Elever: Lederne elsker selvejet, fordi det er dem der bestemmer

10. februar skrev en række uddannelsesformænd, at det er taxametersystemet og ikke selvejet, der skaber uhensigtsmæssig konkurrence mellem ungdomsuddannelserne.

Vi er enige i, at taxametersystemets overdrevne fokus på den marginale elev skaber skadelig konkurrence mellem institutionerne. Mindst lige så problematisk er det dog, at man som selvejende institution i højere grad driver virksomhed frem for velfærdsinstitution.

Selveje som styringsparadigme er altså en del af problemet med konkurrencen.

Selveje er ikke garant for selvbestemmelse
Uanset hvordan man indretter styringen af ungdomsuddannelserne, er det vigtigt, at lokal selvbestemmelse og indflydelse på hverdagen står i centrum. Det er selvejet bare ikke nogen garant for, selvom lederne hårdnakket påstår det.

Selveje og taxameterstyring tilskynder institutioner og ledere til at opføre sig som om, de agerer på et frit marked med fair konkurrence. Det gør de bare ikke.  

Ingrid Kjærgaard og Oliver Bornemann
Hhv. formand for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning og formand for Landssammenslutningen af Handelsskoleelever

Faktisk ligefrem tværtimod for de mange elever og lærere, der under selvejet må leve med ledernes mere eller mindre fikse idéer, som velmenende støttes af bestyrelsen.

Det ideelle er, at elever, lærere og ledere sammen kan beslutte, hvilke særlige indsatser der skal søsættes på institutionen. Virkeligheden er dog, at institutionens autonomi koblet med manglen på politisk styring lokalt betyder, at den enkelte leder ofte prioriterer de indsatser, vedkommende selv vil.

Her er fokus desværre ikke altid på det, som eleverne ser som kvalitet. I stedet brager konkurrencen derudad, og institutionerne kappes om eleverne, fordi det er dét, der sikrer økonomien, mens eksterne bestyrelsesmedlemmer og ledelsen gør sit for at opretholde deres gode renommé.

Selveje og taxameterstyring tilskynder institutioner og ledere til at opføre sig som om, de agerer på et frit marked med fair konkurrence. Det gør de bare ikke.

Det giver størst gevinst at prioritere branding
For Vestfyns Gymnasium og Handelsgymnasiet Vestfyn kan ikke bare flytte væk fra Glamsbjerg og ind til Odense, hvor der er flere elever. Til gengæld skal de levere samme uddannelseskvalitet, fordi vi har en politisk ambition om et uddannelsessystem med en høj og ensartet national standard.

Men kun de store institutioner med attraktive beliggenheder, kan investere i lækre faciliteter, eksotiske valgfag og stærke brands og vinde i selvejets konkurrenceforherligende hamsterhjul.

Og hvad betyder det så at ‘vinde’? Det er der ikke rigtigt nogen, der ved. Måske handler det om at mindske frafaldet eller øge den sociale mobilitet blandt de optagede elever. Det er desværre ret meget op til både ledelse og bestyrelse at definere.

Dét er problematisk, fordi man skødesløst antager, at den lokale selvbestemmelse betyder, at man altid prioriterer uddannelseskvaliteten højest. I virkeligheden giver det bare nogle gange større gevinst at prioritere brandingindsatser, der kan tiltrække kunder. Hov, nej, elever. Ups.

Bundlinje frem for helhedsorienterede uddannelser
Vi kan ikke komme denne markedsliggørelse af ungdomsuddannelserne til livs alene ved at ændre taxametersystemet. Der må en gennemgribende ændring af selvejemodellen til, fordi modellen bygger på en grundlæggende incitamentsstyring af uddannelserne.

Selv hvis man omlagde taxametrene, og eksempelvis lod midlerne udløse af overgang til videregående uddannelse og beskæftigelse eller andre isoleret set ønskværdige forhold, vil det aldrig ændre selvejets præmis: Man fokuserer på at nå i mål med det, der giver grønne tal på bundlinjen frem for at skabe uddannelser med fokus på helheden - i al dens kompleksitet.