Knud Aarup: Ny undskyldning til anbragte sætter Rosenkrantz-Theil i dilemma
Pernille Rosenkrantz-Theil vil give en undskyldning for de overgreb som børn, unge og voksne har oplevet på offentlige institutioner frem til 1980. En ny udstilling viser imidlertid, at anbragte efter 1980 har været udsat for samme type overgreb. Så hvorfor ikke også undskylde til dem?
Knud Aarup
Debattør, hovedbestyrelsesmedlem, Røde Kors Danmark, bestyrelsesmedlem den selvejende institution Måløvgård, faglig leder, Altingets socialpolitiske netværk, fhv. direktør, SocialstyrelsenLige før sommerferien annoncerede socialministeriet, at Pernille Rosenkrantz-Theil den 11. september vil give en undskyldning til alle de personer, som har været anbragte under særforsorgen fra 1933 og frem til 1980.
Det er en undskyldning for alle de overgreb som børn, unge og voksne har oplevet i perioden, hvor de har været anbragt på statslige institutioner som børnehjem, psykiatriske hospitaler, åndssvageforsorgens institutioner, arbejdsanstalter, forsorgshjem og institutioner for blinde, døve, vanføre og epileptikere.
Begrundelsen for at give en undskyldning skal findes i forskningsrapporten Historisk udredning vedrørende børn, unge og voksne anbragt i særforsorgens institutioner 1933-1980, der er et større forskningsarbejde som blev færdigt i 2022.
Forskningsprojektet er gennemført af Forsorgsmuseet ved Svendborg Museum under ledelse af museumsleder Sarah Smed, Forsorgsmuseet og professor Klaus Petersen fra Syddansk Universitet.
Ny udstilling om anbragte børn
Samtidig med ministeriets udmelding åbnede på Forsorgsmuseet i Svendborg en ny fantastisk udstilling om anbragte igennem historien. Udstillingen er ledsaget af dokumentation i bogen 'Anbragt' med undertitlen 'Stemmer fra børneforsorgen fra 1900 til i dag'.
Udstillingen og bogen trækker således på de sidste års udredninger og forskningsrapporter om anbragte, men supplerer samtidig med viden fra 1980 til i dag. Det gør udstillingen til et særligt spændende indspark i debatten om anbringelser generelt og om undskyldninger konkret.
Udstillingen formidler, at vi som samfund ikke formår at sikre medmenneskelighed i vores institutioner og at vi mangler evnen til at sikre anbragte et almindeligt børneliv.
Knud Aarup
Udstillingen baserer sig på de enkelte børns personlige historie om det at være anbragt, om at skulle sove for første gang et nyt sted, om det af få at vide, at nu skal man ”flyttes” til en anden institution og have helt nye venner – eller ingen, om det at miste tiltroen til andre fordi man i sin journal kan læse, at ens plejemor synes, man er blevet ”fin” på den og stiller for store krav.
Forsorgsmuseet giver hermed endnu engang stemme til de anbragtes personlige historier og oplevelser og bidrager til at påvise hvordan indsatsen overfor børn og unge med sociale problemer igennem de sidste 100 år har være utilstrækkelig og umenneskelig.
Styrken ligger netop i påpegningen af de mange lighedspunkter imellem de historier som er sammenstykket fra breve og journaler fra tidligt i 1900-tallet, og de fortællinger som Godhavnsdrengene og andre leverer fra midten af det tyvende århundrede, og som så sigende er afspejlet i filmen om Godhavn fra 2017: Der kommer en dag.
Men udstillingen går så videre og viser, at det er de samme fortællinger om det at være ”anbragt”, som kan fortælles om dem, som har været anbragt de sidste 40 år.
Udstillingen formidler derfor den fælles erfaring for de sidste hundrede års anbringelser, at vi som samfund ikke formår at sikre medmenneskelighed i vores institutioner og at vi mangler evnen til at sikre anbragte et almindeligt børneliv.
Derfor får anbragte ikke uddannelse som andre, derfor har de mange gange større risiko for at ende i hjemløshed som voksne og derfor er vi som samfund skyldige i at skabe udenforskab for mange-mange tusinder hvert eneste år.
Undskyldninger til hvem?
Nu skal der så igen siges undskyld og det er for så vidt i orden. For der er ingen tvivl om, at for den enkelte tidligere anbragte betyder det rigtigt meget at få en undskyldning, for de overgreb man har oplevet under sin opvækst eller som voksen.
En undskyldning fjerner ikke traumerne og den kan ikke give de mange spildte år tilbage. For nogle giver den en følelse af lettelse og at blive set og anerkendt, som den man er. For andre hjælper den med at få taget de næste skridt i en svær tilværelse.
Reaktionerne er mange, men jeg tror de fleste indså værdien af en undskyldning da statsminister Mette Frederiksen den 13. august 2019 sagde undskyld til ”Godhavnsdrengene”.
Der er et kæmpebehov for at strække undskyldningen ud til alle dem, som i dag oplever et svigt fra det offentlige, når de anbringes uden for hjemmet.
Knud Aarup
Så en undskyldning er på plads, men det er her Forsorgsmuseets nye udstilling kommer til at sætte socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil i et klart dilemma.
Forsorgsmuseets udstilling viser, at anbragte før og efter 1980 har været udsat for samme type livsinvaliderende overgreb, og samfundet har ikke kunnet sikre, at de sidste 40 års indsatser overfor anbragte børn, unge og voksne har været væsentlig bedre end tidligere.
Når det nu er tilfældet, hvorfor vælger socialministeren så ikke at sige undskyld til de anbragte efter 1980?
Jeg synes Forsorgsmuseets udstilling og dokumentationen i bogen Anbragt til fulde viser, at der er et kæmpebehov for at strække undskyldningen ud til alle dem, som i dag oplever et svigt fra det offentlige, når de anbringes uden for hjemmet.
Situationen kalder på en selvransagelse og refleksion over, hvorfor vi ikke er i stand til at gøre det bedre – når familierne af den ene eller anden grund ikke slår til. For det kan vel ikke have at gøre med, at staten er ansvarsfri når ansvaret for løsning af samfundsopgaver flyttes til kommuner og andre decentrale institutioner?