Debat

Aarhus-chef: Bilernes pres på byerne skal reduceres

DEBAT: De 27 milliarder fra regeringens 2025-plan skal ikke bruges på at øge tilgængeligheden for biler, men på at forbedre alternativerne til bilerne i og omkring de store byer. Det skriver Aarhus Kommunes mobilitetschef, Susanne Krawack.

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Susanne Krawack
Mobilitetschef, Aarhus Kommune

Vi kender Regeringens negative holdning til at medfinansiere flere letbaner. Man kan jo vente på en regering med en anden holdning, men det vil være rart at kunne planlægge vigtig infrastruktur i et godt og langsigtet samarbejde.

Susanne Krawack
Aarhus Kommune

Der kommer – og er kommet - flere biler i Danmark. Regeringen har gjort det billigere at købe store biler, og skatteforliget om de energiøkonomiske biler fra 2007 har også gjort de små biler billige.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

Så lige meget hvilken type bil du vil købe, er den blevet billigere i løbet af de seneste 10 år - dog med undtagelse af elbiler.

Flere bilejere
Effekten udebliver ikke. Fra 2007 til 2014 er bilejerskabet steget fra 377 til 404 biler per 1000 indbyggere.

Det betyder, at bilantallet er steget med syv procent over syv år, hvor den økonomiske vækst ikke har været imponerende.

Aarhus vokser og vækster - og det samme gør antallet af biler. Men det er nødvendigt at prioritere den begrænsede plads, vi har til rådighed.

Invester i alternativer til bilen
Hvis Aarhus skal blive ved med at leve op til den politiske vision om at være en by med et godt, spændende og aktivt byliv, er det vigtigt, at alternativerne til at køre i bil bliver forbedret lidt hurtigere end stigningen i biltallet.

Derfor er det vigtigt at fortsætte den statslige medfinansiering til at forbedre forholdene for cyklister. Flere cyklister har mange åbenlyse gevinster for både borgernes sundhed, miljøet og for trængslen på vores veje.

En cyklist er jo potentielt en bilist mindre i myldretidskøen.

I Aarhus arbejder vi målrettet på at gøre den daglige cykeltur til en god oplevelse. Det betyder, at vi ikke kun fokuserer på infrastruktur, men arbejder med en bred indsats.

Statslig medfinansiering
Derudover er Aarhus i gang med at udbygge et bedre kollektivt trafiksystem. Danmarks første letbane åbner i 2017, og planlægningen af de næste etaper er i gang.

I blandt andet Norge og Frankrig anser man statslig medfinansiering af letbaner for et væsentligt bidrag til at undgå massive trængselsproblemer.

Vi kender regeringens negative holdning til at medfinansiere flere letbaner. Man kan jo vente på en regering med en anden holdning, men det vil være rart at kunne planlægge vigtig infrastruktur i et godt og langsigtet samarbejde.

Derfor er det væsentlig, at kunne være nogenlunde sikker på en statslig medfinansiering til nye letbaneetaper og BRT-løsninger (Bus Rapid Transit).

Ramper kan begrænse trængsel
Endelig er der vigtige lokale vejprojekter, som kan have en meget positiv virkning på trafikafviklingen i et større område. Nye tilslutningsanlæg til motorveje og tilsvarende projekter, hvor det statslige og det kommunale vejnet mødes går ofte under radaren - men nye ramper kan eksempelvis virke rigtigt godt til at begrænse trængsel.

Det er altså vigtigt, at staten og kommunernes investeringer i infrastruktur understøtter og supplerer hinanden, hvis det skal lykkes at reducere bilpresset på byerne.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00