Det er naivt at tro, at karakterfrihed mindsker pres

Karakterer kan altid bringe sindene i kog. Er de retfærdige? Udgør de et objektivt og retfærdigt grundlag for optagelse på ungdomsuddannelser og de videregående uddannelser? Socialiserer de primært til lønarbejdet?

Sidstnævnte var det, jeg selv lærte af professor Steinar Kvale, der forskede i betydningen af karaktergivning på gymnasiet. Han forstod det på den måde, at karaktergivning træner elever til et arbejdsliv, hvor man arbejder primært for at få et hæderligt udkomme og en rimelig løncheck, mens en genuin optagethed af noget for dets egen skyld fordufter.

Senest har der været debat, også i Altingets spalter, om Mattias Tesfayes (S) udspil om øgede karakterkrav til optagelse i gymnasieskolen. Et øget karakterkrav skal gøre det endnu sværere at komme ind på gymnasiet, ergo vil flere søge en erhvervsuddannelse. Det er i hvert fald en forhåbning, man har.

Elitens børn har altid vundet på, at kravene til høje præstationer er vage og uigennemskuelige, for på den måde kan man videregive privilegier i mere usynlige netværk og alliancer

Lene Tanggaard Pedersen

Vandene deles, når karaktergivning er på bordet. Ofte på en sådan måde, så vi på den ene side har dem, der advokerer for færre karakterer og mindre betydning af dette med den begrundelse, at det kan sænke præstations- og perfekthedskulturen og fremme læreprocesser, mens der på den anden side er dem, der hævder, at karakterer ikke nødvendigvis fremmer oplevelsen af pres.

Karakterer er ikke nødvendigvis gode indikatorer for, hvad eleven har lært, de er ikke altid objektive, men karakterfrihed er ikke altid lig med reel frihed.

Når vi fjerner transparente kriterier for, hvad der belønnes, så indtræder der blot andre og mere vage normer og konventioner. Her vinder de stærkere også. Karakterfrihed giver ikke nødvendigvis frihed, men kan føre til nye former for bundethed.

Elitens børn har altid vundet på, at kravene til høje præstationer er vage og uigennemskuelige, for på den måde kan man videregive privilegier i mere usynlige netværk og alliancer. Det er med andre ord naivt at tro, at karakterfrihed kan mindske pres. Det flytter sig blot.

Jeg mener, at der er sandhed på begge sider af diskussionen, men jeg mener også, at diskussionen tit rammer skævt.

Mens vi kan diskutere for og imod karakterer og lave optagelsessystemerne om, så er hovedsagen, at vi i dag har mistet sansen for fælles normer og anliggender, og derfor har internaliseret samfundets idealer og utopier som vores egne projekter. Det kan man tynges af uanset karaktergivning. Det kan være næsten ubærligt og angstprovokerende.

Vi ved, at der kan være en kønsbias i karaktergivningen, hvor vi forventer mere af pigerne og belønner deres adfærd i højere grad

Lene Tanggaard Pedersen

Sandheden om karaktergivning er, at karakterer ikke fremmer læreprocesser, men allerhøjest kan bidrage til en opsummering af kvaliteten af præstationer.

Karaktergivning er socialt skæv, og vi ser tendenser til, at pigerne løber fra drengene og simpelthen får højere karakterer. Det gør pigerne med al sandsynlighed, fordi de laver deres lektier, hvilket betyder, at de drenge, der også gør det, tilsvarende får højere karakterer.

Vi ved, at der kan være en kønsbias i karaktergivningen, hvor vi forventer mere af pigerne og belønner deres adfærd i højere grad, mens vi samtidig har udviklet en skole, der passer rigtig godt til pigerne. Det kan aldrig blive pigernes problem, medmindre det fører til, at de oplever et uhensigtsmæssigt pres, der går ud over deres livskvalitet.

Vi kan løse noget af dette ved at tale med drengene om betydningen af at gøre sig umage og forberede sig, mens vi kan tale med pigerne om at sænke ambitionerne indimellem. Vi kan også blive bedre til at møde den enkelte elev med åbenhed og nysgerrighed, og vi kan træne og uddanne med henblik på en evalueringskultur, hvor det hele ikke handler om karakterer, men først og fremmest om at blive bedre til det, man laver. Her er det ikke et mål at blive den bedste, men at tage sit eget udgangspunkt alvorligt.

Om man løser problemerne med rekruttering til erhvervsuddannelserne med karakterkrav er usikkert. En vej kunne også være at gøre disse uddannelser langt mere attraktive, men det kræver et længere og sejt træk.