Debat

V-borgmester: Fjern bøvlet og gør det sociale frikort permanent

Det sociale frikort er en unik mulighed for at løfte flere udsatte ind i arbejdsfællesskabet. Men ordningen skal gøres permanent og befries fra det bureaukrati, der holder virksomheder tilbage med at gøre brug af den, skriver Jens-Kristian Lütken (V).

Det skal være lettere for virksomheder at gøre brug af frikortet, skriver Jens-Kristian Lütken (V).
Det skal være lettere for virksomheder at gøre brug af frikortet, skriver Jens-Kristian Lütken (V).Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix
Jens-Kristian Lütken
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det sociale frikort er en ide som er vokset fra bunden af og ikke undfanget på Slotsholmen. Det har udfordret systemet og det er kun godt. Ordningen har efter min mening været en succes, men der er masser af muligheder for at gøre den endnu bedre.

Det er min klare opfattelse, at vi ved at gøre ordningen permanent, øger særligt udsatte borgers mulighed for at få en fod ind på arbejdsmarked.

Temadebat

Har det sociale frikort vist sit værd?
Med det sociale frikort får misbrugere, hjemløse og psykisk syge mulighed for at tage en række små, timelønnede job uden at blive trukket i sociale ydelser. Flere partier på Christiansborg er nu klar til at gøre ordningen permanent og flere sociale aktører bakker op.

Derfor spørger Altinget Social, hvordan det sociale frikorts fremtid skal se ud: Har ordningen med det sociale frikort har vist sit værd i forhold til LA’s oprindelige ambitioner? Er det lykkedes at inddrage private virksomheder tilstrækkeligt? Og er der behov for at justere ordningen, hvis den skal gøres permanent?

Om temadebatter:
Altingets temadebatter deltager en række aktører, som skriver debatindlæg om aktuelle emner.

Alle indlæg er alene udtryk for skribenternes holdning, og indlæg i Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

For tallene ser gode ud lige nu. Som Altinget har beskrevet, er antallet af borgere, der har fået en eller flere ansættelser med frikortet, steget fra 372 i 2019 til 1499 sidste år.

Det er isoleret set godt. Men det må ikke blive en sovepude.

Administrative udfordringer

For når Altinget skriver, at 1622 ud af 2570 ansættelser med frikortet i Københavns Kommune sidste år var hos sociale organisationer og socialøkonomiske virksomheder, viser det, at vi stadig har en udfordring med at få bragt ordinære virksomheder i spil. Især mindre virksomheder ser ordningen som bureaukratisk og det er ærgerligt for der ligger et stort potentiale her.

Det er vi nødt til at se på og tage alvorligt, når ordningen gøres permanent.

Vi skal være skarpe på, at virksomhederne kender til ordningen, og at den er let at anvende og uden alt for meget bureaukratisk bøvl.

I dag oplever flere virksomheder administrative udfordringer, når de skal udbetale løn til frijobberne

Jens-Kristian Lütken (V)
Beskæftigelses- og integrationsborgmester, Københavns Kommune

I dag oplever flere virksomheder administrative udfordringer, når de skal udbetale løn til frijobberne, blandt andet fordi lønnen ikke skal indberettes til eIndkomst, hvilket mange lønsystemer automatisk indberetter til. Hvis det sker, risikerer borgerne at blive trukket i deres offentlige ydelser.

Samtidig er det også uhensigtsmæssigt, at de timer, som borgere arbejder gennem ordningen for socialt frikort, ikke tæller med i borgernes regnskab for 225-timersreglen, som kan få konsekvenser for borgernes ydelse.

Sådan nogle besværligheder skal fikses, og det håber jeg, at regeringen vil være særligt opmærksomme på i arbejdet med at gøre ordningen permanent.

Løft flere ind i fællesskabet

For vi har en unik mulighed for at løfte flere ind i samfundets arbejdsfællesskaber, hvis vi er kloge og tænker os om. Der er en stor social ansvarlighed blandt virksomheder og mange har et stort behov for arbejdskraft lige nu. Det skal vi udnytte til at give flere borgere i kanten af arbejdsmarkedet en ny chance.

Vi skal selvfølgelig være realistiske. Når målgruppen er misbrugere, hjemløse og psykisk syge med svag tilknytning til arbejdsmarked og uddannelsessystemet, så er vejen til et fuldtidsjob ofte lang.

Der er en stor social ansvarlighed blandt virksomheder og mange har et stort behov for arbejdskraft lige nu

Jens-Kristian Lütken (V)
Beskæftigelses- og integrationsborgmester, Københavns Kommune

Men mindre kan også gøre det. Vi ved af erfaringen fra ”Flere skal med,” at blot få ordinære timer på arbejdsmarked, kan bidrage til at bryde borgernes isolation og dermed bane vejen for et bedre liv med nye muligheder.

Og hvem ved? Måske nogle kan tage den fantastiske rejse som vi indimellem ser, når et liv uden for samfundet med misbrug, psykisk sygdom og hjemløshed, bliver vendt på hovedet og forvandlet til et liv med arbejde og sociale relationer.

Vi skal gå efter det. Vi skal hjælpe den grimme ælling, som er blevet til en svane, med at sprede sine vinger og lette.

Hvis vi arbejder sammen, og hvis vi er målrettede og pragmatiske, er jeg sikker på, at vi kan lykkes. 

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jens-Kristian Lütken

Beskæftigelses- og integrationsborgmester (V), Københavns Kommune, landsformand, Europabevægelsen
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 2015)

0:000:00