Debat

Movia: Vi risikerer en langvarig indtægtskrise for den kollektive transport

Vores indtjening er milevidt fra det normale niveau, og vi har kun godt halvdelen af de kunder, som vi plejer. Vi taber mange penge – hver dag, skriver Movias direktør, Dorthe Nøhr Pedersen.

Det er vigtigt at kunderne vender tilbage til den kollektive trafik efter corona-krisen, og at den kollektive trafik er tryg, skriver Dorthe
Nøhr Pedersen.
Det er vigtigt at kunderne vender tilbage til den kollektive trafik efter corona-krisen, og at den kollektive trafik er tryg, skriver Dorthe Nøhr Pedersen.Foto: Pressefoto
Dorthe Nøhr Pedersen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I Movia glæder vi os til at byde kunderne velkommen tilbage i busserne, flextrafikken og lokaltogene, i takt med at samfundet lukker op.

Efter godt et år med coronarestriktioner og tilpasninger af vores service er vi i gang med en af de største opgaver i sektoren gennem mange år: At få kunderne trygt og sikkert tilbage i den kollektive transport.

Coronakrisen har været en samfundskrise, en sundhedskrise, en erhvervskrise og for mange også en krise på det personlige plan. Men for den kollektive transport er den først og fremmest en indtægtskrise.

Det er dyrt at levere offentlig infrastruktur hver dag året rundt i alle egne af landet. Vores indtjening er milevidt fra det normale niveau, og vi har kun godt halvdelen af de kunder, som vi plejer. Vi taber mange penge – hver dag.

Skal coronatabet for Movia bare i år udlignes, skal alle borgere over 18 år i vores område købe billet til en bustur godt 70 gange resten af 2021. Det får vi nok ikke borgerne til.

Så lad os være ærlige: Det bliver en kompleks og svær opgave at genoprette indtægterne og få kunderne tilbage i busser og tog, hvilket kræver en særlig indsats og tæt samarbejde på tværs af stat, kommuner, regioner, myndigheder, kunder og vores samarbejdspartnere i DOT.

Temadebat

Hvordan får vi den offentlige transport tilbage på sporet?
Danskerne har under coronakrisen svinget langt mindre med Rejsekortet.

180 millioner rejser med Rejsekort fandt sted i 2019 mod 123 millioner rejser i 2020, viser nye tal fra Transportministeriet.

En Epinion-undersøgelse for Dansk Industri har vist, at 11 procent af danskerne forventer, at de vil bruge den kollektive trafik mindre.

Altinget giver i en ny temadebat ordet til interessenter og eksperter, som vil debattere, hvordan vi får den offentlige transport tilbage på sporet, og hvordan vi undgår, at coronakrisen forvandler den offentlige transport til et nicheprodukt.

Her er deltagerne:

  • Dorthe Nøhr Pedersen, direktør, Movia
  • Ismir Mulalic, lektor ved Økonomisk Institut på Copenhagen Business School
  • Jan Sigurdur Christensen, kommerciel direktør, DSB
  • Jens Boe Jacobsen, direktør for forretningsudvikling, Arriva
  • Lasse Repsholt, formand, Kollektiv Trafik Forum
  • Laura Bang Lindegaard, lektor ved Institut for Kultur og Læring på Aalborg Universitet
  • Mads Reinholdt, Direktør, Forbrugerrådet Tænk
  • Michael Svane, branchedirektør, DI Transport
  • Otto Anker Nielsen, professor og leder ved Division for Transport på Danmarks Tekniske Universitet.

Om temadebatter:
I Altingets temadebatter deltager en række aktører, som skriver debatindlæg om aktuelle emner.

Alle indlæg er alene udtryk for skribenternes holdning, og indlæg i Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Bilsalget er steget markant
Coronakrisen har varet længere, end vi først troede. For mange er det lang tid siden, at de har brugt busser og tog.

De arbejder eller er på uddannelse hjemmefra, deres fritidsaktiviteter er lukket ned, eller de ønsker at følge myndighedernes anbefalinger om at undgå den kollektive transport, hvis de kan.

Salget af biler under coronakrisen er steget markant, og kombineret med krisens varighed er skinnerne lagt til en langvarig adfærdsændring – også når det gælder vores transportvaner.

Udviklingen skal vendes for at sikre klima og undgå trængsel i fremtiden. Men det vil tage tid, før passagertallet og indtægterne i den kollektive transport normaliseres.

Så ud over at få kunderne trygt tilbage, skal den kollektive transport også være bedre i den skærpede konkurrence efter corona. Der skal mere til end at slå dørene op, hvis kunderne skal tilbage.

Det er Movias opgave at skynde på den udvikling, men heldigvis ikke alene. Vores mobilitetsplan, som er aftalt med regionerne og kommunerne, rummer en effektiv værktøjskasse med konkrete indsatser:

Den kollektive transport skal opgraderes med BRT-løsninger og busser i egne vejbaner, som når frem til tiden og går fri af de mange biler på vejene, der holder i kø.

Bedre mobilitet mellem by og opland
Vi skal have bedre sammenhæng til cykel, bil og andre transportformer, og bedre mobilitet mellem by og opland, så man kan bo og arbejde på hele Sjælland.

Samtidig fortsætter kommuner og regioner med Movia den grønne omstilling, så kunderne kan vælge den bæredygtige transport til.

Allerede i 2022 vil 23 procent af Movias busser være emmissionsfri. Det er gået stærkt med Movias omstilling til elbusser, siden Roskilde Kommune i 2019 satte de første batteridrevne busser i drift.

I Region Hovedstaden og Region Sjælland, hvor Movia leverer kollektiv transport, har henholdsvis hver anden og hver tredje husstand ikke bil.

Både for bilister, der sidder for meget i kø, og for de mange uden bil er det vigtigt, at kollektiv transport har synlige fordele.

Ellers taber vi chancen for at skabe et samfund, hvor alle kan være med, og hvor man ikke er afhængig af en bil, for at børnene kan komme i skole, man selv kan komme på arbejde, til fodbold eller fitnesscenteret, eller hvor de ældre kan besøge familie eller venner og være en aktiv del af samfundet.

Forsøger med korrespondancegaranti
I DOT arbejder Movia med DSB og Metroselskabet for vækst ved at udvikle den kollektive transport.

Vi har forsøg i gang med korrespondancegaranti, så sidste bus venter på toget. Vi har turistprodukter på vej til hele DOT's område, så vi er klar til sommerens mange danske turister.

Vi kigger på et produkt til pendlere, som en tid endnu har mange hjemmearbejdsdage. Og til cyklisterne har Movias bestyrelse besluttet at åbne for cykelmedtagning i alle busser som et toårigt forsøg.

I Movia lykkes vi bedst med samarbejde. Kommuner og regioner er inviteret med i arbejdet med ideer, der kan få kunderne tilbage.

Hvis vi skal opretholde et dynamisk arbejdsmarked, er mobiliteten afgørende, og her spiller kollektiv transport en vigtig rolle.

De cirka 800.000 danskere, der hvert år skifter job, har behov for gode kollektive transportmuligheder. Det samme har virksomhederne for at tiltrække og fastholde kvalificeret arbejdskraft.

Af hensyn til samfundsøkonomien er vi nødt til at finde holdbare løsninger for, at flere transporterer sig sammen, for forsinkelserne på vejene koster ifølge Vejdirektoratet samfundet 26 milliarder kroner hvert år i tabt velfærd.

Dorthe Nøhr Pedersen
Direktør, Movia

Tiltag er nødvendige
Tilpasningen af servicen i busser, flextrafik og lokaltoge, efterhånden som flere vender tilbage i skolerne, på job og i butikkerne, fortsætter.

Det har vi sammen med busoperatørerne og buschaufførerne vist, at vi kan. Særligt fordi kunderne er gode til at passe på hinanden og på vores medarbejdere.

Vi fortsætter med ekstra grundig rengøring, god udluftning i busserne, selvbetjening uden kontantsalg for at undgå unødig smitterisiko. Vi har stoppestedsværter ved større busstoppesteder, som overvåger kapacitet, og har søsat webappen Plads i bussen, så kunderne har mulighed for at vælge en afgang med færre rejsende.

Vi er derfor også glade for, at en stor undersøgelse fra Nordsjællands Hospital konkluderer, at der ikke er tegn på øget smitterisiko i kollektiv transport.

Coronatiltagene er nødvendige af hensyn til sundhed og et trygt arbejdsmiljø, men bidrager også til at fastholde tilliden til den kollektive transport.

Fra DOT-undersøgelser ved vi, at kunder, der har benyttet kollektiv transport hyppigst under covid-19, også er de mest tilfredse.

Det er meget vigtigt, at vi får sendt de stærkeste signaler om, at her er trygt at være, at vi kerer os om hinanden – både i praksis og i det, som vi siger. Det vil vi blive målt på.

Men det kommer til at tage tid, og der bliver behov for en hjælpende hånd og investering i bedre service, så vi kommer godt ud af indtægtskrisen og godt videre med samarbejdet om at skabe kollektiv mobilitet, som flere borgerne bruger mere af fremover.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00