Debat

SF vil have Togfonden tilbage på skinner: Ellers spenderer vi ikke en bøjet femøre på vejene

DEBAT: Infrastrukturplanen skal sikre, at vi investerer massivt i grønne transportformer. Togfonden skal op af transportministerens skrivebordsskuffe og tilbage på skinner, skriver transportordfører Anne Valentina Berthelsen (SF).

Hvis vi skal spendere så meget som en bøjet femøre på vejprojekterne, som Socialdemokratiet og borgerlige partier har stillet vælgerne i udsigt, skal Togfonden tilbage på skinner, mener SF.
Hvis vi skal spendere så meget som en bøjet femøre på vejprojekterne, som Socialdemokratiet og borgerlige partier har stillet vælgerne i udsigt, skal Togfonden tilbage på skinner, mener SF.Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Anne Valentina Berthelsen (SF)
Transportordfører

Hvordan løser vi klimakrisen?

Svaret er ikke enkelt, men det kræver, at vi omlægger vores vaner og reducerer vores daglige CO2-udledning – især når det gælder vores transportvaner. Og det haster.

Vi danskere udleder i gennemsnit 4,7 tons CO2 om året, når vi transporterer os. Det svarer til en tredjedel af hver enkelt danskers årlige CO2-udledning, og det er voldsomt meget.

Togfonden er den vigtigste investering i jernbanen i nyere tid.

Anne Valentina Berthelsen (SF)
Transportordfører

Derfor er det afgørende, at vi investerer i grøn omstilling af transportsektoren og omlægger vores transportvaner til noget mere klimavenligt.

Vi skal tage en rask gåtur til supermarkedet. Vi skal cykle i skole, og vi skal køre mere med bus og tog på arbejde. Vi skal udskifte den gamle dieselhakker med en elbil og lade være at købe bil nummer to. Og så skal vi flyve mindre på ferie, men i stedet tage med nattoget ud i verden.

Men vi kan ikke forlange af hinanden, at vi omlægger vores vaner, hvis ikke det bliver mere attraktivt at vælge grønt. Derfor er investeringer i kollektiv trafik og cyklisme en nødvendig del af løsningen på klimakrisen.

Er det logisk for Folketinget?
For mig er det logisk – og det bør det være for enhver, som bryster sig af at tale klimaets sag. 

Men jeg er bange for, at det ikke nødvendigvis vil være logisk for Folketinget, når vi i 2021 skal forhandle om en ny, stor infrastrukturplan med investeringer i transportsektoren for milliarder.

Politik er prioriteringer, og når pengene skal fordeles, vil der være rift om dem. Mange steder i landet halter transportnettet, og det er farligt nemt at snolde milliarderne væk på en omfartsvej her og en motorvej der.

Selvom investeringer i vejnettet mange steder i landet giver god mening, er det nødvendigt, at vi fokuserer benhårdt på investeringer i kollektiv trafik og cyklisme, så vi kan nedbringe vores CO2-udledning og gøre de grønne transportformer til danskernes foretrukne valg.

Læs også

Flest midler til grøn transport
Derfor er det SF's krav, at langt de fleste af pengene i den nye infrastrukturplan skal bruges på grøn transport.

Vi skal bruge dem på lokalbanerne, som skal have nye skinner og grønne tog. På nattogssamarbejde med vores europæiske naboer og på grønne busser og bedre busruter. Og vi skal bruge dem på cykelstier og cykelparkering og på ladeinfrastruktur til både elcykler og elbiler. 

Og så er det på tide, at Togfonden endelig bliver taget op af transportminister Benny Engelbrechts (S) skrivebordsskuffe og støvet af.

Vi mangler jo stadig at igangsætte Togfondens fase to og hastighedsopgradere det regionale jernbanenet. Eftersom Togfonden er et forlig, som allerede er vedtaget, bør det ikke være noget problem for transportministeren at indkalde til møde i forligskredsen inden forhandlingerne om den nye infrastrukturplan, så vi kan komme i gang.

Mærkværdigt af ministeren
Det lovede Benny Engelbrecht da også at gøre som noget af det første, da han tiltrådte som transportminister sidste sommer, og det var klogt.

Hvorfor han ikke har gjort det endnu, er dog mærkværdigt, men hvis SF skal indvillige i at spendere så meget som en bøjet femøre på de mange vejprojekter, som både Socialdemokratiet og de borgerlige har stillet deres vælgere i udsigt, skal Togfonden først tilbage på skinner.

Togfonden er den vigtigste investering i jernbanen i nyere tid, og den skal følges til dørs – både til gavn for klimaet og for de mange tusinde danskere, som hver dag tager toget.

Dokumentation

Temadebat: Hvordan skal vi sammensætte infrastrukturplanen?

S-regeringen har skrottet VLAK-regeringens infrastrukturplan, som dermed betyder, at forhandlingerne om milliarderne til fremtidens motorveje, broer og jernbaner starter fra bunden.  

Transportminister Benny Engelbrecht (S) har udtalt, at regeringen går efter en bred aftale, som "kan skabe ro om de kommende års investeringer i infrastrukturen".

Men hvordan vil politikere og aktører have udformet en infrastrukturplan, som både er bred og håndterer de udfordringer, som infrastrukturen har?

Altinget kridter banen op og giver i den kommende tid ordet til partier i Folketinget, interesseorganisationer og borgmestre, som vil nævne deres overvejelser om de hensyn, som infrastrukturplanen skal vægte.

Her er deltagerne:

  • Anne Valentina Berthelsen (SF), medlem af Folketinget og transportordfører
  • Birgit Hansen (S), borgmester, Frederikshavn Kommune
  • Carina Christensen, direktør, ITD
  • Carsten Rasmussen (S), borgmester, Næstved Kommune
  • Erik Østergaard, direktør, DTL
  • Kristian Pihl Lorentzen (V), medlem af Folketinget og transportordfører
  • Hans Kristian Skibby (DF), medlem af Folketinget og transportordfører
  • Henning Hyllested (EL), medlem af Folketinget og transportordfører
  • Henrik Gudmundsson, seniorkonsulent, Concito
  • Jens Ejner Christensen (V), borgmester, Vejle Kommune
  • Jesper Højte Stenbæk, fagchef for transport og infrastruktur, Dansk Erhverv
  • Michael Svane, branchedirektør, DI Transport
  • Mogens Eduard Jespersen (V), borgmester, Mariagerfjord Kommune
  • Sophie Hæstorp Andersen (S), regionsrådsformand, Region Hovedstaden
  • Thomas Damkjær Petersen, formand, Ingeniørforeningen (IDA)
  • Thomas Kastrup-Larsen (S), borgmester, Aalborg Kommune
  • Tine Kirk Pedersen, direktør, Danske Havne.

I Altingets temadebatter deltager en række aktører, som skriver debatindlæg om aktuelle emner.

Alle indlæg er alene udtryk for skribenternes holdning, og indlæg i Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anne Valentina Berthelsen

MF (SF)

0:000:00