Lægeforeningen: Travl hverdag gør unge læger til weekendforskere

Af Andreas Rudkjøbing
Formand for Lægeforeningen

Den kliniske forskning på vores hospitaler sker generelt på et fagligt set meget højt niveau.

Dansk sundhedsforskning kommer hvert år med mange vigtige resultater, blandt andet i form af mere end 7.000 publikationer, hvor mange ligger i verdenseliten målt i citationer.

Man skal derfor være påpasselig med at beskrive dansk sundhedsforskning som værende i krise.

Forskning kræver fordybelse
At det alligevel er en vigtig og yderst relevant debat skyldes, at forskningen er så vigtig en del af vores sundhedsvæsen. Sundhedspersonalet på hospitalerne og i praksissektoren udfører hver dag avancerede behandlinger, der er fremkommet efter mange års forskning og vidensopsamling fra tidligere patienter.

Derfor skal vi konstant være kritiske over for, om samfundets samlede forskningskræfter lægges de rigtige steder.

Dansk sundhedsforskning er ikke i krise, men vi kan gøre langt mere for at sikre, at der er tid til at få udført den forskning, som patienterne har brug for.

Andreas Rudkjøbing
Formand for Lægeforeningen

Der er det naturligvis problematisk, hvis publicerede forskningsresultater ikke kan eftervises af andre forskere, eller hvis der i forskningsmiljøer opstår et ‘publikationsræs’, hvor hård konkurrence kan betyde, at man ikke bruger tilstrækkelig tid til at komme til bunds i sin forskning, inden resultaterne offentliggøres.

Tvunget til at tage fritiden i brug
Antallet af personer involveret i forskning på vores hospitaler er de seneste ti år steget markant. I 2015 var tallet mere end 6.500 personer. Forøgelsen er især sket blandt ph.d.’er og post.docs, hvilket indebærer, at cirka 40 procent af forskningsårsværkene på hospitalerne udgøres af personer i ph.d.-stillinger.

Det er rigtig positivt, at disse forskningskræfter er blevet tilført sundhedsvæsenet.

De lægevidenskabelige ph.d.’er brænder for at forske. En rundspørge har derudover vist, at de oparbejdede kompetencer er med til at dygtiggøre forskerne til deres faglige lægearbejde.

Betyder det så, at det ikke kan gøres bedre? Svaret er selvfølgelig nej.

Især unge læger har brug for, at der i den kliniske hverdag er tid til sparring med de mere erfarne forskere. Og her er rammerne i en travl klinisk hverdag ikke gode nok.

De forskningsmiljøer, der ikke tilhører den absolutte elite, kan have ganske svært ved at få mulighed for at udføre den nødvendige forskning i dagligdagen. Især den forskning, der ikke sker som led i de større satsninger, som mange midler er gået til i de senere år.

Det betyder, at rigtig meget klinisk forskning foregår i weekenderne, hvor læger vælger at tage fritiden i brug for at forske og etablere ny viden på deres faglige område.

Stigende specialisering skaber nye udfordringer
Problematikken øges, i takt med at forskning i hele verden bevæger sig ned i mere og mere avancerede problemstillinger, hvor den enkelte læge ofte er meget specialiseret på sit område.

Det er en naturlig konsekvens af, at ny viden bygger oven på eksisterende viden. Det forstærker behovet for, at man er en del af et fagligt klinisk miljø, hvor især de yngre forskere kan søge sparring, råd og vejledning fra mere erfarne kolleger.

Klinisk forskning kan få et skub fremad ved, at der etableres flere delestillinger, hvor læger får bedre formelle rammer for at udføre forskning.

Det er til både forskningens og patienternes fordel, hvis flere læger på hospitalerne og i almen praksis får mulighed for at knytte de tætte bånd mellem forskning og patientbehandling.

Det vil også fremadrettet være en udfordring at få forskning etableret i en presset klinisk hverdag.

Men det er vigtigt for dansk sundhedsforskning, at en større del af forskningen udføres i faglige miljøer, hvor erfarne læger i løbet af den kliniske dagligdag har tid til sparring og deltagelse.

Regionerne skal på banen
Dansk sundhedsforskning er begunstiget af relativt mange private finansieringskilder, ikke mindst fonde.

Men privat forskningsfinansiering kan ikke stå alene, og derfor er det vigtigt, at man fra offentlig side løbende ser på, om der forskes tilstrækkeligt inden for sygdomsområder, hvor der ikke er privat finansiering at hente.

Ikke mindst regionerne kan gøre mere for at understøtte, at forskning kan ske via aftaler om delestillinger og lignende aftaler. Dansk sundhedsforskning er ikke i krise, men vi kan gøre langt mere for at sikre, at der er tid til at få udført den forskning, som patienterne har brug for.