Diabetesforeningen: Den praktiserende læge bør påtage sig rollen som tovholder for mennesker med kronisk sygdom

Hvis vi skal gøre op med den situation, skal der sikres et kædeansvar for hele kæden af sundhedsydelser i et sammenhængende sundhedsvæsen. Det kræver også, at der indføres økonomiske incitamenter, der sikrer, at de nære og forebyggende sundhedstilbud er til stede og i høj kvalitet.

I dag bliver omtrent 280.000 med type 2-diabetes behandlet i almen praksis, og vi ser ind i en stille sundhedskatastrofe, hvor mindst 420.000 danskere i 2030 vil leve med type 2-diabetes.

Det stiller krav til en indsats, der kan give en ensartet høj kvalitet i behandlingen i det nære sundhedsvæsen, som det er sket på sygehusene.

Behov for systematisk opsporing

PLO og KL har netop spillet ud sammen til Sundhedsstrukturkommissionen, og i Diabetesforeningen deler vi flere af ideerne, blandt andet at den alment praktiserende læge skal være tovholder for patienterne, og at der skal sikres tid til dem, der virkelig trænger.

En medlemsundersøgelse i Diabetesforeningen viser, at 45 procent med type 2-diabetes opdagede deres diabetes ved en tilfældighed, da de blev undersøgt for noget andet. Kun i ni procent af tilfældene var det lægens forslag at undersøge for diabetes.

Og kun halvdelen af mennesker med type 2-diabetes oplever, at deres læge har fokus på at forebygge forværring og følgesygdomme og informerer om, hvor de kan få støtte til selv at forebygge.

Derfor bør en ny struktur sørge for, at den praktiserende læge påtager sig tovholderrollen for kronisk syge og forebyggelsen af kroniske sygdomme.

En medlemsundersøgelse i Diabetesforeningen viser, at 45 procent med type 2-diabetes opdagede deres diabetes ved en tilfældighed

Claus Richter
Direktør, Diabetesforeningen

I dag mangler der data for halvdelen af patienterne med type 2-diabetes, når man ser i årsrapporten fra Regionernes Kliniske Kvalitetsprogram, på trods af at sundhedsloven stiller krav til de praktiserende læger om at indberette data på deres patienter.

Det skal der strammes op på, for det er helt afgørende for at forebygge kronisk sygdom, og for mennesker med type 2-diabetes, at vi får et retvisende billede af sygdommen, så vi kan ruste den enkelte og sundhedsvæsnet bedst muligt til at kunne håndtere den.

Data er også væsentlige, hvis vi – som også KL og PLO foreslår – skal tage et opgør med en kongstanke i sundhedsvæsenet: At alle per automatik skal have det samme tilbud.

Vi er enige i, at behandlingen tilpasses, så den tager udgangspunkt i den enkelte borgers situation og ressourcer.

Derfor bør det også være centralt for strukturkommissionen at finde løsninger, så ressourcerne i almen praksis målrettes de patienter, der har mest behov.

Konkret kan det ske med økonomiske incitamenter, eller at lægerne kan have færre borgere per praksis i områder med mange syge patienter.

Grundpakkeforløb skal sikre sammenhæng

På diabetesområdet er det kun knap hver fjerde med type 2-diabetes, der inden for de sidste fem år har fået tilbudt et kommunalt tilbud om kost-, motions- eller sygdomsvejledning.

Når man spørger de praktiserende læger, siger de, at kommunerne ikke er gode nok til at informere. Når man spørger kommunerne, siger de, at de oplyser i ét væk, men at lægerne ikke henviser. 

PLO og KL foreslår, at kvalitetsstandarder skal understøtte samarbejdet mellem kommune og almen praksis, og set i lyset af den nye, og desværre meget vage, kvalitetsstandard for kommunernes patientrettede forebyggelsestilbud er der brug for mere forpligtende greb.

Der er brug for, at de praktiserende læger indtræder som patientens ”advokat” og skaber sammenhængende forløb for de multisyge og håndtering af senfølgerne af deres sygdom

Claus Richter
Direktør, Diabetesforeningen

Derfor foreslår vi at indføre grundpakkeforløb med klare krav og behandlingsmål for de væsentligste kroniske sygdomme. Er du som kronisk patient trådt ind ad døren hos lægen, slipper hun dig ikke, før næste led i systemet har grebet dig.

Pakkeforløbet skal indeholde konkrete kvalitetskrav, og helst også tidsfrister, som giver borgerne rettighed til patientuddannelse i mestring af deres sygdom, hvilke typer af tilbud omkring livsstil og træning, der bør være tilgængelige, samt hvor hyppigt de skal til kontrol og modtage forebyggende behandling af komplikationer.

Det kan forebygge mere, sikre sammenhæng, gøre op med geografisk ulighed og sikre, at almen praksis´ ønskede tovholderrolle lettes med ensartede standarder for forløb. Der er brug for, at de praktiserende læger indtræder som patientens ”advokat” og skaber sammenhængende forløb for de multisyge og håndtering af senfølgerne af deres sygdom.

Kuren for den enkle diagnose er altså, at den praktiserende læge har en rolle som tovholder for mennesker med kronisk sygdom, og det skal have følgeskab af forpligtende krav til kvaliteten af behandlingen i det nære sundhedsvæsen.

Det kræver, at behandlerne kan koordinere patientforløbene ud fra patientens behov, og et tættere samarbejde med patientforeningerne om den støtte, som patienten skal have for at få hverdagslivet til at hænge sammen. 

Derfor bør det også være en central del af Sundhedsstrukturkommissionens anbefalinger, når de udkommer i foråret.