De Anbragtes Vilkår: Sådan sætter vi børnene først

Virkeligheden er, at alt for mange anbragte børn har en opvækst, der er præget af sammenbrud og skift

Men forløb uden sammenhæng og en lind strøm af udskiftninger af de personer, som børnene og de unge bruger kræfter på at opbygge tillid til, er hvad vi lige nu præsterer. 

Det giver utryghed og forstyrrelser i et børneliv, hver eneste gang, og det er svære vilkår at vokse op under. Der er brug for det modsatte. 

Det gælder i forhold til sagsbehandlere, skole og ikke mindst anbringelseshjem. Det er altafgørende, og på tide, at vi bliver skarpe på at sikre et godt match mellem barn/ung og anbringelseshjem og herefter sikrer den rette støtte til både børn og voksne. 

Som det er nu, oplever vi, at de omkostninger, det har for barnet at blive flyttet rundt ikke tages alvorligt nok. 

Det burde ellers være et logisk fokus, for sammenbrud og skift koster dyrt. Både for børn, familier og for samfundet. En ny lov bør være optaget af, hvordan vi styrker og fastholder børnenes trygge relationer.

I dag ligger det på rygraden, at pilen peger på barnet som et problem. Det skal gøres anderledes, for børns adfærd er reaktioner på de omgivelser, de møder.

David Adrian Pedersen
Formand, De Anbragtes Vilkår

Myndighed skal skabe sammenhæng
Skal vi nå frem til den gode anbringelse, må vi styrke myndighedsarbejdet. 

Her står det klart, at den gennemgående sagsbehandler, der kender barnet, og sikrer, at de voksne spiller sammen, mangler alt for mange steder.

Derfor skal kompetencerne til at tage de vigtige samtaler med børnene på den rigtige måde sikres. Ligesom tilstrækkelig tid og ressourcer er en nødvendighed.

Her mener vi, at handleplanerne er centrale. De er på mange måder rygraden i systemets måde at møde barnet og arbejde rundt om barnet på. Men deres fokus er forældet og skaber tunnelsyn.

I dag ligger det nemlig på rygraden, at pilen peger på barnet som et problem. Det skal gøres anderledes, for børns adfærd er reaktioner på de omgivelser, de møder. 

Udviklingsmål skal derfor være de voksnes - og handleplanen et samarbejdsredskab, der netop giver en styrket myndighed mulighed for at sikre, at de voksne trækker i samme retning med fokus på barnets omgivelser. 

Børnenes drømme, håb og ønsker skal være styrende. 

Derfor anbefaler vi, at barnet bliver part i egen sag før det 12. år. Det åbner mulighed for bedre kommunikation og ejerskab tidligere, og et system der bliver nødt til at udvikle sig i børnehøjde.

Lad os ikke tabe en god investering
"Før var du udsat, nu er du bare et fjols," siger en frivillig i De Anbragtes Vilkår om, hvad der skete, da han blev 18 og skiftede system. 

Det viser meget godt, hvad der går galt, når vi som samfund slipper en tidligere anbragt, før han er klar. 

Ikke fordi det giver mening, men fordi kalenderen siger "18 år". 

I dag skal den unge balancere i et minefelt: Hvis man skal have efterværn, må man hverken være i "for god" udvikling, men heller ikke have det "for dårligt". Det er helt uholdbart. Som en pejling på, hvad vi forventer i almindelighed af børn, så flytter danske unge i gennemsnit hjemmefra, når de er 21 år. 

I det perspektiv kan det undre, at forventningerne til unge, der har været anbragt, så må være, at de langt tidligere er klar til at stå på egne ben. 

Samtidig ved vi, at mange har sen start på ungdomsuddannelse eller en mere skrøbelig start på arbejdsmarkedet. Derfor anbefaler vi, at de unge skal have krav på forlænget efterværn med succeskriterier i bolig, uddannelse eller job og netværk.

Lad det være nu, vi ikke bare tager ansvar for at anbringe, men også for at hjælpe de unge videre på vej ind i et godt voksenliv.