Videnscenter: Centralisering vil ikke styrke plejefamilier

Regeringen ønsker med Børnene Først at styrke plejefamilierne. De skal have bedre forhold, så de bedre kan tage vare på børnene, de har i pleje. "Som plejefamilie må man ikke føle, at man står alene med ens udfordringer", skriver regeringen.

Det er svært at være uenig i, og det er vi bestemt heller ikke. For der er behov for at styrke plejefamilierne. Men baseret på vores forskning på anbringelsesområdet vil vi gerne sætte spørgsmålstegn ved regeringens løsning. 

Barnet først lægger op til, at de familieplejekonsulenter, der skal sikre, at plejefamilierne ikke står alene, bliver flyttet fra de enkelte kommuner til regionale centre.

Ud fra vores kendskab til området, vil vi argumentere for at:

• Omorganiseringer på området skaber ikke i sig selv bedre sparring og rådgivning til plejefamilier
• Centraliserede enheder gør ikke plejefamilier mindre alene med deres udfordringer
• Og frem for alt gavner en centralisering af familieplejen ikke nødvendigvis børnene

Samarbejdet skal løftes
I dag sidder familieplejekonsulenterne i mindre fagfællesskaber ude i de enkelte kommuner. 

Otte af kommunerne deltager for tiden i et stort projekt med os, der skal styrke plejefamilierne, så de kan styrke børnenes trivsel og læring. Vi kalder projektet Mig og Min Plejefamilie.

Målet med denne reform er at sætte børnene først. Hvis I, politikere, mener det alvorligt, må I se ned i det komplekse maskinrum, som den kommunale støtte til anbragte børn udgør.

Charlotte Bredahl Jacobsen, Sofie Danneskiold-Samsøe og Kresta Munkholt Sørensen
Forskere, Professionshøjskolernes Nationale Videnscenter om Udsatte Børn og Unge (NUBU)

Som andre store interventionsprojekter, der sættes i søen i en kompleks virkelighed, virker projektet som en fremkaldervæske, der får styrker og udfordringer ved de eksisterende strukturer til at træde frem.

Det, vi ser, peger ikke i retning af store centraliserede familieplejecentre. Især ikke hvis målet er børnene først. 

Årsagen er banal: Plejefamiliernes udfordringer er tæt forbundet til børnenes. Plejefamiliernes del af udfordringerne skal løses i samråd med familieplejekonsulenten. 

Barnets del af udfordringerne skal løses i samråd med barnets sagsbehandler, som igen har et samarbejde med barnets skole og eventuelt PPR. Jo tættere samarbejde mellem aktørerne, jo mere meningsfuld hjælp og rådgivning kan plejefamilierne og børnene få.

Samarbejde kommer ikke af sig selv. Plejeforældre står alene med udfordringerne, når de forskellige aktører, der skal støtte dem og barnet, ikke arbejder godt sammen. På den måde ligner de forældre til andre udsatte børn. 

Tæt samarbejde mellem rådgiver, skole, PPR og familieplejekonsulent er alfa og omega, når mistrivsel og faglige efterslæb skal opdages og handles på. Hurtigt. 

Enheder skal bindes bedre sammen
Når samarbejdet halter, bliver plejeforældrene tovholderne. Beslutningsprocesserne bliver uendelig lange. 

Hvis plejefamilier skal stå mindre alene med deres udfordringer, kræver det et intensivt arbejde med at forbedre det tværprofessionelle samarbejde.

Det arbejde foregår i kommunernes maskinrum. Det handler om at styrke trådene, der binder enhederne sammen. Når store linjer tegnes, og områder omorganiseres gennemgribende, rykkes de eksisterende tråde over. 

Med regeringens udspil om nye store familieplejecentre, vil barnets sagsbehandler få endnu en samarbejdspart uden for egen kommune og endnu engang nye samarbejdstråde, som skal bindes.

Den lære, vi kan drage af projekt Mig og Min Plejefamilie på nuværende tidspunkt, er, at jo tættere familieplejekonsulent, sagsbehandler og skole er på hinanden organisatorisk, jo bedre arbejder de sammen. 

Og jo tættere de er, jo hurtigere er de til at integrere og udnytte potentialer fra nye redskaber i deres daglige praksis. Sammen. Fordi nye tiltag kan blive til fælles tiltag. Som netop kan støtte både de anbragte børn og deres plejefamilier med udfordringerne.

Et komplekst maskinrum
Det er på den baggrund, at vi anbefaler styrket samarbejde fremfor centraliserende omorganiseringer.

Et godt samarbejde kræver gode rammer og dygtige plejefamilier og fagprofessionelle. 

Derfor er reformens oplæg til kompetenceudvikling vigtig. Det er velkendt viden, at rådgivning skal være kompetent, hyppig og intensiv, hvis den skal føre til målbare forbedringer for barnet. 

Kompetent rådgivning kræver vedvarende kompetenceudvikling. De familieplejekonsulenter, vi møder i vores forskning, søger al den kompetenceudvikling, de kan få. De søger faglige fora på tværs af kommuner.