Socialrådigvere: Det er dyrt at spare på det sociale arbejde
DEBAT: En række kommuner har investeret i social- og beskæftigelsesområdet, og resultatet er tydeligt. Investeringer giver bedre tilbud til borgerne og bedre plads til medarbejdernes faglighed. Må 2018 blive året, hvor flere følger deres eksempel, skriver Majbrit Berlau.
Mikkel Bødker Olesen
RedaktionsassistentAf Majbrit Berlau
Formand for Dansk Socialrådgiverforening
2017 blev et år med to modsatsrettede tendenser i det socialpolitiske Danmark. På den ene side fik vi slået fast, at der er såvel god økonomi som menneskelige gevinster at hente, når kommunerne sætter sig for at investere i arbejdet med sociale problemer og arbejdsløshed.
På den anden side viste konsekvensen af politikernes fattigdomsskabende politik for alvor sit grimme ansigt. Nedenfor vil jeg behandle det første, at investeringsdagsordenen har medvind i flere og flere kommuner. Det andet bliver temaet for mit andet indlæg om året, der gik på socialområdet.
Usundt arbejdspres betyder ringere service og behandling
Det klæder sjældent nogen at sige "Hvad sagde jeg?", men nogle gange er fristelsen altså for stor til at modstå. De seneste år har en række kommuner investeret i flere medarbejdere og nye projekter på social- og beskæftigelsesområdet, og i år tegner sig en tydelig tendens:
Skriv til [email protected]
Investeringer i bedre tilbud til borgerne og tid og plads til medarbejdernes faglighed giver både menneskelig og økonomisk gevinst.
Det har hverken vi i fagbevægelsen eller mange andre med indsigt i det sociale område været i tvivl om, og vi har længe kritiseret de løbende besparelser og reformer, som politikerne har trukket ned over den offentlige sektor de seneste par årtier.
Jeg håber, at 2018 bliver året, hvor mange flere kommuner lader sig inspirere af kommuner som Hjørring og Herning, så vi i fællesskab og gennem en positiv tilgang kan hjælpe langt flere mennesker til bedre liv.
Majbrit Berlau
Formand for Dansk Socialrådgiverforening
Ikke kun fordi de offentligt ansatte oplever et efterhånden usundt arbejdspres med mindre tid til kerneopgaven, men i lige så høj grad fordi udviklingen i sidste ende betyder ringere service og behandling af borgerne. Senest har regeringen lagt op til at hente godt en milliard kroner i beskæftigelsesindsatsen på landsplan – det er stærkt bekymrende.
Det er for dyrt ikke at investere i sociale indsatser
Til gengæld er det virkeligt opløftende, at for eksempel Hjørring Kommune i år regner med et overskud på 35 millioner kroner på grund af en meget stor saltvandsindsprøjtning på 125 millioner kroner i beskæftigelsesindsatsen.
En del af pengene er brugt på at ansætte flere medarbejdere i jobcentret, så de ansatte får færre sager og dermed tid til at lytte til den enkelte borger og lægge en plan for forløbet i fællesskab. Resultatet er, at 600 kontanthjælpsmodtagere og sygemeldte er kommet i uddannelse eller arbejde til gavn for både dem selv og arbejdsmarkedet.
Og det er inspirerende, når Herning Kommunes millioninvestering i en bedre indsats over for udsatte børn og unge betyder, at medarbejderne har tid til dobbelt så mange samtaler med børnene, at markant færre børn bliver anbragt på institution, og at kommunen samtidig høster en betydelig økonomisk gevinst.
Resultater, der blandt andet er opnået ved at organisere arbejdet i tværfaglige team og halvere antallet af sager per socialrådgiver. Flere andre kommuner har lignende resultater på både social- og beskæftigelsesområdet, og 2017 blev altså året, som tydeligt viste, at investeringer i sociale indsatser ikke er dyre. Tværtimod, det er dyrt at lade være.
Jeg håber, at 2018 bliver året, hvor mange flere kommuner lader sig inspirere af kommuner som Hjørring og Herning, så vi i fællesskab og gennem en positiv tilgang kan hjælpe langt flere mennesker til bedre liv.