Konsulent: Sådan forbedrer vi retssikkerheden på socialområdet

Kan ikke vente to år 
Ministeren har i 2019 oprettet en retssikkerhedsgruppe og et rådgivende organ, der skal bruge to år på at analysere retssikkerheden på det sociale område. Rapporten udkommer i 2022.

Der er allerede så meget viden på området og enighed om, at retssikkerheden er så ringe, at det ikke kan forsvares af afvente to års udvalgsarbejde.

Vi minder om, at i op mod hver anden klagesag får borgeren medhold, og på børneområdet er det mere end hveranden. På særlige områder er det 70 procent af klagesagerne, hvor kommunens afgørelse omgøres.

Derudover er der igangsat en evaluering af det specialiserede socialområde. Den er kun rettet mod ydelserne, ikke det retssikkerhedsmæssige. Så heller ikke dette tiltag kan rette op på den manglende retssikkerhed.

Lever ikke op til Christistiansborgs forventninger 
En af vores anbefalinger vedrører Det kommunale tilsyns opgave med at føre tilsyn med kommunerne, når der er bekymring for, om en kommune systematisk begår fejl på et forvaltningsområde.

Ifølge kommunestyrelsesloven vælger tilsynet selv ”om der er tilstrækkelig anledning til at rejse en tilsynssag”.

Ministeren oplyser i samrådet, at ”der flyder på let måde viden fra klagesagssystemet til Tilsynet”.

Men Tilsynet har ikke en eneste gang i de fire år, hvor det såkaldte Danmarkskort er blevet udarbejdet, fundet anledning til at rejse en tilsynssag, selvom både politikere og Ankestyrelsens officielt har tilkendegivet, at resultaterne var og er uacceptable. 

Det er derfor min vurderering, at Tilsynet med sin nuværende praksis ikke lever op til de forventninger, som Christiansborgs politikere med rette kan have til et organ, der er sat i verden for at føre tilsyn med kommunerne.

Bør kigge på principafgørelser 
En anden problematik er den vejledning, som kommunerne får fra Ankestyrelsen. På samrådet oplyste ministeren, at Ankestyrelsen er ved at se på, hvordan principafgørelser kan gøres endnu bedre. Det er godt, men ikke tilstrækkeligt.

Principafgørelserne vedrører hovedsageligt det materielle indhold af sagerne og giver derfor vejledning til de cirka ti procent af sagerne, der omgøres.

Vores rapport adresserer de 32 procent af sagerne, der hjemvises, og hvor der ikke er en systematisk opsamling af handleanvisninger.

Det betyder, at det kun er én sagsbehandler, og ikke alle landets sagsbehandlere, der bliver klogere, når Ankestyrelsen skriver. Derfor bør Ankestyrelsen se på principafgørelser, men også hjælpe og vejlede kommunerne, der hvor de begår flest fejl.

Retssikkerhed og økonomi hænger sammen 
I samrådet kæder ministeren spørgsmålet om økonomi sammen med graden af retssikkerhed. Ministeren konkluderer, at dårlig økonomi risikerer at påvirke afgørelserne i negativ retning.

Der skal selvfølgelig være økonomi til, at kommunerne kan bevilge de ydelser, som borgerne har krav på ifølge loven. Og når ministeren accepterer, at der er en årsagssammenhæng mellem økonomi og ydelser, så undrer vi os over, at ministeren ikke vil være med til at se på en måde, hvor man kan gøre det mindre økonomisk attraktivt at træffe forkerte afgørelser i kommunerne.

Vores anbefaling er, at midlerne bliver på socialområdet i en retssikkerhedsfond. Hvordan de midler så skal fordeles, kan man drøfte bagefter.

Hvis man anerkender, at kommunernes sagsbehandling og økonomien hænger sammen, så anerkender man også, at det kan være adfærdsregulerende.

Når en borger snyder i skat, skal der betales tilbage, og oven i hatten kommer der en tillægsbøde. Når en borger eller en kommune bygger i strid med planloven, skal der rives ned. Når kommunen træffer en ulovlig afgørelse... sparer den penge?

Selv hvis ministeren ikke bryder sig om tanken om en kompensationsordning, vil det være fremmende for området at tale videre om sammenhængen mellem økonomi og retssikkerhed. Både når det er penge kommunerne får, og penge, de ikke længere skal spare.