Knud Aarup: Ny undskyldning til anbragte sætter Rosenkrantz-Theil i dilemma

Lige før sommerferien annoncerede socialministeriet, at Pernille Rosenkrantz-Theil den 11. september vil give en undskyldning til alle de personer, som har været anbragte under særforsorgen fra 1933 og frem til 1980.

Det er en undskyldning for alle de overgreb som børn, unge og voksne har oplevet i perioden, hvor de har været anbragt på statslige institutioner som børnehjem, psykiatriske hospitaler, åndssvageforsorgens institutioner, arbejdsanstalter, forsorgshjem og institutioner for blinde, døve, vanføre og epileptikere.

Begrundelsen for at give en undskyldning skal findes i forskningsrapporten Historisk udredning vedrørende børn, unge og voksne anbragt i særforsorgens institutioner 1933-1980, der er et større forskningsarbejde som blev færdigt i 2022.

Forskningsprojektet er gennemført af Forsorgsmuseet ved Svendborg Museum under ledelse af museumsleder Sarah Smed, Forsorgsmuseet og professor Klaus Petersen fra Syddansk Universitet.

Ny udstilling om anbragte børn

Samtidig med ministeriets udmelding åbnede på Forsorgsmuseet i Svendborg en ny fantastisk udstilling om anbragte igennem historien. Udstillingen er ledsaget af dokumentation i bogen 'Anbragt' med undertitlen 'Stemmer fra børneforsorgen fra 1900 til i dag'.

Udstillingen og bogen trækker således på de sidste års udredninger og forskningsrapporter om anbragte, men supplerer samtidig med viden fra 1980 til i dag. Det gør udstillingen til et særligt spændende indspark i debatten om anbringelser generelt og om undskyldninger konkret.

Udstillingen formidler, at vi som samfund ikke formår at sikre medmenneskelighed i vores institutioner og at vi mangler evnen til at sikre anbragte et almindeligt børneliv.

Knud Aarup

Udstillingen baserer sig på de enkelte børns personlige historie om det at være anbragt, om at skulle sove for første gang et nyt sted, om det af få at vide, at nu skal man ”flyttes” til en anden institution og have helt nye venner – eller ingen, om det at miste tiltroen til andre fordi man i sin journal kan læse, at ens plejemor synes, man er blevet ”fin” på den og stiller for store krav.

Forsorgsmuseet giver hermed endnu engang stemme til de anbragtes personlige historier og oplevelser og bidrager til at påvise hvordan indsatsen overfor børn og unge med sociale problemer igennem de sidste 100 år har være utilstrækkelig og umenneskelig.

Styrken ligger netop i påpegningen af de mange lighedspunkter imellem de historier som er sammenstykket fra breve og journaler fra tidligt i 1900-tallet, og de fortællinger som Godhavnsdrengene og andre leverer fra midten af det tyvende århundrede, og som så sigende er afspejlet i filmen om Godhavn fra 2017: Der kommer en dag.

Men udstillingen går så videre og viser, at det er de samme fortællinger om det at være ”anbragt”, som kan fortælles om dem, som har været anbragt de sidste 40 år.

Udstillingen formidler derfor den fælles erfaring for de sidste hundrede års anbringelser, at vi som samfund ikke formår at sikre medmenneskelighed i vores institutioner og at vi mangler evnen til at sikre anbragte et almindeligt børneliv.

Derfor får anbragte ikke uddannelse som andre, derfor har de mange gange større risiko for at ende i hjemløshed som voksne og derfor er vi som samfund skyldige i at skabe udenforskab for mange-mange tusinder hvert eneste år.