Sand om hjemløseudspil: Kommunerne vil ikke nødvendigvis handle i den hjemløse borgers interesse

På pressemødet 15. oktober, hvor social – og ældreminister Astrid Krag (S) præsenterede regeringens hjemløseudspil, sagde ministeren, at pengene skulle følge den hjemløse. Forstået således: en hjemløs kommer ind på et herberg, bliver udredt og flytter inden 90 dage videre i egen lejlighed med bostøtte efter en af de Housing First-inspirerede metoder, som ministeren gerne vil have udbredt.

Med til historien hører, at kommunen får 50 procent statsrefusion på udgiften til den hjemløses ophold på § 110-boformen (herberg for hjemløse).

Udspillet lægger op til, at den stopper efter 90 dage, hvilket skal få borgerens kommune hurtigt ud af busken og få dem til at finde en mere permanent løsning. Og det er egen lejlighed med den fagligt rigtige (i følge ministeren) bostøtte som så, som noget nyt, skal udløse statsrefusion på bostøtten i en periode.

Det samme skal et ophold på en § 107-boform, som man typisk visiteres til, hvis man har større og flere problemer, end et herberg kan håndtere. Ved at ændre incitamentstrukturen håber Socialministeriet, at opholdstiden på boformerne nedbringes, og at kommunerne i højere grad bruger bestemte bostøttemetoder.

Ikke fremmende for individuelle løsninger

Kommunerne reagerer på økonomiske incitamenter. De vil helt sikkert lave en konvertering af § 110-pladser til § 107-pladser. De har ellers brugt det sidste årti på den modsatte bevægelse, netop fordi de på § 110-området har fået statsrefusion. Problemet er, at enhedsmetoder ikke er fremmende for at lave individuelle og helhedsorienterede løsninger til borgeren, som lovgivningen på området ellers er meget optaget af.

Det er heller ikke meningen, at kommunerne ikke skal levere de nødvendige § 108-pladser, som er alternative plejehjemspladser og udviklet til netop at huse den gruppe af langvarigt hjemløse, som kommuner og minister rigtig gerne vil have ud fra § 110-boformerne.

I denne målgruppe er der også en del, der vil have en skæv bolig, som der i forvejen er et meget klækkeligt statstilskud til, uden kommunerne dog bygger dem i stor stil. Årsagen er, at kommunerne værger sig ved at bygge permanente boliger til hjemløse. Man ønsker ganske enkelt ikke at huse flere ”sociale klienter” end højst nødvendigt. Af selvsamme årsag ønsker man ikke at understøtte byggeriet af billige boliger.

Derfor er det også nærliggende at tro, at tendensen med at nedlægge § 108-pladser fortsætter, hvis der ikke også gives statsrefusion på disse pladser. Der er nedlagt cirka 1.200 § 108-pladser fra 2015 til 2020. Så frem for at bo i en relevant bolig, bor ældre hjemløse på gaden eller på tilbud – typisk et herberg for hjemløse, der ikke kan imødekomme deres behov for pleje.

Klagesystem skal styrkes

Det skal sikres, at kommunerne tilbyder § 108-pladser og ikke bare smider borgere ud, der ikke kan magte en tilværelse i egen bolig på § 107-tilbud, fordi kommunen her kan få statsrefusion. Hvis Socialministeren virkelig mener, at pengene skal følge borgeren, bør de følge med borgerne ud på § 108-tilbuddene.

Men bør retssikkerheden ikke også følge den hjemløse? Hvordan sikrer vi, at den hjemløse får indflydelse på den løsning, der gives? Økonomiske incitamenter får kommunerne til at handle, men ikke nødvendigvis i borgerens interesse.

Der er stor fare for, at borgeren ikke kan se sig selv i det tilbud, kommunen tilbyder, fordi det gives ud fra økonomiske hensyn, frem for faglige hensyn. Den hjemløse vil ikke kunne drage nytte af det og ryge på gaden igen.

I dag virker klagesystemet over udsmidninger og afvisninger fra herberger ikke. Hvis ikke det styrkes, og hvis ikke hjemløse sikres mulighed for at klage over de løsninger, kommunen tilbyder, vil vi blot få flere gadehjemløse, der er endnu mindre i kontakt med det system, som er sat i verdenen for at hjælpe dem.

Kan udvikle sig til økonomisk rænkespil

Og hvad med dem, som ingen penge får i dag – de gadehjemløse, der ikke føler, at der er noget tilbud, der passer til dem?

Hvis ikke kommunerne får både pisk og gulerod, bliver der kun en taber i det, der meget vel kan udvikle sig til et økonomiske rænkespil. Og det er den hjemløse!  

Ask Svejstrup
Sekretariatsleder i Sand

Hvordan får vi dem med, inddraget i egen løsning, og får kommunen til at tage ansvar for, at de får et passende tilbud? Det er trods alt den målgruppe, der har de mest massive problemer, har været længst tid i hjemløshed og samtidig får relativt færrest sociale tilbud.

Og hvad med de kommuner, der ikke vil oprette § 110-pladser, men hellere vil lave sekundatilbud, fordi det på trods af manglende statsrefusion bedre kan svare sig at lave sine egne ”boformer”, så lovgivningen ikke kan pålægge dem noget, hvor det sociale tilsyn holder sig væk, og hvor de ikke behøver at tage andre borgere end deres egne. Som man for eksempel gør i Vejle.

Skal man her kunne få statsrefusion på bostøtte, når man anviser dem lejlighed med bostøtte? Skal man som stat ikke forlange, at man leverer det nødvendige antal pladser, som lovgivningen på området lægger op til? Hvis ikke kommunerne får både pisk og gulerod, bliver der kun en taber i det, der meget vel kan udvikle sig til et økonomiske rænkespil. Og det er den hjemløse!  

Vi bliver nødt til at styrke hjemløses deltagelse i egen sag, give hjemløse ret til at klage ved at styrke Ankestyrelsen og forlange, at den handler hurtigt, når der er brug for hurtig handling – når hjemløse er i fare for at miste deres sidste og eneste kontakt til hjælpesystemet.