Debat: 2018 bliver et skæbnesvangert år for skilsmissebørn

Af Tanja Graabæk
Direktør og chefjurist i Hvert 3. barn

De første forhandlinger om et nyt skilsmissesystem er afsluttet, men når vi går ind i 2018, bliver det alvor.

Vi risikerer, at regeringen får gennemført deres forslag til et nyt skilsmissesystem, som på mange punkter fastholder det eksisterende systems dårligdomme, men som samtidig også på mange punkter forværrer både retssikkerheden, forældrenes systemoverblik og børnenes situation.

Det eneste positive ved regeringens forslag er børneenhederne, som skal sikre, at børn går ind af samme dør og mødes af samme børnefaglige personale – om end kun når de er involveret i en familieretlig sag.

Det kan dog ikke understreges nok, at børneenheden kun giver mening, hvis tre aspekter bliver virkelighed: Der skal ske en børnepsykologfaglig opkvalificering af personale, der har direkte kontakt til børn. Enheden skal agere børnepsykologisk forskningscenter, så der altid arbejdes ud fra nyeste børnepsykologiske forskningsresultater. Og børnesamtaler og børnefaglige vurderinger i alle børnesager skal samles her, så børnene altid sikres optimal faglighed i børnesamtaler og undersøgelser, uanset om de har en sag hos kommunen, Familieretshuset (Statsforvaltningen) eller domstolene.

Myndighederne modarbejder hinanden
Særligt det sidste aspekt er afgørende for de involverede børn, for man behandler i dag reelt børnesager uden hensyntagen til det enkelte barns konkrete virkelighed. Virkeligheden er nemlig, at rigtig mange børn i de familieretlige sager har sideløbende sociale sager i kommunen, og det efterlader disse børn i et forfærdeligt vakuum. Der er to kerneproblematikker – dels at myndighederne modarbejder hinanden, dels at der typisk ikke ydes nogen form for konkret hjælp til børnene:

Man behandler i dag reelt børnesager uden hensyntagen til det enkelte barns konkrete virkelighed.

Tanja Graabæk

Børn udsættes for et utal af børnesamtaler og undersøgelser på tværs af myndighederne, men det sker uden nogen form for børnefaglig sammenhæng og uden hensyntagen til barnets virkelighed.

Lige nu har vi i Hvert 3. barn en sag, der understreger, hvor galt det kan gå. Der er tale om en selvskadende dreng på otte år, som er gået fra dokumenteret trivsel til en massiv negativ trivselsspiral, hvor alle fagfolk omkring ham bekræfter, at han nu er selvskadende.

Forældrene er uenige om, hvorvidt mistrivslen skyldes samvær, og sagen er derfor endt i Statsforvaltningen, hvor en psykolog må afvise at bruge indholdet af Statsforvaltningens børnesamtale, fordi drengen vurderes for psykisk sårbar til, at man fagligt kunne forsvare at lægge hans oplysninger til grund. I den forbindelse blev det også vurderet, at barnet ikke foreløbig ville nå et trivselspunkt, hvor det vil være fagligt forsvarligt at afholde en børnesamtale.

Alligevel udsættes drengen uhindret for den ene børnesamtale efter den anden af kommunens socialrådgiver, som ikke kan se nogen faglige reservationer om samtalernes afholdelse.

Den ene myndigheds psykolog vurderer altså, at drengen er så skadet, at man ikke kan forsvare at bruge indholdet af en børnesamtale. Den anden myndigheds socialrådgiver vurderer det stik modsatte. Altså ingen helhedsvurdering i børnehøjde ud fra barnets konkrete situation. Det udsatte barns virkelighed illustreres på en lydfil, hvor han skriger af frustration over at sidde fanget i midten.

Han føler sig ikke hørt af Statsforvaltningen, og socialrådgiveren ”ser” ham ikke i sine børnesamtaler. Konsekvensen er, at barnet i dag ikke længere har tiltro til, at nogen voksne vil hjælpe ham. Et barn må aldrig komme dertil, at det føler sig så magtesløst – og slet ikke på grund af myndigheders ageren.

Ingen hjælp til børnene
Den anden kerneproblematik er, at kommunerne har en stigende tendens til at lade skilsmissebørn sejle deres egen sø. Mange kommuner i dag har mere fokus på at sikre et forældresamarbejde end at tilbyde børnene konkret hjælp til at komme ud af problemerne som hele mennesker.

At sikre et samarbejde mellem konfliktramte forældre er nødvendigt, men tidskrævende – og i mellemtiden lever de involverede børn i krigszonen med hvad deraf følger af psykiske konsekvenser uden nogen former for hjælp. Der er med andre ord en god grund til, at skilsmissebørn er overrepræsenterede i statistikker over udsatte børn.

En anden af vores sager har handlet om et barn, som ifølge det oplyste har været udsat for seksuelle overgreb. Sagen illustrerer mange kommuners manglende evne eller vilje til at sikre det enkelte barn den nødvendige konkrete hjælp til at komme bedst muligt videre i livet. I en sag som denne står barnet nemlig groft sagt med et af to behov:

Hvis der er tale om et fysisk overgreb, er det nødvendigt at barnet får konkrete redskaber til at komme videre med det livsvilkår, det er at have været udsat for et seksuelt overgreb. Man kan ikke slette overgrebet fra barnets bevidsthed, så det er vigtigt at hjælpe barnet bedst muligt videre til et så fornuftigt og indholdsrigt liv som muligt – på trods af overgrebet.

Hvis der er tale om falske anklager, så er det nødvendigt at barnet får konkrete redskaber til at komme videre med det livsvilkår at have gennemgået diverse fysiske og psykiske undersøgelser samt børnesamtaler omhandlende en falsk anklage og det tillidsbrud, der er forbundet hermed i forhold til den anklagende forælder.

Uanset om barnet har det første eller det andet behov, så er der et behov for psykologisk hjælp til at komme ud på den anden side som et helt menneske. Men da der i sagen blev spurgt ind til planlagte tiltag for barnet, så kommunens socialrådgiver helt blank ud. Han kunne ikke se nogen grund til at tilbyde barnet nogen form for hjælp.

Heller ikke den selvskadende adfærd i det tidligere eksempel var nok til, at kommunen fandt grundlag til at tilbyde barnet konkret hjælp. Manglen på konkret hjælp til skilsmissebørn i udsatte situationer er desværre blevet dagligdag i højkonfliktsagerne.

Udspil forbedrer ikke børnenes forhold
Man passer med andre ord slet ikke på de udsatte børn, som har mest behov for det – og det aspekt gør regeringens skilsmisseforslag slet ikke op med.

Der er stadig lang vej at gå, og hvis ikke regeringens udspil bliver ændret markant, bliver børnenes forhold desværre ikke bedre. For så længe kommunernes håndtering af skilsmissebørn holdes uden for det ”nye” familieretlige system, så vil der fortsat blive kørt separate (og ofte helt modsatrettede) sagsspor for det samme barn.

For så længe man ikke samler alle børnesamtaler i børneenheden med den nødvendige børnepsykologiske faglighed, så vil børn kunne blive fanget i spændet mellem to myndigheders modsatrettede faglige vurderinger. Og så vil skilsmissebørnenes virkelighed groft sagt ikke blive ændret en skid.

Hvad er pointen med et ”nyt” skilsmissesystem, hvis det ikke tager afsæt i skilsmissebørnenes virkelighed og sikrer børnene bedre forhold?