datter på 9 år blev tvunget til samvær som følge af 5 børnesagkyndige rapporter, inden kommunen gik ind i vores sag og gennemlæste rapporterne, som de fandt ubrugelige. Kommunen lavede derefter sin egen børnesagkyndige undersøgelse, der - som den første - også omfattede faderens forældreevne. Herefter blev barnet anbragt, fordi jeg ikke beskyttede hende mod hendes far.
    Min datter var velfungerende, før hun fik samvær. Hun blev AKT-barn, da jeg og myndighederne fulgte de børnesagkyndiges anbefalinger. Og nu, hvor hun ikke længere ser sin far - IMOD de børnesagkyndiges anbefalinger, men efter afgørelse fra ankestyrelsen og Østre Landsret - ser skolen og jeg endelig en glad pige i trivsel.

    Min 9-årige datter datter siger selv: "Hvis jeg ikke havde haft samvær, havde jeg nok ikke været så bange." Hun lider af adskillelsesangst, som følge af de børnesagkyndiges anbefalinger af en 9-5-ordning, som Østre Landsret for fem år siden vurderede var til "alvorlig fare for barnets trivsel og udvikling."
    Hendes søstre, som har en anden far, har hele tiden trivedes fint. Ingen børnesagkyndige undrede sig, i deres rapporter, over, at jeg havde et godt samarbejde med storesøstrenes far, samtidig med at jeg havde lægeattest på posttraumatisk stress efter relationen med min yngste datters far, og samtidig med at jeg søgte at beskytte min yngste datter imod ham. Dette blev, af samtlige børnesagkyndige, blot set som "konfliktoptrappende adfærd" fra min side.

    Ikke-anmeldt vold, ubehandlet misbrug og ikke-diagnosticerede personlighedsforstyrrelser er hovedårsag til de fleste højkonflikt-skilsmisser, hvis man ser på VIVEs rapport og højkonflikt-forskningen i USA og Australien. De børnesagkyndige undersøgelser afdækker ingen af delene.

    Det er dybt uetisk, at Selskab for Børnesagkyndige igennem de sidste 20 år er blevet ved med at lave pseudo-undersøgelser, som hverken afdækker det ene eller andet, men giver politikerne og befolkningen en tro på, at udsatte børn sikres af disse undersøgelser. Det er uetisk, at selskabet ikke selv har sagt fra:

    De børnesagkyndige undersøgelser giver et øjebliksbillede. Og netop alkoholikere, psykopater og pædofile er mestre i at snyde omverdenen og fremstille sig selv positivt. Jeg er mere grundig, som præst, med at tjekke fakta i folks vita, inden jeg skriver begravelsestalerne, end de børnesagkyndige har været med forældrenes vita i deres rapporter. F.eks. bliver familieliv med vold og druk, børnehjem og tidlig udsmidning hjemmefra i én børnesagkyndig rapport til "Far siger, at han har haft en god og helt normal barndom". Dette fremstår herefter som faktum.

    De børnesagkyndige tror tilsyneladende selv, undersøgelsen er forløbet godt, når de skriver venligt om begge forældre og anbefaler fortsat samvær og samarbejde. Virkeligheden er, at den forælder, som ikke kan beskytte børnene, går ned med posttraumatisk stress. Og børnene udvikler personlighedsforstyrrelser og angst.
    De børnesagkyndige undersøgelser gavner altså kun én part: Den uegnede forælder.

    Jeg kan kun komme i tanke om 2 børnesagkyndige undersøgelser, som har stoppet samvær i mit netværk for volds- og stalkingramte. 2 anbefalinger om samværsstop - på ti år! Dette underbygges af praksis fra statsforvaltningen, hvor mindre end 800 samvær stoppes hvert år. Dette tal skal ses i sammenhæng med psykiatriens vurdering af, at ca. 100.000 danskere har psykopatiske træk, ca. 250.000 danskere har et alkoholmisbrug, og ca. 33.000 danskere er narkomaner.

    De børnesagkyndige undersøgelser kommer kun ind i billedet, når der er voldsomme uoverensstemmelser mellem forældrene, og gensidige beskyldninger om manglende forældreevne.

    Hvem er det, Selskab for Børnesagkyndige prøver at beskytte, når baggrunden for konflikten i samtlige undersøgelser ikke udredes, men bare får lagt låg på, fordi "børn har bedst af at se begge forældre"? Det er i hvert fald ikke børnene, der er blevet beskyttet i de børnesagkyndige undersøgelser, jeg kender til.

    Jeg håber, undersøgelsesfeltet i røde skilsmisser fremover vil blive varetaget af højtkvalificerede retspsykologer og voksenpsykiatere. I gamle dage blev undersøgelserne foretaget af voksenpsykiatere, og dengang var det ofte lettere at stoppe samvær. Jeg kan se ældre Karnov-afgørelser, hvor f.eks. en far, hvis ønske om samvær i voksenpsykiatrien vurderes at handle om hans behov for magt og kontrol over ekskonen, fik afslag på samvær i 1970erne.

    Jeg mener, at et stort skred på børneområdet, er de overfladiske og lemfældigt udførte børnesagkyndige undersøgelser, metodefriheden, og den manglende opfølgning på undersøgelsernes kvalitet: hvordan trives børnene, når de børnesagkyndiges anbefalinger overholdes?

S vil lave bostedsreform, selv om sundhedsreformen falder

S vil lave bostedsreform, selv om sundhedsreformen falder

BOSTEDER: Regeringen har udsat placeringen af institutioner på det specialiserede socialområde til august. En socialdemokratisk regering står klar til at gribe stafetten med en reform, som skal rette op på afspecialiseringen.