Forsker: Sats på forskningen i børne- og ungdomspsykiatri

DEBAT: Begrænsede ressourcer er afsat til forskning i effekten af ressourcekrævende interventioner i børne- og ungepsykiatrien. Vi spilder en oplagt mulighed på at blive klogere, skriver forsker.

Af Per Hove Thomsen
Professor i børne-ungdomspsykiatri, Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet

Gennem de seneste årtier er der sket en markant stigning i antallet af børn og unge, som bliver henvist til psykiatrisk udredning og behandling.

Nye tal viser, at omkring 15 procent er blevet diagnosticeret med en psykiatrisk diagnose, inden de fyldte 18 år.

Der er formentlig flere grunde til denne stigning: Først og fremmest en større opmærksomhed på børn i psykisk mistrivsel og dermed en bedre opsporing.

En anden afgørende faktor for stigningen er, at vi ved mere om børnepsykiatriske lidelser i dag. Vi ved mere om børn og unges psykiske udvikling og har udviklet en bedre diagnostik og et bedre behandlingstilbud.

Alt dette skyldes ikke mindst forskning i børn og unges psykiske udvikling og trivsel. Børne- og ungdomspsykiatrien er såvel nationalt som internationalt et relativt nyt fag.

Heldigvis har interessen for området og den politiske velvilje muliggjort en vigtig og indsigtsgivende forskning, herunder også i Danmark.

Der er nu flere stærke forskningsmiljøer i landet, som er knyttet til universiteterne og de regionale børne- og ungdomspsykiatriske afdelinger.

Denne forskning har blandt andet bibragt os viden om og en bedre afklaring af de enkelte psykiske symptomer og deres betydning, således at vi i dag kan tilbyde en bedre diagnostik og har en bedre forståelse af de enkelte tilstande af for eksempel ADHD, autisme, angst og depression.

Ser børn med meget forskellige diagnoser
I børne- og ungepsykiatrien ser vi børn og unge med en række af meget forskellige symptomer og diagnoser.

Fra udviklingsforstyrrelser såsom autisme og ADHD, som er medfødte og ofte med et langvarigt eller kronisk forløb, angst og OCD (svære tvangstanker og handlinger), spiseforstyrrelser, depression og unge med psykose som eksempelvis skizofreni.

Vores viden om de enkelte tilstandes forløb og behandlingsbehov er øget voldsomt de seneste 40 til 50 år baseret på klinisk forskning.

Forskning har endvidere bragt os en bedre forståelse af årsagssammenhængene bag psykiske lidelser hos børn og unge.

Hvad skyldes psykisk lidelse, der oftest er et komplekst sammenspil mellem arv og miljø, og hvilke risikofaktorer spiller ind for eksempel i form af fødselskomplikationer eller diverse miljøpåvirkninger, herunder strukturelle forhold i samfundet?

Vi har på denne måde også opnået en større forståelse af, hvilke forebyggende indsatser der kan være gavnlige.

Forfiner og tilpasser behandlingsmetoder
Aktuelt forsker vi i behandling og forskelligartede indsatser. Vi vil alle gerne vide, om vores indsats nytter. Hvordan hjælper vi drengen på ti år med OCD, som tvangsmæssigt vasker hænder?

Vi kan på baggrund af klinisk forskning tilbyde effektiv psykoterapeutisk behandling, således at drengens invaliderende symptomer ikke alene afhjælpes, men også, at hans langtidsforløb og prognose bedres, at han kan komme i skole igen, deltage i sit vanlige sociale liv, og at han og familien vil få en bedre livskvalitet.

På samme måde kan vi tilbyde mere målrettet og effektiv behandling til pigen på 16 år, som kommer med en begyndende psykose.

I den kliniske forskning udvikler og afprøver vi nye medicinske og ikke-medicinske behandlinger, som kan være effektive for flest mulige og med færrest mulige bivirkninger.

Vi forfiner og tilpasser allerede eksisterende behandlingsmetoder med dokumenteret virkning for eksempel psykoterapi til svær angst og OCD med henblik på at afklare, hvad der virker, og hvilken behandling der er bedst – også til de sværest belastede patienter, som vi ser og som har brug for mere eller et andet tilbud end standardbehandlingen.

Spilder oplagt mulighed for at blive klogere
Samarbejdet mellem den hospitalsbaserede børne- og ungdomspsykiatri og den kommunale sektor (PPR) er helt essentielt.

Glædeligvis styrkes det i disse år blandt andet ved hjælp af satspuljeprojekter. Disse projekter fokuserer blandt andet på forebyggende eller fremskudte indsatser over for børn og unge med ADHD, depression eller angst.

Der er uheldigvis ingen – eller kun stærkt begrænsede ressourcer – afsat til forskning i effekten af disse store, ressourcekrævende interventioner.

Vi spilder derved en oplagt mulighed for at blive klogere på, hvilke evidensbaserede indsatser og samarbejdsformer der kan sikre gode overgange mellem sektorerne.

De vil sætte os i stand til at afgrænse de børn, som har brug for en specialiseret børne- og ungdomspsykiatrisk indsats, og hvem der har bedst hjælp af en indsats fra PPR eller den sociale sektor.

Har vi råd og ressourcer til at forske i en tid med meget pres på børne- og ungdomspsykiatrien? Ja, vi har ikke råd til at lade være.

Der bør fortsat allokeres ressourcer til forskning med henblik på til stadighed at sikre den faglige udvikling og implementeringen af kendt viden til gavn for børnene, de unge og deres familier.

Forrige artikel Fagfolk: Sammenhæng mangler i sund­hedsvæsenet og fører til diagnosefejl Fagfolk: Sammenhæng mangler i sund­hedsvæsenet og fører til diagnosefejl Næste artikel Psykologer: Giv klagesystem for psykologer et eftersyn Psykologer: Giv klagesystem for psykologer et eftersyn