Debat

SF: Flere motorveje er ikke løsningen

DEBAT: I stedet for at bygge flere motorveje, der blot vil skabe mere biltrafik, bør en ny regering bruge kræfter på at løfte den kollektive trafik, lyder det fra Anne Baastrup (SF).

Den kommende regering skal bruge kræfter på at løfte den kollektive trafik, skriver Anne Baastrup (SF).
Den kommende regering skal bruge kræfter på at løfte den kollektive trafik, skriver Anne Baastrup (SF).Foto: Folketinget
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Anne Baastrup
Transportordfører, SF

Ikke kun storbyerne og de større danske byer med en station på hovedstrækningerne skal have glæde af den forbedrede jernbanetrafik. Der skal derfor ske et intelligent løft i den kollektive trafik generelt.

Anne Baastrup (SF)
Transportordfører

Gennem de sidste mange år har svaret på alle transportpolitiske udfordringer fra nogle partier været: Flere motorveje!

Fakta
Transportdebatten har til formål at fokusere og styrke den transportpolitiske debat i Danmark.

Løbende inviterer Altinget: transport derfor eksperter, politikere, fagfolk og interesseorganisationer til at debattere udvalgte emner og/eller problemstillinger inden for transportområdet.


I den kommende tid vil et debatpanel sætte fokus på, hvordan transportpolitikken skal se ud efter det kommende folketingsvalg. Hvad skal en ny regering prioritere? 

Husk, at du også kan deltage i eller komme med idéer til debatten.

Send dit indlæg til [email protected]

Spørgsmålet er om det ikke er på tide at genoverveje om dette svar, er det eneste rigtige. Det er jo interessant, at Danmark er det land i Europa, der har flest kilometer motorvej per indbygger, 38 procent flere kilometer end i Holland, 20 procent flere end i Tyskland og 8 procent flere end i Sverige.

Resultatet af denne politik er mere biltrafik. Danmark er næst efter Finland det land i Europa, hvor folk kører mest i bil.

Pia Olsen Dyhr (SF) fik i sin korte ministertid vedtaget en visionær kæmpeinvestering i forbedringer på jernbanenettet, så det vil være muligt at komme til København med lyntog fra Odense på en time, fra Aarhus eller Esbjerg på 2 timer og fra Aalborg på 3 timer.

Samtidig er der aftalt nye køreplaner med kortere rejsetider, så alle andre byer på banenettet får glæde af investeringerne i de udrettede skinner, elektrificeringen og et nyt signalsystem.

Kollektiv trafik er bedre end motorveje
Og det er den vej, SF mener, at udviklingen skal gå. Der er allerede aftalt letbaner i ring 3 i København og letbaner i Aarhus, Odense og Aalborg. I stedet for at fokusere på investering i flere motorveje skal udbygningen af letbanenettet i de tre store provinsbyer prioriteres, og Esbjerg skal også have letbane.

Også i Hovedstadsregionen skal letbaneudbygningen fortsættes i overensstemmelse med anbefalingerne fra Trængselskommissionen.

Men ikke kun storbyerne og de større danske byer med en station på hovedstrækningerne skal have glæde af den forbedrede jernbanetrafik. Der skal derfor ske et intelligent løft i den kollektive trafik generelt.

Manglende gennemtænkt busbetjening har betydet, at flere er blevet afhængige af deres bil, og at stadig flere familier har fået brug for to biler.

Denne udvikling skal vendes. Bedre busforbindelser kan derfor være attraktive for pendlere og uddannelsessøgende, og kombineret med toget markant fremme brugen af kollektiv trafik i stedet for bil.

Timemodel til landområderne
Derfor er Danske Regioners såkaldte timemodel helt central. Forslaget handler om, at der skal være busbetjening til de større stationsbyer, hvor hurtigtog standser, så det kun skal tage højst en time at komme fra alle steder i landet til den danske hovedlinje med hurtige tog.

Det forudsætter koordinering af rejseplaner mellem regionernes trafikselskaber og DSB, og investeringer! Det må kunne lade sig gøre, hvis de involverede parter gør sig umage og respekterer hinandens vilkår.

Samt opbakning fra regering – for denne udvikling koster i første omgang – men vil på sigt give klare besparelser for samfundet. Dagligt spildes der mange tusinde timer på grund af trængsel.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anne Baastrup

Fhv. MF (SF)
cand.jur. (Københavns Uni. 1976)

0:000:00