SF: Ungdomskriminalitet er et råb om hjælp

Af Trine Torp (SF)
Socialordfører 

Regeringen annoncerede i efteråret, at den ønsker at reformere indsatsen mod ungdomskriminalitet.

Det skal blandt andet ske ved at oprette et nyt ungdomskriminalitetsnævn, der skal behandle sager om børn mellem 12 og 17 år, som er mistænkt for at have begået kriminalitet. I nævnet skal der sidde en politiansat og en dommer, og den indretning afspejler desværre, at man på trods af kovending i forhold til kriminel lavalder ikke har forladt fokus på straf og konsekvens som løsningen på børn og unges problemadfærd.

Straf er god til at afgrænse adfærd, men dårlig til at ændre den. Straf fører ofte til, at de unge bliver stigmatiseret og yderligere marginaliseret. Når vi forsøger at straffe os ud af børn og unges alvorlige kriminelle adfærd, så risikerer vi at reproducere lige netop det.

Jeg har som psykolog i mit tidligere arbejde med udsatte børn og unge mødt dem, der lavede indbrud, begik røveri og kom i slagsmål med andre mennesker. Alvorlige handlinger med store konsekvenser både for dem selv og andre. Men jeg har aldrig mødt børn og unge, som på forhånd havde en drøm om en karriere som hårdkogte kriminelle.

Jeg har mødt børn og unge med en personlig historie fyldt med omsorgssvigt, brud, nederlag og eksklusion. Og jeg har mødt mange, der er marginaliseret i forhold til alle de fællesskaber, som andre børn og unge deltager i.

Hvad sker der, hvis man kriminaliserer børns handlinger? De opbygger en identitet og en forståelse af sig selv som kriminelle, og bliver endnu mere hårdkogte.

Trine Torp (SF)

Den sociale indsats virker
Hvad sker der, hvis man kriminaliserer børns handlinger? De opbygger en identitet og en forståelse af sig selv som kriminelle, og bliver endnu mere hårdkogte. Og de får bare bekræftet deres forestilling om at være uønskede i det samfund, de lever i. De kommer til at stå endnu mere udenfor. Og det fællesskab, de så har tilbage, er sammen med andre kriminelle.

Derfor er der et stort behov for at opprioritere den socialpolitiske indsats på området. Socialpolitikken bliver desværre ofte omtalt som det bløde supplement til konsekvens og hårde straffe, men sandheden er, at de sociale og kriminalpræventive indsatser virker. SSP-samarbejde og positive skoleoplevelser virker. Boligsociale indsatser og involvering i fritidsaktiviteter virker. Familieindsats og støttende voksenrelationer virker. Og så videre.

Der er allerede en vifte af redskaber til forebyggelse og tidlig indsats, og hvis vi styrker dem og bruger dem systematisk og især velkoordineret, så er de effektive: De har allerede medvirket til en kraftig og lykkelig reduktion i kriminaliteten blandt børn og unge.

De unges handlinger er et signal
Vi er nødt til at tage disse børn og unge meget alvorligt – for det er alvorligt, når først man kommer ud af det spor, hvor man gør vold mod sig selv eller andre. Men vi skal tage dem alvorligt ved at forstå, at deres handlinger er et signal. Et signal om, at de ikke har fået den hjælp og støtte, de havde brug for. Et signal om, at der er brug for, at de voksne omkring dem skal tage ansvar og samarbejde, i stedet for at handle i afmagt. Et signal om, at der er brug for nogle voksne, som insisterer på at ville den unge, og som vil opbygge en tæt relation til dem - også når det bliver svært, når grænserne bliver overskredet og aftaler bliver brudt.

Udsatte børn og unge fortæller os med deres handlinger noget meget vigtigt om konsekvenserne af det samfund, vi opbygger. At det har kæmpe konsekvenser, hvis vi overser og ikke handler på, når børn udsættes for svigt. At eksklusion fra fællesskaber betyder, at man som barn og ung må søge fællesskaber andre steder.

Og at det er alt for meget at bære på sine skuldre, hvis man skal tage ansvar for sit liv alene. Det er her, det politiske fokus og ansvar bør være i det nye år - og ikke på straf og sanktioner over for børnene eller deres forældre.