Hvert 3. Barn: Det nye skilsmissesystem mangler børnefaglighed

DEBAT: Politikerne har brugt krudt på at etablere en børnefaglig specialenhed uden at fylde rammerne ud. Hvis det nye system skal hjælpe skilsmissebørn, så skal der fokus på deres vilkår og trivsel frem for forældrenes indbyrdes forhold, skriver Tanja Graabæk, chefjurist i Hvert 3. Barn.

Af Tanja Graabæk
Chefjurist, Hvert 3. Barn

For nylig præsenterede Folketingets partier rammerne for et nyt skilsmissesystem.

Som specialister i skilsmissesystemet ser vi hos Hvert 3. Barn skilsmissefamiliernes problemer på nært hold. Af samme årsag har vi i årevis efterlyst et nyt system.

Vi havde på forhånd drømt om store politiske visioner og et system, der viste en større forståelse for skilsmissebørnenes virkelighed.

Desværre var træerne på ingen måde vokset ind i himlen, da politikerne fremlagde planerne for de rammer, som skal træde i kraft til næste år – og det er nu snart sidste chance for at gøre opmærksom på de problemer, som politikerne bør tage hånd om, når de udfylder de aftalte rammer for skilsmissesystemet, hvis man reelt set skal hjælpe skilsmissebørnene bedre.

Et af disse huller er Børneenheden, som skal samle Familieretshusets (Statsforvaltningens) og Familierettens (domstolenes) børnesagkyndige arbejde i en samlet enhed.

En samlet børnepsykologisk vidensbase er en rigtig god idé, men der er ikke umiddelbart i den politiske aftale lagt op til hverken en massiv opkvalificering af Børneenhedens fagpersoners faglige baggrund eller til, at den får muligheden for at arbejde procesorienteret med sagerne, hvilket vil sige at arbejde med en anerkendelse af, at hjælp bedst ydes over tid med hjælp fra specialiserede fagpersoner, der identificerer den enkelte families situation og det konkrete barns behov, så der sikres en fremtidssikret løsning.

Børneenhedens arbejde vil derfor altovervejende komme til at bestå af at tage et øjebliksbillede af et barns liv, hvilket øjebliksbillede Familieretshuset og Familieretten bruger til at træffe indgribende og ofte varige beslutninger om barnets fremtid.

Børnene ender i ingenmandsland
Denne tilgang er dybt problematisk, da livet for skilsmissebørn er alt andet end et øjebliksbillede.

Deres liv står ikke stille, mens en sag verserer hos Familieretshuset (Statsforvaltningen) eller Familieretten (domstolene) i ofte halve og hele år. Tværtimod bevæger børnene sig typisk frem og tilbage midt i ingenmandsland mellem to forældre, der har gravet sig ned i hver deres skyttegrav.

Bliver det slemt nok, vil børnene på et tidspunkt hoppe ned i en af skyttegravene som overlevelsesstrategi. Det med store børnepsykologiske konsekvenser til følge på både den lange og korte bane.

En konsekvens, vi desværre ser for ofte, er, at en forælder helt skæres ud af børnenes liv, eller at kontakten til vedkommende indskrænkes væsentligt.

Ved førstnævnte er der oftest tale om en varig tilstand, fordi den tilbageblevne forælder i børnenes liv typisk ikke føler nogen interesse i at bakke børnene op i en relation til den afskårne forælder.

Ved sidstnævnte løser domstolens slag med hammeren en konkret tvist, men ikke den bagvedliggende konflikt, som er roden til alle tvisterne.

I disse tilfælde vil børnene derfor blot opleve forældrekonflikter igen og igen – uden at myndighed eller domstol i øvrigt forholder sig til forældreevner. Man ser nemlig desværre typisk mest på, hvilken side barnet er hoppet til i skyttegraven).

Samtidig antages det, at børnenes øjebliksbillede er repræsentativt for deres fremtidige følelser.

Men føler du det samme tre måneder efter en konflikt med din bedste ven, som du gjorde, da du stod midt i den?

Velfungerende forældre udelukkes
Mange borgere tror fejlagtigt, at det kun er uhensigtsmæssige forældre, der risikerer at blive lukket ude af børnenes liv.

Man tænker, at hvis en forælder afslører manglende forældreevner ved at sætte sine egne behov før børnenes, så bør myndighederne kunne se det.

Virkeligheden er dog desværre alt for ofte, at velfungerende forældre i højkonfliktsager udelukkes helt fra børnenes liv, fordi børnene har valgt side i en massiv loyalitetskrise, som ofte har rod i den tilbageværende forælders negative holdning til den anden forælder (her skal naturligvis ses bort fra sager om vold og incest, som falder i en helt anden kategori).

Det er en tilgang, som det enkelte barn betaler en høj menneskelig pris for. Det uagtet, at de aldrig forstår konsekvenserne af det valg, de har truffet, og uagtet, at valget alene er sket i et desperat forsøg på at få ro (uden viden om, hvorvidt det reelt set vil virke).

Det er også en tilgang, som set med samfundsøkonomiske briller er en hundedyr løsning, fordi kommunerne på den lange bane må iværksætte dyre sociale tiltag for at rette op på de menneskelige konsekvenser. Samtidig er tilgangen særlig ærgerlig, fordi virkeligheden er, at mange børn rent faktisk godt kan komme op af en skyttegrav igen med den rette hjælp.

Kommuner glemmer børnenes psyke
I Hvert 3. Barn sidder vi aktuelt med en sag, hvor bopælsforælderen har søgt om nedsættelse af børnenes samvær med samværsforælderen hvert år igennem de sidste fire år.

Det uden effekt, da både børnenes udtalelser og udtalelser fra fagpersonerne omkring børnene altid har stået i direkte modstrid til det billede, som bopælsforælderen forsøgte at tegne i sagen.

Men efter i fire år at have været underlagt bopælsforælderens negative holdning til den anden forælder, er børnene nu begyndt at reagere herpå med mistrivsel og afvisning af samvær. Presset er simpelthen blevet for stort for dem. Straks, den mindste smule reaktion viste sig, stoppede bopælsforælderen alle former for kontakt mellem børn og samværsforælder.

Denne sag omhandler forholdsvis store børn. En afvisning af samvær i deres alder vil oftest blive respekteret, når der skal træffes afgørelse/afsiges dom, fordi store børns ønsker for samvær tillægges afgørende vægt.

Det er jo deres liv, sagen omhandler. Så med den aktuelle tilgang med øjebliksbilleder – som det nye system jo også baseres på – vil slutresultatet være, at en velfungerende forælder vil blive lukket ude af børnenes liv uden reel mulighed for genintroduktion, fordi børnene i øjebliksbilledet har valgt side i en loyalitetskonflikt, hvor de er i klemme mellem to forældre og har sat den tilbageblevne forælders behov før deres egne som overlevelsesstrategi.

I denne sag fik familien heldigvis tildelt et procesorienteret forløb, og Familieværkstedets procesfokuserede arbejde blev årsagen til, at døren til kontakt mellem børn og samværsforælder stadig står åben. Men det er noget, vi sjældent ser.

For det første, fordi de fleste kommuner i sådanne situationer kun fokuserer på forældrenes indbyrdes forhold og lader skilsmissebørnenes psyke sejle deres egen sø. For det andet, fordi mange kommuner slet ikke vil blande sig i mistrivsel, der har bund i skilsmisser, fordi kompetencen til at regulere samvær henhører under Statsforvaltningen. Når man ser på Ankestyrelsens massive omgørelsesprocent i kommunernes børnesager, er det måske også godt nok, at en sådan opgave ikke lægges i hænderne på mange kommuner.

Den specifikke faglighed mangler
Tilbud som den proces, denne familie har været igennem, bør ligge inden for rammerne af Børneenhedens kompetencefelt, ligesom forældreevneundersøgelser bør gøre.

For hvis vi reelt  skal hjælpe skilsmissebørnene, er vi nødt til at undersøge deres virkelighed til bunds, ligesom vi i højkonfliktsagerne er nødt til at forholde os til en faglig vurdering af tilstedeværelsen af forældreevner.

At myndighederne oftest lægger afgørende vægt på, hvilken side af konflikten barnet har valgt for at overleve, er en grundlæggende brist i måden, som sagerne behandles på. Et faktum, som det nye system ikke ændrer noget på. Samtidigt er man nødt til at erkende, at en succesfuld afkodning af udsatte børn kræver en særlig børnepsykologisk viden.

Der sker alt for mange fejl, fordi fagligheden ikke er specifik nok. Hvis du skal have opereret dit hjerte, så går du jo ikke din privatpraktiserende læge, men til hjertespecialisten. Så hvorfor er skilsmissebørn ikke sikret, at deres mistrivsel undersøges af børnepsykologer?

Hvis Børneenheden skal give nogen mening, skal den være en børnepsykologfaglig specialiseret enhed, der altid agerer ud fra nyeste forskning, og som har de nødvendige redskaber til at sikre, at opgaven med at sikre skilsmissebørn løftes på et højt fagligt niveau.

Så kære politikere, I har brugt krudt på at etablere en børnefaglig specialenhed. Stop nu et reelt indhold ind i de rammer, som den politiske aftale udstikker.

Gør I det, så er I kommet langt med at gøre en slatten politisk aftale om et nyt skilsmissesystem til en reel forbedring af skilsmissebørnenes vilkår. Det er trods alt deres trivsel, som det nye skilsmissesystem skal sikre.    

Forrige artikel Jann Sjursen: Kommuner underfinansierer socialt udsatte i økonomiforhandlinger Jann Sjursen: Kommuner underfinansierer socialt udsatte i økonomiforhandlinger Næste artikel Handicapforbund: Vi vil også danse med Handicapforbund: Vi vil også danse med
  • Anmeld

    Jan Lindell · Seniorrådgiver

    Ramt lige i plet

    Kære Tanja Graabæk. Du sætter fingeren lige på det måske allerømmeste punkt i familieretsaftalen, når det gælder beskyttelsen af børnene i skilsmisser med højt konfliktniveau mellem forældrene. Så præcist formuleret! Tak.

S vil lave bostedsreform, selv om sundhedsreformen falder

S vil lave bostedsreform, selv om sundhedsreformen falder

BOSTEDER: Regeringen har udsat placeringen af institutioner på det specialiserede socialområde til august. En socialdemokratisk regering står klar til at gribe stafetten med en reform, som skal rette op på afspecialiseringen.