Debat

Den Sociale Investeringsfond: Reformregeringen har brug for sociale investeringer, men vi mangler kapital

Vi kan ikke imødekomme efterspørgslen på sociale investeringer uden mere kapital. Det bremser også samarbejdet med mange private investorer, der stiller krav om, at DSI også har hånden på kogepladen, skriver Camille Bjerre Damgaard.

Staten har en unik mulighed for at få private medinvestorer til at tage et medansvar for velfærden, skriver Camilla Bjerre Damgaard. 
Staten har en unik mulighed for at få private medinvestorer til at tage et medansvar for velfærden, skriver Camilla Bjerre Damgaard. Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix
Camilla Bjerre Damgaard
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Folketinget har med sin beslutning om at etablere Den Sociale Investeringsfond (DSI) på det rette tidspunkt sikret, at staten har opbygget en unik ekspertise på et område, der er i stor fremgang både herhjemme og i udlandet.

Men Folketinget skal handle nu og sætte penge af til flere investeringer, hvis staten vil bevare sin position og fortsat være med til at sætte retningen for brugen af sociale investeringer i velfærd. Det vil være klogt, når statslig investeringskapital i vores velfærd er noget af det, der kommer til at mangle mest af de kommende ti år.

Debatserie

I 2018 ville nuværende beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen og social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil "åbne døren for det næste store kapitel i velfærdssamfundets historie" med sociale investeringer.  

Selvom én af bannerførerne for sociale investeringer nu sidder for bordenden i Social- og Boligministeriet, er sociale investeringer ikke nævnt med ét ord i det nye regeringsgrundlag.

På Altinget Social tager vi temperaturen på de sociale investeringer. Hvilke udfordringer har projekterne mødt? Lykkes det at lokke de tunge økonomiske muskler i det private erhvervsliv og pensionskasserne til bordet? I bund og grund: Hvordan ser den politiske fremtid for sociale investeringer ud? 

Vil du bidrage til debatten?

Skriv til [email protected] for at høre om mulighederne. 

Tre år har vist stor interesse

DSI har de seneste tre år samarbejdet med et stort antal offentlige myndigheder, civilsamfundsaktører og private investorer om at udvikle investeringsmodeller for sociale investeringer.

DSI har opbygget ekspertise i at identificere strukturelle og økonomiske barrierer for at levere forebyggende indsatser på tværs af sektorer og forvaltninger – og hvordan sociale investeringer kan bidrage til at overkomme disse barrierer og være en del af den systemforandring, som reformregeringen varsler.

Fondens portefølje er nu på 11 sociale investeringer, og fondens egenkapital er dermed fuldt investeret i investeringer, der kommer til at skabe bedre liv for flere end 900 mennesker og familier.

DSI har modtaget de første tilbagebetalinger fra fondens investeringer, og dermed løfter DSI’s investeringer sårbare og udsatte målgrupper i samfundet samtidig med, at de skaber økonomiske gevinster for offentlige myndigheder.

Den store udfordringer er, at DSI kan ikke imødekomme efterspørgslen efter investeringer uden ny investeringskapital

Camilla Bjerre Damgaard
Fondschef, Den Sociale Investeringsfond

Efterspørgsel både fra offentlige og private

Offentlige myndigheder efterspørger i stigende grad sociale investeringer for at finde svar på presserende udfordringer, mens flere private investorer ønsker at foretage investeringer, der har fokus på social impact og samfundsansvar.

DSI har udviklingssamarbejder om potentielle investeringer med flere end 15 kommuner, regioner og statslige myndigheder samt dialoger med en bred vifte af private investorer, der ønsker at foretage sociale investeringer. Det er både investeringer i nye områder som efterværn, recidiv og mental trivsel blandt børn og unge og i skalering af fondens eksisterende investeringer, eksempelvis i Housing First til hjemløse.

Læs også

Netop på grund af den stigende interesse og internationale fremgang går udviklingen inden for sociale investeringer hurtigere. DSI ser store potentialer for, at staten kan bruge sociale investeringer positivt i en dansk velfærdssammenhæng, men det kræver gode muligheder for styring og støtte, fordi det er ny tilgang både på investeringsmarkedet og i tilgangen til velfærd. 

Den store udfordringer er dog, at DSI kan ikke imødekomme efterspørgslen efter investeringer uden ny investeringskapital. Manglende investeringskapital bremser ligeledes samarbejdet med mange private investorer, der stiller krav om, at DSI også investerer og har hånden på kogepladen.

Ny investeringskapital til DSI vil give staten en unik mulighed for at få private investorer til at tage et medansvar for velfærden

Camilla Bjerre Damgaard
Fondschef, Den Sociale Investeringsfond

Øg investeringerne i bedre velfærd

Ny investeringskapital til DSI vil give staten en unik mulighed for at få private investorer til at tage et medansvar for velfærden, selv hvor risiko efter deres standarder endnu ikke kan beregnes.

En mulighed staten tidligere har grebet med oprettelsen af DSI, og som vi så det med grøn teknologi i halvfemserne, hvor staten spillede en stor rolle ved at give tilskud til vindmøllestrøm.

I Storbritannien har staten rejst mere privat investeringskapital end markedet for sociale investeringer lige nu kan efterkomme. Årsagen er, staten har lavet offentlige outcome-fonde, hvor offentlige myndigheder – både stat og kommune – betaler for effekterne og resultaterne af succesfulde sociale investeringer; investeringer, der har givet bedre liv og dermed også en offentlig gevinst. 

Det offentlige betaler kun, hvis og når de gode menneskelige resultater bliver nået, og de offentlige gevinster dermed samtidig er en realitet. Når der er betalingsvillighed, er der også privat investeringskapital til gavn for bedre liv til flere.

Sociale investeringer rummer store potentialer til at hjælpe den systemforandring på vej, som den nye reformregering har varslet; grundlaget er allerede skabt, nu er det op til Folketinget at gribe mulighederne.

Hvis du ønsker at deltage i debatten, kan du skrive til [email protected] for at høre om mulighederne. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Camilla Bjerre Damgaard

Fondschef, Den Sociale Investeringsfond
cand.scient.pol. (Århus Uni. 2003)

0:000:00