Odense-rådmand: Vi skal holde fast i ensomhed som tema og ikke tabu

Af Brian Dybro (SF)
Rådmand, beskæftigelses- og socialforvaltningen, Odense Kommune

Ældre alene på et plejehjem uden mulighed for besøg af børn og børnebørn. Skoleelever henvist til hjemmeskole uden kontakt med vennerne – hverken i skolen eller i idrætsforeningen.

De seneste ugers coronakrise har for alvor sat social isolation på dagsordenen. Det er blevet et tema i stedet for et tabu.

Selvom baggrunden selvsagt ikke er god, så er det godt, at temaet nu drøftes åbent. For der er mennesker i vores samfund, som lever med den udfordring altid – ikke kun under pandemiens kolde ånde.

Måske kunne debatten helt holde op med at handle om ”det specialiserede socialområde” og i stedet handle om mennesker.

Brian Dybro (SF)
Rådmand, beskæftigelses- og socialforvaltningen, Odense Kommune

Samtalen bør handle om mennesker
Mennesker med angst, autisme eller svære sociale udfordringer oplever ofte, at kampen mod den sociale isolation er en del af hverdagen. Det er de mennesker, der ofte i den offentlige debat bliver omtalt under betegnelsen "det specialiserede socialområde".

En betegnelse, der i al sin bureaukratiske kølighed næsten per automatik sporer samtalen ind på ressourcer og stigende priser i stedet for på mennesker, ensomhed og behovet for hjælp.

For nogle af disse mennesker blev coronakrisen endog ekstra hård, fordi de mange tiltag for at bremse smitten betød, at eksempelvis bostøtter i en periode ikke kunne komme på besøg hos borgerne, som de plejede.

I Odense – og mange andre kommuner – var vi naturligvis meget opmærksom på problematikken og forsøgte at kompensere bedst muligt med telefonopkald eller videomøder der, hvor det fysiske møde var umuliggjort af virussen.

Vi var opmærksomme, fordi vi ved, at netop kontakten med en rådgiver, bostøtte eller kontaktperson for mange af disse mennesker har en nærmest uvurderligt høj betydning.

Måske en gevinst for enden af coronakrisen
Social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) gjorde sig de samme overvejelser og var også hurtigt ude med lempelser af de oprindelige foranstaltninger.

Alligevel er der ikke nogen tvivl om, at coronakrisen for nogle af de her mennesker gjorde en i forvejen hård hverdag endnu tungere at håndtere. Men måske venter der en gevinst for enden af vores fælles trængsler med corona.

Det er i hvert fald mit håb, at alle vi i samfundets store flertal vil huske vores nyvundne erfaringer om social isolation og dens betydning for den mentale sundhed – lige meget om vi har mærket den på egen krop, set den hos vores ældre pårørende eller måske hos vores børn.

For så kan vi måske komme dertil, hvor diskussionen og debatten om "det specialiserede socialområde" ikke længere kun handler om overskredne budgetter og store regninger.

Måske kunne debatten helt holde op med at handle om "det specialiserede socialområde" og i stedet handle om mennesker. Det kunne handle om, hvordan vi sikrer den bedst mulige hjælp til nogle af de mennesker, der har det allersværest i vores samfund.

Regeringen har et klokkeklart ansvar
Forstå mig ret. Vi skal som politikere selvfølgelig blive ved med at arbejde for at få mest og bedst mulig hjælp for skattepengene.

Der kan ikke være tvivl om, at pengene skal passe, men der kan heller ikke være tvivl om, at vi må og skal finde pengene til at hjælpe de mennesker, der har det sværest.

Når mængden af unge med diagnoser stiger år for år, så er det logisk, at udgifterne gør det samme. Og når behovet for hjælp stiger på tværs af landets kommuner, så er det oplagt, at regeringen har et klokkeklart ansvar for at hjælpe med at løfte opgaven, for det handler om at hjælpe mennesker.

Kan coronakrisen hjælpe den erkendelse og den holdning på vej, så er der da kommet noget godt ud af virussens hærgen.