Synergi: Krigen i Iran minder os om, at vi stadig overser det vigtigste værktøj mod energikriser

Farlig fossil afhængighed

I 2022 lykkedes det EU at reducere energiefterspørgslen markant på rekordtid. Det var afgørende for, at vi undgik reelle forsyningskollaps.

Og det skete ikke gennem nye gasfelter eller importaftaler, men gennem besparelser, effektiviseringer og ændret adfærd.

Alligevel var det ikke her, at hovedparten af de politiske midler blev lagt.

I stedet brugte europæiske lande enorme summer på brede støtteordninger, som i mange tilfælde holdt energiforbruget kunstigt højt – og dermed forværrede presset på markedet.

Det er præcis den fejl, vi ikke må gentage nu. For Iran-krigen viser, hvor farlig vores fortsatte afhængighed af fossile brændsler er.

Krisehåndtering og grøn omstilling er ikke modsætninger. Det er den samme opgave.

Morten Helveg Petersen
Bestyrelsesleder, Synergi

Europa er stadig dybt afhængig af importeret energi – knap 60 procent af behovet dækkes af import – og hver ny geopolitisk krise sender chokbølger direkte ind i vores økonomi.

Det er ikke bare et energiproblem. Det er et sikkerhedspolitisk problem.

Netop derfor peger analyser fra blandt andet Institut Jacques Delors på, at svaret ikke er mere subsidiering af et vedvarende højt forbrug af fossil energi, men hurtigere elektrificering og lavere forbrug.

Blandt anbefalingerne er direkte reduktion af olieforbruget og fastholdelse af stærke prissignaler, så investeringer og adfærd bevæger sig i den rigtige retning.

Med andre ord: Krisehåndtering og grøn omstilling er ikke modsætninger. Det er den samme opgave. Men det kræver, at vi tør prioritere rigtigt og indbygge incitamenter til at spare på energien.

Energieffektivisering først

Det er politisk nemmere at dele penge ud end at stille krav om besparelser. Det er nemmere at dæmpe priser end at fastholde incitamenter. Og det er nemmere at tænke nationalt end europæisk. Men det er også forkert.

Når vi subsidierer energiforbrug bredt, øger vi efterspørgslen og presser priserne op for vores naboer. Når vi svækker prissignalerne, svækker vi incitamentet til at spare.

Og når vi fragmenterer markedet, underminerer vi en af Europas største styrker: det indre energimarked.

Derfor er den vigtigste opgave nu ikke at gentage 2022 – men at gøre det bedre. Det betyder tre ting.

For det første skal energieffektivisering sættes først. Ikke som et langsigtet klimamål, men som akut krisepolitik. Hver kilowatt-time, vi sparer, er energi, vi ikke skal importere fra et ustabilt verdensmarked.

For det andet skal prissignalerne bevares. Hjælp skal målrettes dem, der har mest brug for den – ikke bredt til alle.

For det tredje skal vi tænke europæisk. Energisystemet er fælles, og løsningen skal være det samme.

Krigen i Iran er en brutal påmindelse om, at energikriser ikke er bag os. De er tilbage i en ny form.

Og årets energikrise bliver ikke den sidste. Men denne gang har vi ikke nogen undskyldning. Vi ved, hvad der virker. Lad os dog gøre det.