Lektor om den kollektive trafiks tilbagegang: Vi er nødt til at rejse sammen

Transportsektoren bidrog i 2016 med 27 procent af EU's samlede udledning af drivhusgasser, hvoraf 72 procent af denne udledning kom fra vejtransport.

Hvis disse tal, som European Environment Agency har omtalt, skal ned, er vi nødt til at kombinere teknologiske løsninger med ændringer i handlemønstre i retning af mere bæredygtig, kollektiv transport.

Noget tyder imidlertid på, at det slet ikke er så nemt at få os til at ændre vores allerede etablerede praksisser – selvom vi véd, at det ikke er nogen god idé at tage bilen i stedet for toget, gør vi det alligevel, og der er nok af mere eller mindre gode undskyldninger at tage af, når det kommer til at forsvare, hvorfor den kollektive trafik ikke er et relevant alternativ for lige netop os.

Passagerpulsen peger for eksempel på fire klassikere i rapporten 'Danskerne, kollektiv transport og grøn omstilling' fra 2020: Adgangen til den offentlige transport er for besværlig, den er ikke punktlig nok, prisen er ikke konkurrencedygtig, og rejsetiden er for lang

Smittebekymring forstærket af coronavirussen
Covid-19 har imidlertid forstærket en anden udfordring for den grønne omstilling i transportsektoren og for den kollektive trafik: Smittebekymring.

En undersøgelse fra Dansk Industri og Epinion viser, at 11 procent af danskerne forventer, at de vil bruge den kollektive trafik mindre efter pandemien, og at 30 procent af de højfrekvente brugere, som tager den kollektive trafik mindst en gang om ugen, i fremtiden vil benytte bus, tog og metro mindre eller slet ikke.

Som disse tal antyder, har det at være forholdsvis intimt sammen med potentielt smitsomme fremmede stor betydning for (fra)valg af offentlig, kollektiv transport, og hvis vi har valget, vælger mange af os den tryghed, som den forseglede bil tilbyder.

Også før pandemien var det almindeligt at snakke om bilen som en hermetisk afsondret 'iron case', som for eksempel John Urry gør det i 'Mobilities' fra 2007, men begrebet har uden tvivl fået en helt ny prægnans her under pandemien.

Bilen har under pandemien har budt sig til som en mulighed for ikke blot sikker, smittefri transport fra a til b, men også for gennemførelse af forskellige typer drive-in aktiviteter som for eksempel drive-in gudstjenester (se for eksempel Ole B. Jensens undersøgelse fra 2021 'Pandemic disruption, extended bodies, and elastic situations – Reflections on COVID-19 and Mobilities').

Indledningsvis pandemipanik påvirker
Jeg pendler med toget mellem mit hjem i Odense og min arbejdsplads i Aalborg et par gange om ugen.

Da Danmark blev lukket ned for et år siden, var jeg i min indledningsvise pandemipanik tæt på at sværge, at jeg aldrig mere ville bruge offentlig transport.

Men da vi nåede august, og Aalborg Universitet atter var åbent, satte jeg mig alligevel ind i toget. Jeg var urolig i dagene op til første tur. Dels var jeg nervøs for at blive smittet, dels var jeg usikker på, hvordan jeg i praksis skulle gøre på toget for at efterleve anbefalinger og påbud på en fornuftig måde.

Selvom jeg har stor forståelse for de mange, der vælger bilen, når de har muligheden, går det jo simpelthen bare ikke

Laura Bang Lindegaard
Lektor ved Institut for Kultur og Læring på Aalborg Universitet

Jeg skulle selvfølgelig huske at have mundbind på, at holde afstand og at spritte af, men hvordan skulle jeg lige helt præcist gøre de ting i praksis?

Hvordan skulle jeg helt præcist håndtere at få en tår vand? Spritte af, mundbind af, drikke, spritte af, mundbind på, spritte af? Eller kunne én af afspritningerne måske droppes – burde den måske ligefrem droppes, sådan at jeg ikke kom til at se alt for anal eller hysterisk ud?

Denne form for usikkerhed diskuterede Rianne van Melik og Dagmar van de Schraaf allerede før pandemien. De diskuterer i 'Mobile devices and their effect on the sociality on Dutch Intercity trains' fra 2020, at togpassagerer i overvejende grad gerne vil opføre sig passende.

Men på grund af manglende kodekser og uklar kommunikation véd passagererne ofte ikke, hvad der så er passende, og da jeg stod på perronen i august, mærkede jeg på egen krop, hvordan pandemiens nye handlingsanvisninger har gjort den allerede eksisterende usikkerhed endnu større.

Vi er nødt til at rejse sammen
På trods af min usikkerhed gik det, jeg kom på toget, og hen over efteråret fik jeg oparbejdet nogle fornuftige rutiner – nogle rutiner, som jeg følte mig både tryg ved og legitim i.

Men nu havde jeg så heller ikke noget valg. Jeg er dybt afhængig af, at min pendlertid bliver brugt på, at jeg arbejder, og derfor var bilen ikke et reelt alternativ – ellers havde jeg formentligt valgt den, da jeg stod der i august og bekymrede mig.

Men selvom jeg har stor forståelse for de mange, der vælger bilen, når de har muligheden, går det jo simpelthen bare ikke.

Vi er nødt til at rejse sammen for at løse vores fælles problemer – aldrig så mange (individuelle) elbiler på vejene løser problemerne alene.

Elbiler vil selvfølgelig sænke mængden af udledte drivhusgasser, når bilerne kører ganske betragteligt, men de vil sandsynligvis kun gøre trængselsproblematikkerne værre og lede til at endnu flere kvadratmeter af vores lille land bliver beklædt med asfalt – ligesom både bil- og batteriproduktion vil være et vedvarende problem.

Skal undersøge passende passageradfærd
Derfor er det nødvendigt at kombinere den teknologiske udvikling med praksisorienterede studier af, hvorvidt smittebekymringer udgør en barriere for adfærdsændring mod mere kollektive transportformer.

Hvis vi skal have den offentlige transport tilbage på sporet, er det nødvendigt at undersøge disse nye moralske praksisser

Laura Bang Lindegaard
Lektor ved Institut for Kultur og Læring på Aalborg Universitet

Nyere praksisstudier som for eksempel i antologien 'Sustainable Practices Social Theory and Climate Change' fra 2012, redigeret af Elizabeth Shove og Nicola Spurling, har vist, at når vi ikke ændrer vores handlinger, selvom vi véd, at de er uhensigtsmæssige, hænger det sammen med, at vi ikke entydigt kan ses som absolutter agenter, der styrer vores handlinger gennem kognitivt motiverede, individuelle beslutninger, men snarere som bærere af praksisser, der er både materielle og normative

Da jeg stod og skulle med toget i august sidste år, var det som usikker bærer af den nye, komplekse praksis "at tage på arbejde under en pandemi", udgjort af blandt andet den nye materialitet "mundbind" og den nye forståelse af "social afstand", og en del af min nervøsitet handlede om, hvorvidt jeg ville fremstå som en kompetent og moralsk ansvarlig bærer af denne nye praksis.

Hvis vi skal have den offentlige transport tilbage på sporet, er det nødvendigt at undersøge disse nye moralske praksisser, sådan at vi bedst muligt kan imødegå (tog)passagerers behov for at føle sig ikke bare trygge, men også ansvarlige og meningsfulde i deres transportvalg.

Som respons på den udfordring har postdoc Tobias Boelt Back og jeg netop indledt et forskningsprojekt finansieret af Danmarks Frie Forskningsråd.

I samarbejde med Nordjyllands Trafikselskab undersøger vi i løbet af de næste tre år, hvordan "passende" passageradfærd bliver italesat, udfoldet og forhandlet i praksis på strækningen mellem Aalborg og Hjørring – en strækning, hvor netop bilen repræsenterer et hyppigt alternativ til toget.