EL: Hjemløseindsats må ikke være dække for at hive penge ud af fælleskassen og skumme fløden

Der er mange gode takter i regeringens udspil til en ny hjemløseindsats. For første gang i mange år bliver der rent faktisk gjort noget strukturelt for at hjælpe mennesker ud af hjemløshed og ud af de mange problemer, der ofte følger med. 

Housing first er tanken. Først bolig og så massiv bostøtte. Det er den rigtige vej at gå.

Men det er ikke uden problemer. Hvis vi lykkes med housing first-strategien og får langt flere mennesker over i egen bolig, bliver der behov for færre herbergspladser.

Det er positivt, ligesom det er fornuftigt at lade herbergerne omdanne sig til alternative boformer eller yde bostøtte, så vi fortsat vil drage nytte af den store viden og faglighed, som herbergernes ansatte har. Men lykkes det, bliver det endnu mere nødvendigt at få skåret dem fra, der kun driver herberger for at tjene penge og skumme fløden.

Pengene skal bruges på de mest udsatte

Selvmøderprincippet er helligt. Vi skal aldrig, aldrig, aldrig pille ved, at det enkelte herberg og det enkelte kvindekrisecenter selv vurderer, hvem der har behov for en plads. Det må aldrig blive en del af det tunge visitationssystem i kommunen. 

Men princippet bygger også på tillid, og den er der desværre nogen, der misbruger.

Herberger med reklamer for ”surfingskoler” og rengøringsvirksomheder, der åbner kvindekrisecentre, skyder op rundt omkring, og flere har opdaget, at man kan tjene gode penge på selvmøderprincippet og de mest udsatte grupper i vores samfund. 

Der findes selvfølgelig også gode private tilbud, der ikke slækker på fagligheden for at øge profitten. Men uanset hvad, er penge der trækkes ud af systemet og udbetales som overskud til private ejere, penge der burde have været brugt på samfundets mest udsatte. 

Det er ikke i orden. 

Kan ikke komme udenom profitforbud

Regeringen vil gerne have, at vi forpligter os til at lave en plan for den lavere kapacitet på herberger, som en del af den nye hjemløsestrategi. Det er vi enige i. Men når der skal lukke herbergspladser, skal vi saftsuseme sikre, at det er de rigtige, der lukker. 

Jeg mener ikke, at vi kan komme udenom et forbud mod profit i den forbindelse. 

Konkret vil vi lovfastsætte et forbud mod at trække profit ud af sociale tilbud, der er drevet efter serviceloven §109 og 110, det vil sige kvindekrisecentre og herberger. De to slags tilbud er nemlig underlagt selvmøderprincippet. Selvmøderprincippet betyder, at man kan indskrive sig på et kvindekrisecenter eller herberg uden forudgående visitation fra kommunen, og kommunen er forpligtet til at yde tilskud uagtet. 

Det gør de to tilbudsformer særligt sårbare.

Vi har set på mange velfærdsområder, hvordan profitmagere skyder frem og driver for dårlige tilbud, hvor pengene går til overskud i stedet for sociale indsatser. Det sker i høj grad på herbergs- og krisecenterområdet. 

Det er en bunden opgave at få stoppet det, og det bliver endnu mere nødvendigt, hvis vi skal gennemføre et politisk greb, som vil forandre hele den danske hjemløseindsats for fremtiden.