Debat

41 lærere og skolepædagoger: Digital undervisning kan aldrig erstatte den virkelige undervisning

DEBAT: Coronakrisen har afsløret, at onlineundervisning ikke kan erstatte den virkelige undervisning. Digitaliseringen er et problem for relationer, fællesskab og nærhed, skriver lærere og skolepædagoger.

Trods sociale medier savner elever deres venner vildt. Det er ikke det samme, når de ikke kan ses i den virkelige verden. For nærhed kan ikke digitaliseres, skriver 41 lærere og skolepædagoger.
Trods sociale medier savner elever deres venner vildt. Det er ikke det samme, når de ikke kan ses i den virkelige verden. For nærhed kan ikke digitaliseres, skriver 41 lærere og skolepædagoger.Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af 41 lærere og skolepædagoger
Se dokumentationsboksen

Foråret er kommet og med det også en gryende optimisme: Samfundet åbnes langsomt igen.

Også på skolerne kan vi efter efterhånden begynde at se enden af tunnellen og så småt komme væk fra spisebordskontorerne og tilbage i klasseværelserne igen.

Med optimismen kommer eftertanken. Hvad har vi i grunden lært af denne tid? I skoleverdenen må særligt én erfaring stå soleklart: At onlineundervisningen aldrig kan erstatte den virkelige undervisning.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Men det går jo meget godt med virtuel undervisning. Nogle digitaliseringsbegejstrede ser endda store muligheder for nye landvindinger for digitaliseringen af skolen.

Det kunne man blandt andet læse i et debatindlæg i Altinget fra Claus Rosenkrands Olsen fra Dansk Erhverv og Lars Kunov fra Danske Erhvervsskoler.

Følelser, kropssprog og samspillet mellem eleverne. Den slags er bare svært at fornemme gennem en skærm.

41 lærere og skolepædagoger

På skolerne vil vi kunne undervise mange, mange elever med spændende mennesker på interessante steder – om det er med dyrene i Randers Regnskov eller med Lakserytteren i Sofaskolen. Man kan ane stordriftsfordele og effektiviseringsgevinster i horisonten.

Sætter virtuel kikkert for blindt øje
Det er mega fedt, at der i denne tid er så megen kreativ, digital undervisning derude.

Men hvis vi ser muligheder for på længere sigt at erstatte det fysiske klasseværelse med det i cyberspace, sætter vi den virtuelle kikkert for det blinde øje. Så glemmer vi nemlig tre vigtige ting: Relationer, fællesskab og nærhed.

Nærmest alle lærere og pædagoger vil nikke genkendende til, at gode relationer mellem voksne og børn – og børn imellem – er afgørende for det gode skoleliv, hvor læring og trivsel kan gå op i en højere enhed.

Det er gennem relationer, at vi skaber det trygge klassefællesskab, hvor lysten til viden og til dannelse blomstrer, men det er også her, at børn og unge har nogen at gå til, når det er svært med det faglige, sociale eller personlige.

Lærere og pædagoger landet over forsøger at fastholde klassefællesskaberne online for de ældste elever, der stadig sidder hjemme.

Men det lige at sætte sig ned til Benjamin for at lægge en hånd på skulderen, når han bliver urolig, kan bare ikke lade sig gøre. Det at tage en lille gåtur med Maria, fordi hun lige har brug for et afbræk og et kram, kan bare ikke lade sig gøre. Det at... Ja, fortsæt selv.

Læs også

Svært at fornemme følelser gennem skærmen
Der er så mange små ting, som vi med vores relationsradar aflæser hver eneste dag i den daglige undervisning. Følelser, kropssprog og samspillet mellem eleverne. Den slags er bare svært at fornemme gennem en skærm.

Til gengæld er der noget kraftfuldt og effektfuldt ved at være sammen fysisk. Der er den menneskelig faktor. Hvis du skulle være i tvivl, så spørg selv børnene og de unge.

Trods Snapchat og Tiktok savner de deres venner helt vildt. Det er bare ikke helt det samme, når de ikke kan ses i den virkelige verden. For nærhed kan ikke digitaliseres.

De nære relationer og fællesskabet er særligt vigtigt for de børn og unge, der kommer fra udsatte familier eller er skrøbelige socialt eller fagligt. Her bliver den blinde vinkel ekstra stor for Claus Rosenkrads Olsen, Lars Kunov og andre digitaliseringsbegejstrede.

For denne gruppe elever har særligt brug for hånden på skulderen eller gåturen for at komme godt igennem deres skoletid. Hvis vi i vores iver for at digitalisere skolen alt for meget på bagkant af denne coronanedlukning, risikerer vi ganske enkelt at svigte den svageste gruppe børn og unge.

Vi fastholder optimismen og glæder os over, at skolerne langsomt åbner sammen med resten af samfundet, og vi håber, at vi stadig kan bruge en masse af de fede onlinetilbud i undervisningen, som er dukket op.

De kan helt sikkert gøre undervisningen bedre fremover. Men lad os ikke forblændes af digitaliseringen, som aldrig vil kunne erstatte de relationer og fællesskaber, der er selve fundamentet for det gode skoleliv.

Dokumentation

Indlægget er skrevet af:

  • Anders Kildahl Juul
  • Anders Thorsen 
  • Anna Poulsen
  • Anne Dræby Lünell
  • Anne Hammer
  • Bettina Lillie Storm
  • Bine Mathiasen
  • Camilla Sascha Porsborg
  • Christina Rinaldo
  • Ditte Bernquist
  • Dorthe Krejlgaard
  • Emma Storgaard Beck
  • Hanne Hjort
  • Heidi Macdams
  • Jan Christian Hansen
  • Jan Olesen
  • Jens Klim Hansen
  • Jessica Uebelin
  • Jorge Mose Fernandez
  • Katrine Dalin Diduch
  • Kristina Terpling
  • Laura Møberg Kristensen
  • Lynne Gilberg
  • Mathias Zangenberg
  • Majken Bentzen
  • Marianne Bundgaard Krog Gaardsdal
  • Mette Rose Nielsen
  • Mikkel Ahlbeck Graven
  • Nick Nygaard Madsen
  • Nickolaj Hagbard Jensen
  • Per Dyrlund Arnoldi
  • Pia Hass
  • Pia Henriksen
  • Rasmus Danker Danielsen
  • Rie Kaas
  • Rikke Smedegaard Hansen
  • Sarah Urgaard
  • Signe Rong Rossil
  • Stina Egedius Miller
  • Stine Falk Nielsen
  • Tina Søndergaard

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00