Debat

ITD om infrastrukturen: Vi har allerede spildt for meget tid

DEBAT: Der er behov for en langsigtet plan for infrastrukturen. Men for hvert år, der går, spilder danskerne næsten 10.000 års spildtid i trafikken, skriver ITD's direktør, Carina Christensen.

Der bør investeres i en udvidelse af rastepladskapaciteten, som den tunge vejgodstransport er afhængig af for at kunne overholde køre- og hviletiderne, skriver Carina Christensen.
Der bør investeres i en udvidelse af rastepladskapaciteten, som den tunge vejgodstransport er afhængig af for at kunne overholde køre- og hviletiderne, skriver Carina Christensen.Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Carina Christensen
Direktør, ITD

"Vi bliver et rigere samfund, hvis vi tør investere i infrastruktur. Det er dyrt. Men det er penge, der er givet godt ud, hvis vi vil sikre mobiliteten og sammenhængskraften i Danmark.”

Sådan lød det, da den daværende socialdemokratiske trafikordfører og nuværende fødevareminister, Rasmus Prehn, i 2019 præsenterede Socialdemokratiets infrastrukturplan.

Planen lagde sig i fin forlængelse af den investeringsplan, som VLAK-regeringen sammen med Dansk Folkeparti havde vedtaget kort forinden, og derfor er det mildt sagt ærgerligt, at vi her ved indgangen til 2021 stadig ikke har fået den langsigtede prioritering og plan for, hvordan vi sikrer, at Danmark netop bliver et rigere samfund med målrettede investeringer i vores infrastruktur.

Ordene lød for knap to år siden, at partiet var klar til at sætte sig i spidsen for de nye planer – nu venter vi på, at ordene følges op med handling.

Carina Christensen
Direktør, ITD

For vi mangler den i den grad. 

10.000 års spildtid
Lige i disse måneder er trafikken faldet som følge af corona, men et øjebliks fravigelse fra normalen må ikke få politikere eller andre til at tro, at presset på den danske infrastruktur ikke fortsat er massivt.

Høj mobilitet er forudsætningen for, at vejgodstransport- og logistikerhvervene kan blive endnu mere værdiskabende for det danske samfund, men værdiskabelsen hæmmes af store kapacitetsudfordringer på de danske veje med flaskehalse, kødannelser og trængsel til følge. Dermed er transporten af varer og personer mere ineffektiv end nødvendigt. Og problemet er massivt.

For nylig kunne en opgørelse fra Vejdirektoratet vise, at danskerne sidder fast i trafikken som aldrig før. På hverdage spilder vi 360.000 timer i trafikken. Det svarer til næsten 10.000 års spildtid for danskerne hvert år, og det koster samfundet dyrt. Helt præcist 26 milliarder kroner hvert år.

Og mens vi sidder fast, udleder vi en masse unødvendig CO2. Det er på ingen måde holdbart, når der samtidig er en klar forventning om, at også vejgodstransporterhvervet bidrager til at nå et ambitiøst reduktionsmål på 70 procent inden 2030.

Trafikken vil stige
Vi har derfor akut brug for handling.

Som repræsentant for den danske vejgodstransport er det afgørende for ITD, at prioriteten følger behovet. Og det er på vejnettet med særlig fokus på det store H. Det er på E20 og E45/E47, hvor vi mærker den forøgede mobilitet og det ekstra pres, som det over årene har givet på vores infrastruktur.

I årene 2009 til 2019 steg trafikken på de danske motorveje med hele 39 procent, og Vejdirektoratet forventer, at stigningen vil fortsætte de kommende år.

Det er man heldigvis også fra politisk hold opmærksom på, og for at imødekomme noget af trafikvæksten er der nedsat en lang række komiteer til at kigge på specifikke projekter som en Kattegatbro, en ny Hærvejsmotorvej, en bro mellem Als og Fyn og en tredje Lillebæltsforbindelse.

Læs også

Det er storstilede og fine projekter, som det er godt at få undersøgt, men tidshorisonten for dem er lang. Derfor er det også vigtigt, at de store visioner ikke skygger for de aktuelle udfordringer og behovet for at gøre noget ved problemerne her og nu.

Dels ved hurtig udbygning af de mest belastede vejstrækninger især på det store H, men også med generel opgradering af faciliteterne på det, der er rygraden i den danske infrastruktur.

Kapacitet skal følge med udvikling
For trods den massive trafikvækst er der ikke blevet investeret tilsvarende i udbygningen af eksempelvis de rastepladser, den tunge vejgodstransport er så afhængig af for at kunne overholde køre- og hviletiderne. Problemet er velkendt og dokumenteret.

Derfor bør en udvidelse af rastepladskapaciteten stå meget højt på listen over projekter i en kommende infrastrukturplan. Og det gode er, at løsningen ikke behøver at vælte budgettet. Vejdirektoratet vurderer, at man kan mere end fordoble kapaciteten på 21 særligt belastede rastepladser for 180 millioner kroner.

Og vel er det også mange penge, men det er dog mindre end halvdelen af det beløb, der lige er blevet afsat til cykelstier langs statsvejene, så det burde være muligt at finde pengene – ikke mindst i lyset af de beløb, der i øvrigt er behov for på området.

Socialdemokraternes plan opererede til sammenligning med projekter for omkring 70 milliarder kroner over de kommende ti år.

Ordene lød for knap to år siden, at partiet var klar til at sætte sig i spidsen for de nye planer – nu venter vi på, at ordene følges op med handling, så vi kan sikre den fortsatte mobilitet til gavn for hele Danmark med et overordnet sigte. Og også her er tiden kritisk.

Brug for at se på hele Danmark
Der er nu under et år til, at vi skal til kommunalvalg.

Det skaber en risiko for, at infrastrukturplanen vil blive taget som gidsel i valgkampen, og at man i stedet for at kigge på de for hele Danmark bedste projekter vil orientere sig efter et danmarkskort for at se, hvilke kommuner og lokalpolitikere der skal tilgodeses og have del i infrastrukturmilliarderne.

Men infrastrukturforhandlingerne skal ikke handle om lokale eller regionale hensyn. De skal handle om, hvad der er bedst for hele Danmark og for samfundsøkonomien.

I ITD ønsker vi en visionær og langsigtet plan på baggrund af en bred politisk aftale på Christiansborg, der løber over mange år.

Vi har allerede spildt alt for meget tid. Og for hvert år, der går, spilder vi yderligere, hvad der svarer til 10.000 år på ingenting. Det kan vi ikke være bekendt overfor danskerne.

Derfor skal vi hurtigst muligt have landet en aftale, så vi også samtidig kan undgå, at det hele strander i endnu en valgkamp.

Dokumentation

Temadebat: Hvordan skal vi sammensætte infrastrukturplanen?

S-regeringen har skrottet VLAK-regeringens infrastrukturplan, som dermed betyder, at forhandlingerne om milliarderne til fremtidens motorveje, broer og jernbaner starter fra bunden.  

Transportminister Benny Engelbrecht (S) har udtalt, at regeringen går efter en bred aftale, som "kan skabe ro om de kommende års investeringer i infrastrukturen".

Men hvordan vil politikere og aktører have udformet en infrastrukturplan, som både er bred og håndterer de udfordringer, som infrastrukturen har?

Altinget kridter banen op og giver i den kommende tid ordet til partier i Folketinget, interesseorganisationer og borgmestre, som vil nævne deres overvejelser om de hensyn, som infrastrukturplanen skal vægte.

Her er deltagerne:
  • Anne Valentina Berthelsen (SF), medlem af Folketinget og transportordfører
  • Birgit Hansen (S), borgmester, Frederikshavn Kommune
  • Carina Christensen, direktør, ITD
  • Carsten Rasmussen (S), borgmester, Næstved Kommune
  • Erik Østergaard, direktør, DTL
  • Kristian Pihl Lorentzen (V), medlem af Folketinget og transportordfører
  • Hans Kristian Skibby (DF), medlem af Folketinget og transportordfører
  • Henning Hyllested (EL), medlem af Folketinget og transportordfører
  • Henrik Gudmundsson, seniorkonsulent, Concito
  • Jens Ejner Christensen (V), borgmester, Vejle Kommune
  • Jesper Højte Stenbæk, fagchef for transport og infrastruktur, Dansk Erhverv
  • Michael Svane, branchedirektør, DI Transport
  • Mogens Eduard Jespersen (V), borgmester, Mariagerfjord Kommune
  • Sophie Hæstorp Andersen (S), regionsrådsformand, Region Hovedstaden
  • Thomas Damkjær Petersen, formand, Ingeniørforeningen (IDA)
  • Thomas Kastrup-Larsen (S), borgmester, Aalborg Kommune
  • Tine Kirk Pedersen, direktør, Danske Havne.

I Altingets temadebatter deltager en række aktører, som skriver debatindlæg om aktuelle emner.

Alle indlæg er alene udtryk for skribenternes holdning, og indlæg i Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Carina Christensen

Adm. direktør, erhvervsorganisationen Grakom
cand.negot. (SDU 1998)

0:000:00