Filosof: Giv landets uddannelser en analogiseringsstrategi

DEBAT: Der hersker et digitaliseringsregime på landets uddannelser, som sætter brugen af it før alt andet. Men coronakrisen viser os, at det vigtigste altid vil være det analoge møde mellem lærer og elev, skriver pædagogisk filosof Niels Jakob Pasgaard.

Coronakrisen viser os, at mødet mellem lærer, elev og stoffet ikke kan digitaliseres, skriver Niels Jakob Pasgaard. — Coronakrisen viser os, at mødet mellem lærer, elev og stoffet ikke kan digitaliseres, skriver Niels Jakob Pasgaard.Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix

Peter Bjørnbak Hansen

Redaktionsassistent

GDPRDeleted

Vis mere

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Niels Jakob Pasgaard
Pædagogisk filosof og lektor, VIA Pædagoguddannelsen i Viborg

I starten af ugen kunne man i Altinget læse et indlæg af 41 pædagoger og lærere.

Her fremlagde de den måske vigtigste erfaring, vi kan gøre os af coronakrisen i relation til skolen:

Skolen kan undvære de digitale platforme, men den kan ikke undvære det analoge og fysiske møde mellem lærer, elev og stof.

Fakta

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Det er klart, at en sådan erfaring er vigtig. Ikke kun fordi vi på baggrund af den kan tage hensyn til de udsatte blandt de små elever, der rammes særligt hårdt af savnet af skolens sted og hverdag, eller fordi erfaringen taler ind i behovet for at prioritere at åbne skolerne for de store elever.

Nej, erfaringen er også vigtig, fordi den taler ind i årtiers uhensigtsmæssig og forhastet digitalisering af skole og uddannelse.

Når teknologierne og platformene så har vist sig ikke at indfri de lovede potentialer, er skytset blevet rettet mod lærerne, der enten har udvist unødig modstand eller blot ikke har haft kompetencerne til at indfri de digitale vidundermidlers potentialer. Det kalder på kompetenceudvikling, er mantraet. Og så ryger der en milliard mere.
Niels Jakob Pasgaard
Pædagogisk filosof og lektor, VIA Pædagoguddannelsen i Viborg

Gennem de sidste mange år er der investeret milliarder i digitalisering af skole og uddannelse.

Der er indkøbt hardware såsom – allerede ved indkøbet – forældede smartboards, individualiserende og invaliderende ipads og datalækkende chromebooks og software såsom fagportaler, træningsapps, læringsportaler og AULA.

Når teknologierne og platformene så har vist sig ikke at indfri de lovede potentialer, er skytset blevet rettet mod lærerne, der enten har udvist unødig modstand eller blot ikke har haft kompetencerne til at indfri de digitale vidundermidlers potentialer.

Det kalder på kompetenceudvikling, er mantraet. Og så ryger der en milliard mere.

Digitalisering før undervisning
Fra dag ét har man sat digitalisering før didaktik. Man har sat indkøb af teknologier før lærernes og elevernes behov. Man har udviklet digitaliseringsstrategier, etableret digitaliseringsafdelinger og ansat digitaliseringsdirektører.

Alt sammen for at sikre, at digitalisering er top of mind hos alle medarbejdere i skoler og på uddannelser. Ikke undervisningen, ikke fagene, ikke indholdet. Nej, digitaliseringen skal være top of mind.

Digitalisering af skole og uddannelse er blevet en selvfølgelighed, og hvis man som lærer ikke vil digitaliseringen af skole og uddannelse i det ønskede omfang og tempo og måske endda kritiserer den enorme satsning på digitalisering, der tager midler fra andre områder, skaber man ”uhensigtsmæssige polariseringer”.

Nogle kalder endda en for ”dinosaur” eller ”maskinstormer” eller arbejder i hvert fald på at ændre ens ”mindset”, så man kan få øje på og udnytte de digitale teknologiers lovede potentialer.

Læs også

41 lærere og skolepædagoger: Digital undervisning kan aldrig erstatte den virkelige undervisning

Debat

Lav en analogiseringsstrategi
I Undervisningsministeriet har man en styrelse for IT og Læring (STIL). Den beskæftiger, så vidt jeg ved, omkring 300 medarbejdere. Styrelsen for Analogt Liv og Undervisning findes ikke.

Der findes ingen analogiseringsstrategier, ingen analogiseringsafdelinger og ingen analogiseringsdirektører. Det må jo undre, når nu erfaringen af coronakrisen er, at det analoge møde mellem lærer, elev og stof er helt centralt for skolens (og uddannelsernes) virke.

Det digitale kan derimod undværes.

Men blot fordi det digitale kan undværes i skolen og på uddannelserne, er det jo ikke sikkert, det skal undværes. Den diskussion er politisk, men også – og især – pædagogisk og didaktisk.

Lad os endelig tage den. Men vi er nødt til at starte diskussionen ved det rette udgangspunkt, og det udgangspunkt har coronakrisen vist os: Skolen og uddannelserne er dybt afhængige af de analoge møder mellem lærer, elever og stof. De digitale platforme kan undværes.

Derfor vil det være på sin plads, at enhver digitaliseringsstrategi på skole- og uddannelsesområdet fremover ledsages af en analogiseringsstrategi. Det vil være på sin plads at lade digitaliseringsafdelingerne supplere af analogiseringsafdelinger og ansætte analogiseringsdirektører, der kan give modspil til digitaliseringsdirektørerne.

Det er med andre ord på tide, at vi lærer af vores erfaringer og bringer balance ind i diskussionen om digitalisering af skole og uddannelse.

Politik har aldrig været vigtigere