LVS: Stop med at belønne den spektakulære forskning

Af Henrik Ullum
Formand, Lægevidenskabelige Selskaber

Der er et begreb, der på engelsk hedder "Winner's Curse". Det refererer til de problemer, som folk kommer ud i, hvis de bliver grebet af situationen og for eksempel får budt for højt på en Jorn på en auktion.

Det kender vi også i forskningsverden, når forskere efter mange trælse timer i laboratoriet gør en opdagelse, finder en sammenhæng, som måske var den, man søgte efter, eller en overraskende og banebrydende ny.

Det kan starte en proces, der bringer proportionerne ud af kontrol. Begejstringen har en tendens til at løbe af med folk. Det er menneskeligt, og det gælder også forskere.

De lever i en verden, hvor eksponering er af helt afgørende betydning, og det risikerer at starte en selvforstærkende proces.

Spektakulære resultater belønnes
For det første er der karrieren, hvor publicering af spektakulære resultater er guld. De institutioner, hvor forskerne arbejder, ønsker også synlighed omkring bedrifterne i laboratorierne.

Tidsskrifterne, som jo også i et vist omfang lever af, at de bliver læst, vil hellere trykke spændende signifikante resultater end "kedelige" negative fund.

Henrik Ullum
Formand, Lægevidenskabelige Selskaber

For det andet er der pengene, hvor synlighed er en afgørende faktor for at få nye bevillinger, og her er der i princippet ikke den store forskel på, om det er private eller offentlige midler.

For det tredje er der presset fra offentligheden for at komme med nogle "spændende" resultater. Det kan godt gøre tilværelsen som forsker noget samspilsramt, og for de videnskabelige resultater kan det være fatalt.

Et dilemma, ikke en krise
Det skal ikke opfattes som en opfordring til forskerne om igen at gøre sig usynlige i samfundet.

Vi har i mange år kæmpet for at få forskerne til at komme ned fra elfenbenstårnene og ud af deres laboratorier for at forklare om deres opdagelser og deres fascinerende verden til en offentlighed, der ofte har en dyb skepsis over for nytteværdien af forskeres arbejde, og politikere, der er på evig jagt efter områder, hvor de kan skære ned.

Vi skal hylde forskere, der går i offentligheden, ikke buhe af dem. Men det er medvirkende til forskningen dilemma, som jeg på linje med Lægeforeningens formand heller ikke vil kalde en krise.

Dilemmaet bliver ikke mindre af, at forskningsverdenernes egne medier, altså de videnskabelige tidsskrifter, også medvirker til nogle af de problemer omkring svag dokumentation, som er kommet op i debatten.

Tidsskrifternes svage punkt
Problemet kommer fra det, der kaldes publikationsbias. Tidsskrifterne, som jo også i et vist omfang lever af, at de bliver læst, vil hellere trykke spændende signifikante resultater end "kedelige" negative fund.

Når forskere så i tiltagende grad meriteres, får faglige krydser i bogen, af mange publikationer og spændende fund, får det naturligt nok forskere til at fokusere mest på deres egne positive fund.

Dette problem har i særlig grad været tydeligt inden for den genetiske forskning.

Et område, som er i voldsom vækst i disse år, fordi der er så lovende perspektiver for udviklingen af nye revolutionerende behandlinger, og fordi adgangen til supercomputere åbner for helt nye muligheder.

Det er samtidig også det, som er nøglen til at løse problemet.

Vi skal lære af genforskningen
Tidligere lavede forskere genetik på meget få individer og med et begrænset antal markører.

Når resultaterne efterfølgende blev efterprøvet i meget store populationer, blev stort set ingen af de resultater, man i første omgang havde fundet, bekræftet.

Det er jo hverken svindel eller udtryk for dårlig forskning. Det er blot udtryk for, at forskerne ikke har levet op til mantraet omkring grundighed og evidens.

Det er omdiskuteret i mange af livets forhold, men her er det altså størrelsen, det kommer an på.

I dag laves forskning i genetik i meget store internationale samarbejder, der muliggør, at resultater kan efterprøves på tværs af meget store befolkningsstudier.

Denne kultur og forståelse har ikke i samme grad fundet indpas i øvrig medicinsk forskning. Her har vi stadig problemet med, at statistiske tilfældigheder kommer til at ligne biologisk relevante fund.

Det er ikke snyd, men et resultat af metoden, hvor økonomien naturligvis spiller ind. Det er ikke billigt at lave de store studier, men det er nødvendigt.

Det vil tage tid at ændre den internationale forskningskultur på den måde, som forskningen er finansieret på. Mantraet her er stadig: "publish or perish", altså publicer eller forsvind.

Men skal vi undgå beskyldninger for dårlig kvalitet og undgå, at dilemmaet omkring sundhedsforskningen bliver til en krise, så skal vi nok være bedre til at belønne grundige forskningsprojekter, der kommer hele vejen rundt om et emne og dermed publiceres bedre, end en masse projekter, der godt nok munder ud i en masse publikationer, men i virkeligheden står på tynde ben.