DF: Taxametersystemet skal forenkles

Af Alex Ahrendtsen (DF)
Undervisningsordfører                                                                                                      

Nogle ser taxametersystemet som det rene djævelskab, der har ødelagt undervisningssektoren og den almene dannelse - og fået undervisningsniveauet til at falde mærkbart. Andre opfatter det som et frihedsbrev, der øger ansvaret og lader beslutningerne foregå lokalt i stedet for i et ministerium eller i et amt.

Dansk Folkeparti er kritisk tilhænger af et taxametersystem, og vi vil arbejde for en forenkling af taxametersystemet ved at fjerne incitamentstaxametrene. Det skal ske af hensyn til kvaliteten af vore uddannelser. Og det skal ske på tværs af hele uddannelsessektoren, og ikke kun særskilt for de videregående uddannelser.

Danske uddannelsesinstitutioner får penge fra staten per elev eller studerende. Det kaldes et taxameter. Siden indførelsen i 1991 er systemet med jævne mellemrum blevet angrebet. Forskningsministeren har for nylig varslet en justering for de videregående uddannelser, og på Altinget diskuteres der på livet løs for de videregående uddannelser.

Alle uddannelsesaktører, som jeg har talt med, siden jeg blev undervisningsordfører, ønsker incitamentstaxametrene hen, hvor peberet gror

Alex Ahrendtsen
Undervisningsordfører, DF

Incitamentstaxametre skævvrider systemet
Taxametersystemet har gennem årene fået skyld for at have sænket niveauet i uddannelserne. Kritikken er især kommet fra de almene gymnasier og universiteterne. Fagfolk peger dog på de såkaldte incitamentstaxametre som årsagen til nogle af problemerne. Incitamentstaxametre er økonomiske redskaber, der tilskynder til bestemte handlinger.

Alle uddannelsesaktører, som jeg har talt med, siden jeg blev undervisningsordfører, ønsker incitamentstaxametrene hen, hvor peberet gror. Lige fra produktionsskolerne, handels-, erhvervs- og tekniske skoler til de almene gymnasier. Også de videregående uddannelser har tilmeldt sig dette kor. Man vil af med dem, fordi de skævvrider systemet og frister til at belønne skolerne for at lade elever og studerende bestå. Det er ikke så mærkeligt, at Undervisningsministeriets fremragende rapport fra 2009 om selveje anbefalede at forenkle taxametersystemet.

Et virvar af taxametre
Siden 1991 har der været en knopskydning af forskellige taxametre. Der er 3 hovedtaxametre: undervisnings-, fælles- og bygningstaxameter. Ud over fællestaxametre er der også tilføjet internationaliserings- og færdiggørelsestaxametre. Det er sidstnævnte to, man kalder incitamentstaxametre. Dertil kommer udkantstilskud, der ikke er et taxameter.

Oven i dette har regeringen tilføjet endnu et, det sociale taxameter, der skal tilgodese uddannelsesinstitutioner i socialt belastede områder. Altså det stik modsatte af anbefalingerne i den digre selvejerapport fra 2009. Men ser man bort fra incitamentstaxametrene, er ideen om taxametersystemet som udgangspunkt fint. Det decentraliserer og giver frihed for uddannelsesinstitutionerne til at tilrettelægge dagligdagen selv. 

Uden selveje øges bureaukratiet
Der er knap 2.000 selvejende uddannelsesinstitutioner, der reguleres af 25 forskellige love og 60 forskellige bekendtgørelser. Hvis vi opgav selvejet, skulle staten styre disse per dekret eller gennem embedsapparatet, hvilket ville medføre en meget dyr uddannelsessektor og forøge bureaukratiet mærkbart. Det er ganske enkelt ikke muligt.

Med selveje og taxameter gik skolerne fra prosaøkonomi til driftsøkonomi, sådan som Flemming Jørgensen fra Danske Erhvervsskoler så fyndigt har formuleret det. Før 1991 var der stor forskel på bevillingerne institutionerne imellem. Havde man problemer med driften, blev der sendt breve til ministeriet, der så måtte reagere på henvendelsen. Med selveje og taxameter fik man pludselig et objektivt og sagligt redskab for alle.

Giv slip og decentralisér
Historisk set har handels- og erhvervsskolerne haft de længste erfaringer med selveje og taxameterstyring, nemlig siden 1991. Professionshøjskolerne i 2007. Først i 2008 gik de almene gymnasier og hf over til selveje. Pludselig skulle de til at forholde sig til en bestyrelse, og at beslutningerne blev truffet lokalt under hensyntagen til lovgivning og økonomi. Og det kom oveni en uigennemtænkt og på nogle områder katastrofal gymnasiereform. Det var mange ting på en gang. 

Dansk Folkeparti er af den overbevisning, at jo flere beslutninger, man kan lægge ud decentralt, jo enklere bliver systemet også. Men problemet er, at man fra politisk hold ikke har turdet give slip. Derfor har man fået disse besynderlige incitamentstaxametre, hvormed man forsøger at styre institutionerne politisk. Stik imod hensigterne. Derfor er det nærliggende at fjerne incitamentstaxametrene og forenkle taxametersystemet.