Debat

Socialpædagogerne: Astrid Krags næste opgave bør være en decideret socialreform

Evalueringen af det specialiserede socialområde bør føre til en egentlig ny socialreform. Med den skal Astrid Krag give den nødvendige økonomiske indsprøjtning til området og sørge for, udsatte får den rette støtte, skriver Benny Andersen.

Astrid Krag skal desuden arbejde for, at socialpsykiatrien får den nødvendige prioritering i en ny 10-årsplan, skriver Benny Andersen.
Astrid Krag skal desuden arbejde for, at socialpsykiatrien får den nødvendige prioritering i en ny 10-årsplan, skriver Benny Andersen.Foto: Presse
Benny Andersen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

To år er gået, siden Mai Mercado (K) overdrog socialområdet til Astrid Krag, og begge har været meget tydelige med deres ambitioner på området.

Og ja. Den hammer, Mai Mercado gav i overrækkelsesgave, den er blevet brugt. Som forbund for i alt 40.000 socialpædagoger, der arbejder i stort set alle hjørner af socialområdet, har vi oplevet en minister med et meget stærkt fokus på rent faktisk at skabe en samlet socialpolitik.

Samtidig har vi oplevet en minister, som ikke er bange for stå fast på politisk ideologi – for eksempel på hele spørgsmålet om, hvorvidt det skal være tilladt for private aktører at tjene penge på at drive sociale tilbud. 

Temadebat

To år som socialminister – hvad skal på Astrid Krags agenda de næste to år?

Da Astrid Krag modtog nøglerne til Socialministeriet, fremhævede hun blandt andet unge hjemløse, unge med handicap og stofmisbrugere som de grupper, hun vil arbejde for at forbedre forholdene for.  

Men har ministeren med søm og hammer skaffet den nødvendige finansiering til socialområdet, eller skal værktøjskassen udvides de næste to år? 

Altinget Social giver i en temadebat ordet til aktører og politikere, som vil debattere, hvor Astrid Krag de næste to år skal sætte ind for at løfte socialområdet. 

Her er deltagerne:

  • Benny Andersen, formand, Socialpædagogerne 
  • Ask Svejstrup, sekretariatsleder, Sand – De hjemløses landsorganisation 
  • Mia Nyegaard (R), socialborgmester, Københavns Kommune
  • Thorkild Olesen, formand, Danske Handicaporganisationer  
  • Charlotte Broman Mølbæk (SF), handicapordfører og medlem af Folketinget
  • Ninna Thomsen, direktør, Mødrehjælpen
  • Lars Gaardhøj, formand, psykiatri- og socialudvalget, Danske Regioner  
  • Mads Engholm, landsformand, Bedre Psykiatri  
  • Mette Thiesen (NB), socialordfører og medlem af Folketinget 
  • Marie Bjerre (V), socialordfører og medlem af Folketinget
  • Trine Torp (SF), social- og psykiatriordfører og medlem af Folketinget
  • Torsten Gejl (ALT), politisk ordfører og medlem af Folketinget

Om temadebatter:
I Altingets temadebatter deltager en række aktører, som skriver debatindlæg om aktuelle emner.

Alle indlæg er alene udtryk for skribenternes holdning, og indlæg i Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Og når der bankes til, er resultaterne tydelige. Med ’Børnene Først’ fik vi for første gang nogensinde reelt en reform, der betyder et paradigmeskifte, hvor vi ikke ser anbringelser som sidste udvej, men som noget der også kan være forebyggende.

Astrid Krag tog et opgør med det hidtidige herskende paradigme, hvor det mest af alt har handlet om at undgå noget – fremfor at gøre dette rette, med rette faglighed og i rette tid. Hun gjorde op med Herning-modellen, som har udviklet sig til i praksis at betyde, at anbringelser altid er absolut sidste udvej.  Samtidig fik hun sikret, at der også afsættes midler til området.

Løft af det specialiserede socialområde
Hammeren var også i sving, da Astrid Krag i lynproces fik gjort op med de mange kommuner, som har benyttet sig af private konsulentydelser for at spare penge på socialområdet. Det var den også, da hun forsøgte et opgør mod, at der kan skabes profit på udsatte børn, unge og voksne.

Derudover oplever vi som organisation i det hele taget en minister, der lytter og involverer parterne og eksperterne på området.

Og det er en minister, som anerkender behovet for rette faglighed og uddannelse på de mange socialpædagogiske arbejdspladser, som er der, hvor det gode liv for udsatte og sårbare mennesker skal folde sig ud.

Nu går den politiske sæson snart i gang igen, og her vil fokus være på evalueringen af det specialiserede socialområde. Astrid Kraghs udspil er ambitiøst.

Derfor bør udspillet også munde ud i et kvalitetsløft på området. Det skal være et løft, som giver bedre kvalitet til udsatte menneskers hverdag; der hvor de bor og hvor de lever deres liv.

Økonomisk indsprøjtning med ny socialreform
De mennesker skal sikres, at de får den rette støtte og de nødvendige specialiserede tilbud – og at det ikke er postnummeret, der er afgørende.

Der er brug for en national specialeplan. Og der er brug for et politisk krav om uddannelse og personalesammensætningen ude på de enkelte arbejdspladser. Socialpædagogiske indsatser kræver socialpædagogisk faglighed. 

Faktisk mener vi, at evalueringen bør føre til en egentlig ny socialreform – og at der også i den forbindelse gives den helt nødvendigt økonomisk indsprøjtning til området.

Så det er Socialpædagogernes klare ønske, at Astrid Krag prioriterer, at et løft af hele det specialiserede område bliver en del af den kommende finanslov og økonomiaftale mellem staten og kommunerne.

Samtidig ser vi også meget gerne, at hun arbejder for, at hele socialpsykiatrien får den nødvendige prioritering i en ny 10-års-psykiatriplan.

Vi skal have fokus på, hvordan vi med rette faglighed kan støtte mennesker til at leve et liv – også med psykiske udfordringer og diagnoser.

 Derfor må og skal der fokus på det levede liv og ikke bare på behandling, når skaderne er blevet for store.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00