Debat

Professor: Sundhedskommissionen skal huske, at sundhedspolitik også er ligestillingspolitik

Når der politisk lægges op til, at mere behandling skal ske i hjemmet, bør man være opmærksomme på, at vores bo- og samlivsformer har ændret sig. Den diversitet skal understøttes sundhedspolitisk, skriver Rikke Sand Andersen.

Det er oftest kvinder, der træder til og varetager de opgaver, der flyttes ud og væk fra sundhedsvæsenet. Derfor skal Sundhedskommissionen huske, at sundhedspolitik også er ligestillingspolitik, skriver Rikke Sand Andersen.
Det er oftest kvinder, der træder til og varetager de opgaver, der flyttes ud og væk fra sundhedsvæsenet. Derfor skal Sundhedskommissionen huske, at sundhedspolitik også er ligestillingspolitik, skriver Rikke Sand Andersen.Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Sundhedspolitik er ligestillingspolitik. Ikke kun ligestilling som i lige løn og lige arbejdsvilkår. Men også den type ligestilling, der handler om, hvem der skal passe de gamle og syge, og den der handler om retten til at bestemme, hvem man bor sammen med.

Den nedsatte sundhedsreform skal komme med forslag til et sundhedsvæsen, der er tættere på borgerne, og ét der kan imødegå fremtidens udfordringer med ’manglen på varme hænder’. Vi taler ofte om den udfordring, som en omsorgskrise.

Men hvis man ikke styrer uden om at tænke omsorg som kvindearbejde eller betragte ’familien’ og ’patientens eget hjem’ som heterogene størrelser og som en uudnyttet omsorgsressource, kan det også meget vel blive en ligestillingskrise.

Velfærdsstaten har både mindsket den økonomiske og omsorgs-betingede afhængighed mellem køn, partnere og generationer

Rikke Sand Andersen
Professor MSO, Syddansk Universitet

Moderskab og arbejde
I 1945 brød en heftig offentlig debat ud i Danmark, da pressen fik nys om, at Inger Merete Nordentoft, en ugift skoleleder, var blevet gravid og ønskede at beholde barnet uden at blive gift. Nordentoft udfordrede en veletableret køns- og familiemoral, hvor kvinder som noget naturgivent var skabt til moderskabet, og at dette moderskab var noget, der fandt sted i kernefamilien, hvor kvindens opgave var at yde omsorg for familiens børn og gamle.

Nordentoft kæmpede og fik lov til at blive i sin stilling og få orlov til at passe sit barn. Men en lang række af datidens politikere, præster, og bestyrelsen af Det Nordiske Lærerindeforbund fandt hendes adfærd for samfundsskadelig.

I efterkrigstiden var det helt utænkeligt, at en kvinde skulle vælge at bo alene og opfostre børn alene. Det var også helt utænkeligt, at en kvinde både ønskede at arbejde og have en familie. Det var også først op mod Anden Verdenskrig, at danske sygeplejersker, ’de kvindeligste af alle kvinder’, som de blev kaldt, fik lov til at fortsætte med at arbejde når de blev gift.

En kvinde, forestillede man sig, måtte vie sit liv til at yde omsorg enten som professionel plejer eller som mor.

Læs også

Kernefamilien er en sjældenhed
I 2023 har vi i Danmark anerkendt 27 forskellige familieformer, og kvinder og mænd, der får børn uden en partner, betegnes positivt som soloforældre. I byer som Aarhus og København bor mere end halvdelen af alle voksne borgere alene, og det samme gælder for vores ældre medborgere, hvor fire ud af ti bor alene.

Kernefamilien, der består af mor, far og cirka to børn, er for mange stadig et ideal, men hvis man ser på kernefamilien som boform, er det reelt kun 11 procent af alle danske hjem, der består af fire personer.

Der bruges sjældent meget spalteplads på at udvikle politikker, der foreskriver, hvordan patientens hjem eller familie skal inddrages i behandling. Det er noget, ’man bare gør’.

Rikke Sand Andersen
Professor MSO, Syddansk Universitet

De nye bo- og samlivsformer er udtryk for, at vi i dag – heldigvis – har en anden køns- og familiemoral end den, Inger Merete Nordentoft måtte kæmpe imod.

Da Nordentoft blev gravid, havde velfærdsstaten endnu ikke gjort det muligt for danske forældre at få passet børn, og der var endnu ingen SOSU-assistenter eller plejehjem, der kunne passe de syge og ældre. De gamle og syge blev enten ikke passet, eller de blev passet af de kvinder, der også skulle arbejde i hjemmet eller på marken.  

Behandling i eget hjem
Velfærdsstaten har både mindsket den økonomiske og omsorgs-betingede afhængighed mellem køn, partnere og generationer. Velfærdsstatens fødsel kan – om man vil – betragtes som et frisættelsesprojekt, der gjorde det muligt for unge, ældre og mennesker af forskellige køn at eksperimentere med og udvikle de mange forskellige samlivs- og familieformer, vi kender i dag.

I regeringens reformudspil fra januar 2021 lægges op til, at mere behandling og pleje skal ’hjem i patientens eget hjem’, og i Sundhedskommissionens kommissorium står, at der skal udvikles et sundhedsvæsen der er ’tættere på borgeren’.

Læs også

I politikudspil beskrives ’hjemmet’ eller ’familien’ eller ’de pårørende’ ofte som en ressource man nemt kan trække på. Og der bruges sjældent meget spalteplads på at udvikle praktikker eller politikker, der foreskriver, hvordan patientens eget hjem eller familie skal inddrages. Det er noget, ’man bare gør’.

Diversitet skal understøttes sundhedspolitisk
I sommeren 2022 blev min mor syg. Som så mange andre ældre på hendes alder bor hun alene, og det sætter hun pris på. Faktisk sætter hun pris på at kunne klare mange ting selv og ikke varte børn og mænd op mere, som hun siger.

Jeg gjorde som tusinde af kvinder før mig, idet vi ved fra forskningen, at det ofte er kvinderne, der træder til og varetager de opgaver, der flyttes ud og væk fra sundhedsvæsnet

Rikke Sand Andersen
Professor MSO, Syddansk Universitet

I forbindelse med hendes behandling skulle hun have taget en lungebiopsi og fik at vide af en sygeplejerske, at hvis hendes lunge i forbindelse med biopsien klappede helt sammen, så kunne de nok godt finde en seng til hende. Hvis lungen derimod bare klappede lidt sammen, så kunne de ikke, og da hun ikke måtte være alene, skulle hun finde et andet sted at være i dagene efter biopsien.

Sygeplejersken spurgte ikke min mor, om hun havde et sted, hun kunne slå sig ned et par dage, i tilfælde af at lungen klappede sammen.

Min mor boede hos mig og min familie i dagene efter biopsien. Vi endte med at sætte pris på de samtaler og det nærvær, vi fik på grund af det uventede problem med at få en seng på et af landets største sygehuse. Men det fungerede kun, fordi jeg har et fleksibelt job, og fordi vi bor meget tæt sygehuset og på hinanden.

Jeg gjorde som tusinde af andre kvinder før mig, idet vi ved fra forskningen, at det ofte er kvinderne, der træder til og varetager de opgaver, der flyttes ud og væk fra sundhedsvæsnet. Vi ved også, at mennesker, der bor alene, oftere bliver mere syge og har mindre gavn af den behandling de modtager, formentlig fordi de ligesom min mor skal i gang med at forhandle sig til den omsorg, de reelt har brug for.

Hvad der i 2023 betragtes som et hjem eller en familie er meget forskelligt, og hvis vi vil bevare den diversitet, skal den understøttes sundhedspolitisk. Derfor skal Sundhedskommissionen huske, at sundhedspolitik også er ligestillingspolitik.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00