SF: Skab bedre vilkår for cyklisterne

Af Karsten Hønge (SF)
Transportordfører
For godt et år siden løb den gamle cykelpulje tør for penge. De 49 cykelprojekter, som puljen nåede at finansiere, har dog allerede haft en effekt på danskernes transportvaner. Flere springer på jernhesten, når de tager turen til uddannelse eller job.
SF mener, at cyklisterne alt for ofte bliver kørt ud på et sidespor i transportpolitikken. I trafikken bliver cyklisterne klemt af de hårde trafikanter, og på Christiansborg bliver cyklisterne klemt af partier, som er mere optagede af alle mulige andre projekter.
Mange fordele ved flere cyklister
Privatbilisme, lastbiler, tog, busser, letbaner og metroer løber alt for tit med politikernes opmærksomhed. Der er mange fordele ved at få flere cyklister. De hverken støjer eller forurener, de er sunde, de er mere fleksible, og så er det billigere for både brugere og statskassen.
Det er vigtigt at få gjort det nemt og billigt at tage cyklen med i toget. Muligheden for at tage cyklen med, kan gøre forskellen på, om man vælger at pendle med tog eller i bil.
Karsten Hønge
Transportordfører for SF
Der er stadigvæk masser af projekter, der har brug for finansiering. Vi har ikke nok sikre cykelstier. Det gælder i byerne, hvor en tæt og kaotisk trafik skaber behov for at bygge supercykelstier.
Det gælder også på landevejene, hvor mange veje slet ikke er skabt til at gøre det sikkert at cykle. Mange forældre er utrygge ved at sende deres børn i skole på cykel. Det dur ikke!
Tryghed for alle
Efter cykelbyprojekterne blev gennemført, steg cyklisternes tryghed med 36 procent ifølge en midtvejsevaluering. Det viser, at hvis vi gør cykelturen tryg for alle, gammel som ung, så dropper flere bilen for cyklen.
Der er også behov for at binde cyklismen bedre sammen med resten af vores transportsystem. Det gælder først og fremmest den kollektive transport.
Tag cyklen med i toget
Der skal investeres i ordentlig cykelparkering ved togstationer og større busstoppesteder, så man nemmere kan kombinere de to. Det er også vigtigt at få gjort det nemt og billigt at tage cyklen med i toget. Muligheden for at tage cyklen med kan gøre forskellen på, om man vælger at pendle med tog eller i bil.
Der skal investeres i nye praktiske løsninger for at skabe plads i togene, og cykelbilletter skal gerne afskaffes. Det kan ikke passe, at pendlerne skal mødes af en sådan dummebøde, fordi de vælger en sund og grøn løsning.
Mere cykelturisme
Der er også brug for at fremlægge en ny strategi for cykelturisme i Danmark. Vi er kendt for en stærk cykeltradition og har mange områder, hvor den smukke natur lægger op til herlige cykelture.
Bornholm har allerede stor succes med cykelturisme. Vi tror, det er en del af løsningen for at tiltrække turisme og skabe job på små øer og i en del af landdistrikterne.
Men der er brug for, at regeringen hjælper kommunerne med at skabe de ideelle forhold for cykelturister.
Indsigt
Kenneth Fredslund Petersen spørger Thomas DanielsenBør Storebæltsbroen være gratis?
Udvalget spørger Thomas DanielsenHar DSB orienteret om udfordringer forbundet med indsættelsen af de nye Talgo togstammer?Besvaret
Nick Zimmermann spørger Thomas DanielsenSkal DSB pålægges en strammere styring af kørselsordninger?















