Socialminister: Vi skal være der for børnene

Af Karen Ellemann (V)

Social- og indenrigsminister

Regeringens udspil til ét system for skilsmissefamilier handler om børnene. Det er børnene, det går ud over, når konflikten mellem forældrene løber af sporet. Det er børnene, der risikerer at stå på sidelinjen og se de voksne, der burde tage sig af dem, grave sig ned i skyttegrave.

Børnene har krav på, at skilsmissesystemet hjælper forældrene til at løse konflikter, frem for at fastholde dem i konflikterne, og de har krav på at blive taget i hånden og hjulpet igennem processen på beskyttende vis.

Når jeg læser de indlæg, der er bragt siden mit første indlæg, hæfter jeg mig ved en bred enighed om, at vi skal gøre en forskel for børnene, særligt i de sværeste konflikter – også selvom det kræver, at vi kridter banen anderledes op for at hjælpe forældrene.

Jeg hæfter mig også ved en bred enighed om, at det kræver et nyt system. Det glæder mig og gør mig optimistisk i forhold til at få skabt et bedre system for skilsmissefamilier.

Vi skal specialisere os
Vi fik taget hul på at holde børnene bedre i hånden igennem skilsmissesystemet, da vi i satspuljeaftalen blev enige om at føre bisidderordningen videre som en del af satspuljeaftalen for 2017.

Vi skal ikke trække noget ned over hovedet på forældre, der selv kan klare skærene, ligesom vi skal være opmærksomme på, at selv nok så velment hjælp i form af eksempelvis mægling kan være umuligt i sager, hvor forældrenes forhold stiller sig i vejen.

Karen Ellemann, social- og indenrigsminister

Børns Vilkår har stået for ordningen i Statsforvaltningen de seneste to år. Aftalen sikrer, at børn, der skal til samtale i Statsforvaltningen, også fremover kan få støtte før, under og efter samtalen af en neutral voksen.

Det er bare ét skridt i retningen af, at inddragelsen af børnene og deres holdninger bliver reel og ikke blot et hak på listen over trin i sagsbehandlingen.

Når vi med udspillet blandt andet har et særligt fokus på at hjælpe de mest sårbare børn, er vi også nødt til at have fokus på de sager, hvor konflikterne er særligt svære.

Vi skal specialisere vores tilgang til sagerne, ikke mindst når der er mistanke om eksempelvis vold eller misbrugsproblemer, eller når en forælders adfærd gør det nærmest umuligt for den anden forælder at tage vare på barnet.

Her er det altafgørende for børnene, at vi sætter ind på den rigtige måde.

Børn må ikke være ensomme tilskuere
Hvad der er den rigtige indsats – både i de rigtig svære skilsmisser, og de skilsmisser, hvor forældrene klarer det selv?

Det er præcis dét, vores igangværende arbejde handler om. I første omgang vil en arbejdsgruppe komme med forslag til, hvordan et nyt system kan se ud, og dernæst hvad systemet skal indeholde. Her er alle gode input meget velkomne.

Derfor kan jeg heller ikke komme ind på, hvilke konkrete metoder, der vil være de bedste. Jeg er dog overbevist om, at den metode, der fungerer i forhold til én familie ikke nødvendigvis fungerer for den næste familie, der kommer ind ad døren for at få hjælp.

Vi skal ikke trække noget ned over hovedet på forældre, der selv kan klare skærene, ligesom vi skal være opmærksomme på, at selv nok så velment hjælp i form af eksempelvis mægling kan være umuligt i sager, hvor forældrenes forhold stiller sig i vejen.

Det drejer sig hele tiden om at holde sig barnets trivsel for øje, når vi handler i forhold til forældrene – det er udgangspunktet for et nyt system for skilsmissefamilier.

Børn må ikke være ensomme tilskuere, mens der træffes beslutninger af stor betydning for deres liv. Vi skal være der for børnene.